I en afgørende politisk tid må inuit konsultere den levende erindring for at kunne se fremad, lød det på seminar om grønlandske performancetraditioner.
Kollektivet YEARS’ udstilling er frustrerende, som et konsolspil uden regler. Ond og god på samme tid.
Cecilie Norgaard på O-Overgaden er maleri om maleri på den bedst tænkelige måde.
Eliyah Mesayers fiktive stat har slået de sorte telte op i Aarhus. For den, der allerede kender til Illiyeen virker projektet stagnerende. Det er måske selve pointen.
– Der findes ikke et tal, der kan beskrive den dansk-grønlandske relation, siger kunstner Anne Haaning, som tror det bliver svært at lave film om emnet efter kontroversen om DR-dokumentaren.
Hvad er værd at gå i krig for? spørger Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen i et værk fra 2004, som i dag er mere aktuelt end nogensinde.
Danske fonde har fået smag for at agere indholdsproducenter. Art Hub Copenhagens projektrum i Bikubenfondens nye hovedkvarter er den foreløbige kulmination på tendensen.
Fuglsang Kunstmuseum iscenesætter Anette Abrahamsson som konceptuel og feministisk samtidskunstner. Så stringent fremstår udstillingen dog ikke.
Country og 70’er-krea møder skulpturel uformelighed på Milena Bonifacinis kakkelbord.
Kunstkritikks Louise Steiwer tænker tilbage på et år med dagbøger forseglet i bronze og et tvivlsomt natursyn camoufleret af romantiske landskaber.
Man spidser øre, når værkerne på Collega hvisker om sorg og landflygtighed. Alligevel er budskabet svært at høre.
En argentisk avantgardekunstner i København er lige den udstilling, vi ikke vidste, vi savnede.
Munchmuseet profilerer seg som forkjempere for kunstnerisk frihet, men har total berøringsangst angående ytringsklimaet i dagens Tyskland.
Den ikoniska sekvensen i Den andalusiska hunden ersatt med svart ruta.
David Hockneys retrospektiv är en oemotståndlig hyllning till konsten och livet.
Oslo Open markerer sitt 25-årsjubileum med en rapport som viser at tilgjengeligheten i kunstnernes atelierer langtfra er universell.
Kunstkritikk støttes av
