Nanna Debois Buhl opstiller en visuel model af astrofotografiets historie. Men den stramme abstraktion levner ikke meget plads til de kvindelige astronomer, der ellers trækkes frem fra glemslen.
Tid, tillid og vedholdenhed er hovedfaktorer, når kunst skal inddrages i kommunale anlægsbyggerier, lød det på Statens Kunstfonds konference.
Hvilke udstillinger og begivenheder var de mest mindeværdige i kunståret 2019? I dag svarer en af Kunstkritikks faste skribenter, Louise Steiwer.
Fashionabelt showroom møder Det lille hus på prærien i Hannah Heilmanns sarte fantasier om en mere beskeden tilværelse.
Kunstige dyr, robotter med sanser og andre cyborgs synger med på en funky popsang om vores futuristiske samtid hos Jens Settergren i Ringsted Galleriet.
Statens Kunstfond ændrer procedure. Kunstnere kan nu ansøge om at repræsentere Danmark på Venedigbiennalen 2021.
Partnerskab mellem Kunsten og Louisiana betyder, at Poul Erik Tøjner får det kunstfaglige ansvar begge steder og at direktørstillingen i Aalborg slås op på ny.
Den intime byrumsudstilling You Are in My Veins udfolder sig smukt i baggårdenes sprækker – men misbruges i aggressiv branding af Aarhus by.
Det er både udknaldet og helt stramt, når Lea Porsager som sexfikseret shaman fremmaner billeder af det, der ikke er synligt for det almindelige blik.
Rasmus Nilausen indsætter begavede linjeskift og tankestreger overalt i sine værker, men snubler i det samlede, rummelige udsagn.
Vores samtid har et så voldsomt begær efter billeder, at det truer med at destruere os, mener Irena Haiduk, hvis udstilling på Kunsthal Charlottenborg henligger i totalt mørke.
Et lokkende, undersøisk univers spændt op af stramme objekter og surrealistiske referencer. Lulu Refn indtager det lille galleri C.C.C.
Mens global politikk balanserer på en knivsegg flere steder i verden, synes den internasjonale kunstscenen denne våren å være opptatt av globalisme og transgeografisk dialog.
Museerne fejrer rekordhøje besøgstal. Andre vil lukke Kulturministeriet. Det hænger på en måde sammen. Og så er institutionelle samarbejder blevet tidens løsen.
I Kjell Bjørgeengens utstilling på Galleri K er videosynthesizeren et skapende og sansende subjekt som former verden med oss, ikke bare for oss.
Nanna Debois Buhl opstiller en visuel model af astrofotografiets historie. Men den stramme abstraktion levner ikke meget plads til de kvindelige astronomer, der ellers trækkes frem fra glemslen.
Kunstkritikk støttes av
