Partnerskab mellem Kunsten og Louisiana betyder, at Poul Erik Tøjner får det kunstfaglige ansvar begge steder og at direktørstillingen i Aalborg slås op på ny.
Den intime byrumsudstilling You Are in My Veins udfolder sig smukt i baggårdenes sprækker – men misbruges i aggressiv branding af Aarhus by.
Det er både udknaldet og helt stramt, når Lea Porsager som sexfikseret shaman fremmaner billeder af det, der ikke er synligt for det almindelige blik.
Rasmus Nilausen indsætter begavede linjeskift og tankestreger overalt i sine værker, men snubler i det samlede, rummelige udsagn.
Vores samtid har et så voldsomt begær efter billeder, at det truer med at destruere os, mener Irena Haiduk, hvis udstilling på Kunsthal Charlottenborg henligger i totalt mørke.
Et lokkende, undersøisk univers spændt op af stramme objekter og surrealistiske referencer. Lulu Refn indtager det lille galleri C.C.C.
Chart Art Fair er dybest set en markedsplads, men med en usædvanlig kollektiv ånd, siger grundlægger og gallerist Susanne Ottesen.
Trods vedvarende rygter om det modsatte, er kunstkritikken fortsat i live og udvikling, lyder det optimistisk i det nye nummer af tidsskriftet Periskop.
Social Democrat Joy Mogensen becomes Denmark’s new minister of culture, curators named for Alt_CPH 2020, and other news from the Nordic art field.
Den flydende udstilling Cry Me a River hvisker en sagte klagesang om hydrofeministisk solidaritet på havets bund, men dukker kun glimtvis op til overfladen.
Det sidste års tid har det udendørs udstillingssted Kunstscenen opereret mellem romalejre og uregistrerede biler. Gruppeudstillingen Parterre samler op.
Gitte Ørskou becomes the director of Moderna Museet, Danish Social Democrats issue a new cultural policy, and the gallery Signal in Malmö shares art prize with other cultural initiatives.
I valrörelsens Sverige är konstinstitutionerna politiskt ambitiösa, men konstnärligt försiktiga.
Fra samisk kunst som vil hele kolonialismens sår til spraymalte soverom og et splitter nytt museum – trange tider til tross, den norske kunstscenen har en bugnende høstmeny.
Mathijs van Geests sarte assemblager nærer seg på en understrøm av privat erfaring vi ikke får eller skal ha tilgang til.
En utställning i ett gammalt kolhus låter mörkret bli en bild för exploatering, utsatthet och politiska drömmar.
