Arven efter danseren Kazuko Tsujimura aktiveres, så hendes drift mod at opløse kroppen bliver en ny slags krop.
Mens Gaza lægges i ruiner arbejder en udstilling på at udbrede palæstinensisk kunst til et globalt publikum. Gaza Biennalens danske pavillon åbner denne uge.
Robert Longos kultegninger er utrolige – lige indtil de bliver selvhøjtidelig overflade.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
I et lille udstillingsrum i Sydhavnen føles det faktisk uvigtigt om al den unisone latex er stykker af couture eller stykker af kunst.
Peter Wächtler viser lige nu en masse nyt arbejde på Simian, og det ligner at tilfældet har rådet på måder, der gør udstillingen til mere end bare værker.
Den formentlig underanerkendte kunstner Inge Ellegaards grid-tunge malerier hænger på Sorø Kunstmuseum og er almindelige, enestående og virkelig værd at se.
Francis Upritchards udstilling på Charlottenborg bliver kaldt en rejse og et univers, men de alt, alt for mange værker står i vejen for rejsens mulige kvalitet.
Flere feminismebølger slår ind over Institut Funder Bakke, flere slags åbne øjne og begær – men fri er man for heteromanden og hans blik, og det er dejligt.
I samarbejde med aftenskoleelever og dinerpersonale har Sara Sjölin lavet en ode til industrikøkken og uappetitlig mad, til teenagepjat og Waldorf-filosofi.
Tris Vonna-Michell gennemspiller sin afdøde fars enorme materiale med et blik, der fremkalder ophobningen snarere end mennesket.
Taryn Simon har fyldt Cisternerne med 20 klagesangeres flotte stemmer, men den storslåede sørgmodighed er svær at mærke.
– For oprindelige folk kan det være lidt skræmmende at tale om at fjerne og udviske monumenter, siger kollektivet New Red Order.
Kulturrådets ordning for tidsskrift og kritikk øremerker midler for 2025.
Space Making på Astrup Fearnley Museet er en litt gammeldags maleriutstilling på den bra måten.
Kiki Smith drar in Moderna Museet Malmö i ett lågmält skimrande naturkaos.
Kunstkritikk støttes av
