106 år efter kvinder fik adgang til Folketinget bliver 30 af de mest indflydelsesrige foreviget i Mie Mørkebergs maleri.
Flora Yukhnovichs referencemættede Into the Woods fylder Ordrupgaard med forvandlingskraft.
Funktionsvarierede kroppe når langt og højt på udstilling
i Nikolaj Kunsthal.
Yael Bartana blander fiktion og virkelighed på en bevidst manipulerende måde. Så hvorfor gør kunsthallen så lidt for at kvalificere publikums oplevelser?
Stense Andrea Lind-Valdan ser tilbage på et kunstår med psykedelisk skyggeteater og en kunstners afskedsudstilling.
Bad Timing på Den Frie fortæller fraværende kvindehistorie og undersøger, hvor lidt kan man slippe af sted med, før et værk krakelerer.
Jessie Kleemann er pludselig overalt, intens, sart og kødelig. To parallelle udstillinger viser, at kropslighed både er hendes største styrke og svageste led.
Kirsten Christensen ridser sin sociale indignation over omsorgs- og skattevæsen i keramik. På Holstebro Kunstmuseum er det hårdt som sten og porøst som et slidt hjerte.
På trods af Kirsten Justesens årtier lange opgør med snævre køns(pap)kasser, har Kunsten i Aalborg sat hende i bås.
Fear and Fauna er hårdtslående og moralsk konfronterende, men drukner i sit eget ønske om at være god.
Årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet i København er lavmælt, på kanten af det introverte. Men lægger du øret til konkylien, åbner der sig fuldendte verdener.
Sydkoreanske Kimsoojas sfæriske leg med lysets brydninger drukner i Cisternernes mørke.
I Bjarne Melgaard og Bjørn Kristian Hilbergs utstilling er hemningsløst forbruk en måte å konstant gjenoppfinne seg selv på.
Et blåt væsen med hængeører og røde øjne forførte Kunstkritikks Helle Fagralid.
Albert Oehlen havde tidligt fingrene i en computer. Det førte til en gentænkning af maleriet og af selve ideen om kunst. Han er en fin rollemodel for AI-generationen.
Curatorn Louise Wolthers om årets mest spännande utställningar i Sverige och Danmark.
Kunstkritikk støttes av
