Klassiske medier og sarte tematikker sætter grundtonen i afgangsudstillingen fra København. Det indadvendte og omsorgsfulde er svaret på en truende tid.
Kritikken er flyttet fra dagbladene til nichemedier. Det bør få konsekvenser i et nyt medieforlig, mener Kamilla Löfström fra Forenede Kritikere.
Kris Lemsalu og Kyp Malone blander religiøse referencer og shamanistisk metaforik i en hæsblæsende, neonfarvet genforhandling af forholdet mellem død og genopstandelse.
Hos Lehman Brothers er jagten på Moby Dick en af mange metaforer for kapitalismens selvdestruktion.
Dimittenderne fra Det Fynske Kunstakademi portrætterer en dystopisk samtid, men der er også healing og håb.
CAMPs Frederikke Hansen er del af kuratorteamet bag næste Documenta, mens Trampolinhuset bliver såkaldt lumbung-partner.
– Der ligger en kæmpe frihed i det kommercielle, siger Simon Rasmussen, der har omdannet projektrummet C.C.C. til galleri.
Kunstscenen har en blind vinkel i forhold til socialklasse. Det er omdrejningspunktet for Rosa Marie Frangs personlige podcastserie om dem, der ikke knækker koden til de indre cirkler.
Tomás Saracenos klima-dystopiske vandverden er en spektakulær iscenesættelse af velkendte værker.
2020-udgaven af den nordiske kunstmesse Chart viser udelukkende kvindelige kunstnere i galleriernes egne lokaler over hele Norden.
Radar Contemporary inviterer til fest og til en refleksion over, om den digitale revolution egentlig er en ønskværdig forlængelse af kroppen.
Kunstnerne og de sindslidende har erfaringer med isolation, som vi kan lære af i den aktuelle krise, mener Jakob Jakobsen.
– Jag tror att det kollektiva, det generösa och det inkluderande är viktiga som vägar framåt, säger curatorn Joanna Nordin, som blir ny chef för Carls Eldhs Ateljémuseum i Stockholm.
Jon Eirik Kopperuds filmer gir en dyster fornemmelse av at vi alle er tannhjul i et maskineri vi bare delvis er i stand til å ense.
HKW i Berlin gjenoppliver Aby Warburgs originale billedatlas. Imponerende, men for et samtidig publikum også ugjennomtrengelig.
Kasper Hesselbjerg tager os med på en uendelig associationsrejse gennem sneglefælder i et flamingolandskab, der godt måtte være blevet lidt mere i Japan.
Kunstkritikk støttes av
