Kristian Vistrup Madsen (f. 1991) er dansk kulturskribent og oversætter. Bosat i Berlin og uddannet i litteraturvidenskab og skrivekunst på Goldsmiths og Royal College of Art i London. Har bidraget til bl.a. Artforum, Frieze, Afterall og Glänta.
Med dommedagsvibes i Berlin, blockchains i Hamborg og et 90er-kunstnerslæng i Zürich er der al mulig grund til at forny dit BahnCard. Her er et overblik over efterårets udstillinger nord for Alperne.
Kirsten Ortweds usentimentale kunst fremstår som antitesen til en frygtsom samtid. Men hvordan bliver man kompromisløs kølner-sculptrice? Er der en opskrift?
Berlinbiennalen er åbnet på trods af pandemi. Men progressiv politik og krisestemning har resulteret i et konservativt kunstsyn, og en lidt kedelig udstilling.
Christian Falsnaes gransker gråzonen mellem underholdning og underkastelse, og leverer selv begge. Effektivt og enerverende.
Verden bliver så deprimerende flad, når der ikke er forskel på et ansigt og en selfie. Men hvordan afholder vi virkeligheden fra at blive slugt af sit billede, og kunsten fra at blive slugt af virkeligheden?
Newyorker-kollektivet DIS har altid bakset med samtiden som materie. Her taler de om ironi og politisk engagement fra Berlinbiennalen til streamingtjenesten dis.art.
På Vermilion Sands vil kunstnerne udfordre videnskaben og historieskrivningen. Men tager man sigte mod autoriteter, risikerer man også at ramme ens egen.
Enhver popsang er både ude og hjemme, kærlighed og sorg, din og ingens. Bedrager musikken os? Er vores tilgang for blåøjet? Eller er det smukkeste ved popmusikken selve forræderiet?
Hvad husker du fra 2019? Dette er årets tre mest mindeværdige kunstbegivenheder i Norden, mener Kristian Vistrup Madsen, en af Kunstkritikks faste skribenter.
Selv i dens kamp mod kitsch fungerer popmusik som et fluepapir for vores minder. Kan billedkunsten gøre det samme?
Anne Imhofs seneste udstilling hos Galerie Buchholz i Berlin er en pirrende iscenesættelse af tidsånden. Men hvad sker der, når e-cigaretten løber tør for batteri?
På Statens Museum for Kunst har Shahryar Nashat skabt en totaloplevelse, der er fængslende i mere end en forstand: både forførende og klaustrofobisk.
Improvisasjon, undervannsprotester, transnasjonal solidaritet og lekkert, historisk forankret maleri – gleden er tilbake i det norske kunstfeltet.
Omid Delafrouz små lärdomsbuketter på Andréhn-Schiptjenko verkar mest vilja skapa nya former för kultiverat umgänge i den borgerliga sfären.
Det blir en närproducerad konstvår utan sensationer, men med ett och annat glimrande fynd från vägkanten.
Light & Space-bevægelsen har hovedrollen i
Copenhagen Contemporays ’største udstilling til dato’, men lyshavet drukner værkerne og den magi, kunsthallen insisterer på, bevægelsen skabte.
Kunstkritikk støttes av
