Jonas Eikas tale ved modtagelsen af Nordisk Råds litteraturpris i Stockholm
For det første, flot og velfortjent at denne unge, dygtige forfatter vinder så prestigefyldt en pris. Og dernæst, hvor helt utroligt modigt af ham at tage de ord i munden, som han gjorde; sammenhængen og ikke mindst forsamlingen taget i betragtning. Den relation, som Eika italesatte – mellem nordens koloniale mellemværender og den racisme og nationalisme, der plager vores samfund i dag – kan visse folk så være uenige i. Det er vel et fortolkningsspørgsmål for historikere. Men lejrene! Lejrene for afviste asylansøgere kan de folkevalgte – jeg fristes til at sige kraftedeme – ikke løbe fra. De er helt objektivt en humanitær skændsel, og Eika nævnte dem ved navn: «Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, luk Ellebæk». I mit arbejde er jeg altid tilhænger af, at man skelner mellem kunst og politik. Men når statsministeren sidder på første tilskuerrække, er det politik. Magthaverne skal ikke have lov til at tørre hænder i kunsten.
OsloBiennalen, 1. udgave, 2019-2024. Kurateret af Eva González-Sancho Bodero og Per Gunnar Eeg-Tverbakk
OsloBiennalen, der «åbnede» i maj, skuffer på alle biennale-formatets almindelige parametre. Der er ingen hype, ingen glamour, ikke noget politisk manifest eller akademiske referencer. Det er endda svært at sige, hvad der faktisk var at se. Gaylen Gerber havde fået et hus til at forsvinde, Carole Douillards performance-skulptur var aflyst grundet regn, toiletter havde fået dyrt Vola-armatur, og en sød engelsk dame havde lært sig Virginia Woolfs roman Bølgerne udenad. Jeg blev trukket til side og lyttede efter. Oslo Biennalen dekonstruerer sig selv, og investerer i stedet i byrummet og kunstscenen på den lange bane – i første omgang, fem år. Det slår mig som den helt rigtige måde ikke at lave en biennale på.
Lukningen af X-Rummet, Statens Museum for Kunst, København
Kunne de danske politikere ikke tage på studietur til Norge? Med Oslo Biennalen som bare et eksempel på den stærke kunstunderstøttelse i fjeldlandet, kunne man håbe på det. Ellers er jeg snart endelig nødt til at besøge Fregatten Jylland, for at se hvor det egentlig er, kulturkronerne ryger hen. I år blev det åbenbart, at X-Rummet, Statens Museum for Kunsts eneste – og et af landets fremmeste – platforme for international samtidskunst, stopper med udgangen af næste år. «Forenklingen af museets udstillingsformater handler primært om vores pressede ressourcer», sagde museets direktør Mikkel Bogh til Kunstkritikk. Kan det virkelig være rigtigt, at Danmarks nationalgalleri skal være så pressede på ressourcerne? Rummet har udmærket sig ved udpræget udanske udstillinger – for mig særligt mindeværdigt af Lutz Bacher (som desværre gik bort i år), Henrik Olesen, og senest Shahryar Nashat – som det er svært at forestille sig kunne have fået vinger andre steder i kongeriget. Æv!
– Kristian Vistrup Madsen (f. 1991) er dansk forfatter og kunstkritiker, bosiddende i Berlin. Han er uddannet fra Goldsmiths og The Royal College of Art i London og regelmæssig bidragyder til Kunstkritikk og internationale kunstmagasiner såsom Artforum, Frieze og Spike.
Leserinnlegg