20. december

Hvad husker vi fra kunståret 2019? I dag svarer Francesca Astesani og Julia Rodrigues fra kuratorbureauet South into North.

Vores tre forslag til, hvad der var allerbedst i 2019, beskæftiger sig på hver sin måde med den forvandlende magt, der ligger i at gentænke vores forestillinger om agens og kreativitet, så de rækker udover den rene individualisme. Vi mærker en voksende bevidsthed i verden, en ny tidsånd – hvis den slags da overhovedet endnu kan opstå i vores dybt fragmenterede nutid – og dét er bestemt noget at fejre.

Barbara Wagner and Benjamin de Burca, Swinguerra, still, 2019.

Barbara Wagner og Benjamin de Burca, Swinguerra, den brasilianske pavillon ved den 58. Venedigbiennale

Dette videoværk fejrer skønheden ved den fælles modstand, som er et modtræk til Bolsonaros bitre Brasilien. Det kollektive oprør udtrykker sig her gennem en koreografi, der fortolker en særlige græsrodsbevægelse – nemlig de dansekonkurrencer, der dyrkes i regionen Recife, et af landets fattigste områder. Kunstnerne har arbejdet tæt sammen med en gruppe lokale unge, hvoraf mange identificerer sig som ikke-binære. Sammen har de udviklet en koreografi, et forløb af iscenesatte udfordringer. I lyset af den stigende intolerance i dansernes hjemland havde den stærke og smukke sammensmeltning af dansende queer-kroppe en heftig indvirkning på os: vi var både vildt opløftede og rørt til tårer.

Sonja Ferlov Mancoba, Living Branches, 1935. Museum Jorn, Silkeborg.

Sonja Ferlov Mancoba, No-one Creates Alone, Statens Museum for Kunst, København. Kurateret af Dorthe Aagesen og Mikkel Bogh

Omsider fik denne store danske billedhugger, der tilbragte det meste af sit arbejdsliv i Paris, den institutionelle anerkendelse, hun fortjener. Udstillingen anlagde et ikke-monumentalt greb, med fokus på gips- og lerskulpturerne, og stræbte ikke kun efter at formidle værkernes poetiske kvaliteter, men også Ferlov Mancoba som person. Et omfattende arkivmateriale bestående af tegninger, breve og fotografier viste kunstnerens kompromisløse tro på kunstens pligt til at opbygge fællesskaber og arbejde på tværs af kulturer. For Ferlov Mancoba var den kunstneriske proces ikke bare individuel: «Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde, og ingen skaber alene.»

The Serpentine Podcast: On General Ecology, Serpentine Galleries, London

Podcast’en, der har kunstnerne Victoria Sin og Lucia Pietroiusti som værter, udspringer af Serpentine Galleries’ forskningsprojekt On General Ecology (2018–2019), en tværfaglig platform, der afsøger post-humanisme, pluralitet og bevidsthed på tværs af arterne i lyset af de aktuelle miljøspørgsmål og klimaændringer. Sin og Pietroiusti interviewer en række af de vigtigste deltagere i de forestillinger og symposier, der er blevet afholdt som en del af det årlange program. Med afsæt i emner, der rækker fra dyrenes bevidsthed til plantesex, inviteres vi på en højaktuel rejse ind i en kompleks verden, hvor vores begreber om individualitet sprænges og udvides i mange retninger. Det hele er dejligt underholdende og rummer også på lydbidrag fra kunstnere som Jenna Sutela, Vivian Caccuri, Chris Watson, Elvia Wilke, Antoine Bertin, Michael Marder og Rosa Johan Uddoh.

Francesca Astesani (f. 1980, Italien) og Julia Rodrigues (f. 1978, Brasilien) bor og arbejder i København, hvor de har grundlagt og driver kuratorbureauet South into North, der specialiserer sig i kommisionsopgaver. South into North er p.t. i færd med at kuratere kunststrategien for det nye Nordsjællands Hospital i Hillerød. Duoen har flere projekter i støbeskeen for 2020; de vil blandt andet omfatte samarbejder med internationale institutioner og med kunstnere som Tue Greenfort, Haegue Yang, Daiga Grantina, Jon Rafman og Do Ho Suh.

Leserinnlegg