Bad Timing på Den Frie fortæller fraværende kvindehistorie og undersøger, hvor lidt kan man slippe af sted med, før et værk krakelerer.
Jessie Kleemann er pludselig overalt, intens, sart og kødelig. To parallelle udstillinger viser, at kropslighed både er hendes største styrke og svageste led.
Kirsten Christensen ridser sin sociale indignation over omsorgs- og skattevæsen i keramik. På Holstebro Kunstmuseum er det hårdt som sten og porøst som et slidt hjerte.
På trods af Kirsten Justesens årtier lange opgør med snævre køns(pap)kasser, har Kunsten i Aalborg sat hende i bås.
Fear and Fauna er hårdtslående og moralsk konfronterende, men drukner i sit eget ønske om at være god.
Årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet i København er lavmælt, på kanten af det introverte. Men lægger du øret til konkylien, åbner der sig fuldendte verdener.
Sydkoreanske Kimsoojas sfæriske leg med lysets brydninger drukner i Cisternernes mørke.
I et todelt film- og installationsværk finder kunstnergruppen coyote stilsikkert vej gennem undergrundens dunkle domæner. Men der er også et par blindgyder.
Maria Wæhrens både behersker maleriet og sætter det fri. Det ville klæde hendes galleri at gøre det samme.
Cao Feis udstilling på Charlottenborg er lidt for tung at være i, men trods alt et besøg værd.
Fortab dig trygt i Leonora Carringtons drømmesyn. Arken passer på dig som et lille spættet vagtelæg i en varm, velsignende hånd.
Skønhed og uhygge rækker længere end øjet kan se i Cathrine Raben Davidsens forunderlige grafik.
Ingen kurator. Ikke engang en udvælgelseskomité. Hvad sker der med Documenta? Er det tid til at begynde forfra – eller er enden nær?
Hvilke udstillinger i Norden var årets bedste? Kunstner Uffe Isolotto giver sit bud.
– Jag fanns inte. Kristina Eriksson om sorgen, eländet och varför hon slutat måla. Om att växa upp i ett konstnärshem, men ändå vara fri från andras förväntningar.
De mange skimrende paljettene i Admir Batlaks utstilling på Munchmuseet avleder ikke fra dens mangel på håndfaste ideer.
Kunstkritikk støttes av
