Et blåt væsen med hængeører og røde øjne forførte Kunstkritikks Helle Fagralid.
Käthe Kollwitz på Statens Museum for Kunst er en kniv i hjertet og et opråb om modstand.
Filip Vest flyder elegant rundt i kulturarbejderens ydmygende kår i ny performance på Ringsted Galleriet.
Sophia Ioannou Gjerding og Mark Tholander vender små og store fællesskaber, men monstrene forbliver i skabet.
Afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi er et hviskende oprør i en usikker verden. Det gør den kun mere seværdig.
Hvad afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi mangler i antal kunstnere, vinder den i kunstnerisk spændvidde og personligt udtryk.
Første akt i Rønnebæksholms årshjul om heste har sine momenter, men er mest et nyfødt føl på vaklende ben.
Dåseringe, økokritik og mytologisk maleri bindes overraskende godt sammen i tre soloudstillinger på Kunstmuseet i Tønder.
Hansina Iversens værker lyser op og får det til at krible i øjnene i Valbys nye kældergalleri.
Lige så unaturligt planter fra alverdens kontinenter fletter grene i Botanisk Have, lige så naturligt blender Marie Lunds værker ind.
– Vi står på skuldrene af dem, der kom før os, siger Julia Rodrigues og Francesca Astesani, kuratorerne bag Charlottenborgs jubilæumsudstilling.
Når Chart Art Fair åbner i dag, er det med en ny sektion for yngre gallerier. Det handler om at favne bredt, siger direktør Julie Silbermann.
Tiden stoppet endelig opp og la seg i perfekte smørdeigsfolder under en av kritiker Maria Mosengs største kunstopplevelser i år.
I Bjarne Melgaard og Bjørn Kristian Hilbergs utstilling er hemningsløst forbruk en måte å konstant gjenoppfinne seg selv på.
Et blåt væsen med hængeører og røde øjne forførte Kunstkritikks Helle Fagralid.
Albert Oehlen havde tidligt fingrene i en computer. Det førte til en gentænkning af maleriet og af selve ideen om kunst. Han er en fin rollemodel for AI-generationen.
Kunstkritikk støttes av
