Kristian Vistrup Madsen (f. 1991) er dansk kulturskribent og oversætter. Bosat i Berlin og uddannet i litteraturvidenskab og skrivekunst på Goldsmiths og Royal College of Art i London. Har bidraget til bl.a. Artforum, Frieze, Afterall og Glänta.
Hvad husker du fra 2019? Dette er årets tre mest mindeværdige kunstbegivenheder i Norden, mener Kristian Vistrup Madsen, en af Kunstkritikks faste skribenter.
Selv i dens kamp mod kitsch fungerer popmusik som et fluepapir for vores minder. Kan billedkunsten gøre det samme?
Anne Imhofs seneste udstilling hos Galerie Buchholz i Berlin er en pirrende iscenesættelse af tidsånden. Men hvad sker der, når e-cigaretten løber tør for batteri?
På Statens Museum for Kunst har Shahryar Nashat skabt en totaloplevelse, der er fængslende i mere end en forstand: både forførende og klaustrofobisk.
Udstilling på Hamburger Bahnhof genfortæller historien om Emil Nolde, nu som nazist. Men i stedet for at udskamme kunsten tager institutionen ansvaret på sig og omskoler sit publikum.
Markedet vil ikke have kritik, og skal kritikken have nogen værdi, bør den heller ikke ville markedet. Texte zur Kunst forsøger at løse den gordiske knude.
Kitschede 90er-møblementer danner rammen om Henrike Naumanns udstilling i Berlin – en refleksion over de skævheder, der fulgte i kølvandet af den tyske genforening.
I Kunstkritikks julekalender vælger vores egne skribenter og inviterede gæster det bedste fra kunståret 2018. I dag: kritiker Kristian Vistrup Madsen.
Tværæstetik bliver til antiæstetik i Louisiana-udstillingen Månen, der er fyldt til randen. Det er synd, når der er så gode værker imellem.
Henrik Olesens udstilling på Schinkel Pavillon i Berlin vil udfordre den gode smag. Men det er cool at være rodet, og hvor udfordrende er det egentlig at være cool?
I Willem de Rooijs selvsikre udstilling på KW i Berlin går himmel og hav i ét, når den Grønlandske natur vises i minimalistisk oversættelse og form ophøjes til indhold.
I Kjell Bjørgeengens utstilling på Galleri K er videosynthesizeren et skapende og sansende subjekt som former verden med oss, ikke bare for oss.
Nanna Debois Buhl opstiller en visuel model af astrofotografiets historie. Men den stramme abstraktion levner ikke meget plads til de kvindelige astronomer, der ellers trækkes frem fra glemslen.
Har kvinnliga konstnärer någonsin varit lika framträdande som i Sverige våren 2020?
Vekk med det gamle, kunne vært mottoet for den norske kunstvåren, hva enten det dreier seg om utskiftningen av bygninger og direktører eller eksperimentering med ny teknologi.
Kunstkritikk støttes av
