Helt fremmed
Thora Dolven Balke og Lila de Magalhães skaper en helhet som skjærer i øynene på Entrée i Bergen.
Thora Dolven Balke og Lila de Magalhães skaper en helhet som skjærer i øynene på Entrée i Bergen.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
Frederik Næblerøds ønske om at dominere hele Arken fylder lige så meget som de alt for mange værker. Det fører ikke noget godt med sig.
Det langsomme bløtdyret får kjørt seg i Markus Li Stensruds utstilling på Isca.
Tori Wrånes, Klara Kristalova och Benjamin Orlow ställer ut tillsammans i Venedig 2026.
Maja Malou Lyse repræsenterer Danmark på den 61. Venedigbiennale. Den yngste kunstner i Den Danske Pavillon nogensinde.
Diamond Stingilys utstilling på Peder Lund vekker en blanding av mildt ubehag og eielyst.
Den analoge kunstfilmen går i barndommen på Tromsø Kunstforening.
Direktør Ingrid Røynesdal forsvarer Nasjonalmuseets uttalelser om kritikeres politiske holdninger.
Amy O’Neills performance var frigørende og noget af det bedste længe set i København. Selve udstillingen er en svært afkodelig affære.
Samuel Brzeski puster liv i den postsubkulturelle melankoli på Kunsthall 3,14 i Bergen.
Ved hjelp av TV-mediet gir Joen Vedel form til motstandens energier mens de fortsatt bobler under overflaten.
– Timingen i forhold til de store prosjektene som KORO er involvert i for tiden har blitt tillagt stor vekt, sier konstituert direktør Øystein Strand.
Frederik Exners Gnomon på Tranen er et hint om, hvor vi skal rette blikket hen, før klimaet kollapser.
Johan Thurfjell har gjort en gripande utställning om Alzheimers sjukdom.
Malmö konsthalls utställning visar att det är bäst att betrakta megalomana idéer som tankelekar.
Fotografiene til Joanna Chia-yu Lin på Tenthaus vil ikke slave under den biografiske representasjonens åk.
Det roder lidt tematisk på Just Kids på Gammel Strand, men udstillingen forsøger heller ikke at forklare en hel masse, og det er befriende.
Lene Baadsvig Ørmen lokker publikum inn i det komplekse forholdet mellom mennesker og dyr.
Angharad Williams’ tavse filmstribe skærer igennem Simians mørke rum som en lysende antitese til tidens konstante plapren.
Det nye Hvedekorn ankommer poetisk fornyet med billedkunsten ved sin side og åbner talrige spændende døre. Man savner den ene, hvor håbet om fremtiden findes.
Det flyter over av loppismateriale og fortvilelse i Kier Cooke Sandviks utstilling på Podium.
Kusligt när Martin Jacobsson utforskar bildens negativitet i den artificiella intelligensens epok.
Skirt och vackert när Esse-Li Esselius experimentella polaroider från 1970-talet visas för första gången.
Nye institutioner, nye navne på gamle institutioner og nye forårsudstillinger på den danske scene.
Domedagskonst, en nyintroducerad pionjär och ett illavarslande kulturpolitiskt förslag präglar säsongen.
Konstnärer som skapar sina egna möjligheter utanför institutionerna engagerade våra läsare 2024.
Senværker og kunstinstitutionens rolle i en krisetid optog læserne i 2024.
Regeringens plan att förvandla Moderna Museet till en myndighetskoloss är ogenomtänkt och vårdslös.
En kaffekopp møter høyteknologiske missiler på et messebord i Nikita Teryoshins utstilling på Fotografihuset.
Thora Dolven Balke og Lila de Magalhães skaper en helhet som skjærer i øynene på Entrée i Bergen.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
Kunstkritikk støttes av
