En voice-over fortæller om mosekonen, der brygger sin tåge. Sådan begynder Emma Rosenzweigs nye kortfilm Hole, og senere i filmen møder vi konen i glimt, skønt spillet af Ursula Reuter Christiansen. Hendes close-up-ansigt overbelyses i gru, et dæmonisk naturmonster.
Hole er den nyuddannede billedkunstner og forfatter Rosenzweigs første film efter afgangsfilmen Under Broen (2024). Hun har et udsøgt blik for filmbilledets skønhed og filmhistorien sikkert i bagagen. Hole følger tre unge kvinder, Faryal, Vera og Ingrid, spillet af Gizem Ergodan, Asta Kamma August og Ida Cæcilie Rasmussen, der mødes i et sommerhus, omgivet af naturens heksede, folkloristiske urkræfter, efter at de hver især er blevet forladt af en mand, der i filmen bliver ved med at hjemsøge dem.
Hole er fragmenteret fortalt, drømmerisk lækre billeder. Den er skudt på 16 mm-film, det giver en grynet og nostalgisk effekt. Og det er længe siden, jeg har set et værk, der giver mig så mange filmhistoriske associationer – stumfilmen, surrealismen, film noir, den franske nybølge, horrorfilm, kunstnere som fx Shirin Neshat og Eija-Liisa Athila. Hole er i dén grad citerende. Væggene i Nikolaj Kunsthals black box, hvor Rosenzweig i samarbejde med kurator Olivia Turner viser sin film som en del af serien Platform, er draperet med mørke velourgardiner. Hole handler også om at blive lukket inde i billedets mørke, om at være en film (eller en krop), der ser på andre film, om voyeurismens magt. Det er både dens overskud og dens byrde.
Først overskuddet: Hole er fyldt med elegante, tyste skud og sikre, drastiske klip og chokeffekter. Faryal, der vrider sit ansigt. Ankomsten til sommerhuset, hvor kameraet observerer kvindernes omfavnelse i smug fra den trange bil. Surreelle tableauer, fx et spil terninger filmet oppefra, hvor kvindernes seks hænder pludselig bliver til ti.
Det stærkeste spor er mareridtsscenerne. Filmens nerve er den ømme intimitet mellem kvinderne, som både næres og trues af deres livskriser. I en fartdrevet ond drøm ser Vera en flok mænd foran sig, med mørklagte ansigter, de er omrids eller skaller. I det der zoomes ud, mærker man, at de masturberer, før man endelig forstår, at hun står på en scene i spotlyset i et slags teater, en pornobiograf. Hvem så på hvem? Velourgardinerne i kunsthallen vibrerer. I en anden scene råber Faryal efter manden, som hun spotter i haven, og bagefter rydder de andre kvinder nærmest afkoblet op. Den mekanik, der hele tiden ligger i skuespillet, bliver fysisk. Mareridt og syner giver kvinderne individualitet, de lurer også på hinanden.
Det er godt tænkt, at manden kun er et rygte, et traume, en stalker, et kollektivt mareridt, endda en joke. Kvinderne har oplevet at blive forladt, pålagt skyld, men om det er den ene eller den anden mand, er underordnet. Manden er uncanny, han multipliceres. På den måde handler Hole om at møde patriarkatets vold som traumeglimt og arve den – så en feministisk forvrængning trænger ind i kvinderne selv.
At Rosenzweig fascineret pakker adskillige feministiske og stilistiske traditioner ud giver værket en særegen, historisk alvor. Men det er også et tropetungt og stiliseret filmsprog, kunstneren har forelsket sig i, hvilket til tider bliver en svaghed, fordi det findes på alle filmens niveauer. Fx har Cæcilie Trier komponeret et smukt, cello-melodramatisk soundtrack, som sætter ind, a lá stumfilmen, i takt med billedsidens følelsestyngde. Den synkronicitet bliver dog også let pædagogisk. Et andet eksempel er kvindernes nybølge-inspirerede stiliserede dialoger, der både skal understøtte det abstrakte plot, og samtidig skitsere, hvad dette mørke i kvinderne er. De noget højtravende sætninger er svære at trække hjem, når filmen vil tale om både dommedag, krig, mænd, parallelle virkeligheder og hjertesorg på én gang. Senere, da kvinderne er fulde, taler de mere mundret, og virker mere levende.
I glimt og til slut bliver angst til vildskab. I et centralt mareridt kravler Ingrid dyregjort gennem natlandskabet, et nik til Lars Von Triers Antichrist. Og så slutter Hole, da kvinderne forenes i et burlesk hævndrab på manden, og indoptager patriarkatets perversion i nydelse, vold og amoral. Jeg er ikke i tvivl om filmens feministiske ambition, men der er samtidig noget slidt og essentialistisk over netop kvinden som mørk natur. Det er ikke uinteressant, at Rosenzweig bevæger sig smidigt mellem feministiske positioner, ligesom blikkene, der aldrig kun går én vej, men jeg bliver også forvirret.
Måske står referencerne til klassiske kvindefrigørende film i vejen for en tydelighed? Da kvinderne begraver manden, mimer det begravelsesscenen i slutningen af Reuter Christiansens suveræne film Skarpretteren (1972), hvor kvinden bliver martyrgjort. Et andet klip, hvor Faryal hæver hænderne mod solen, citerer Maya Derens At Land (1944). En æstetisk homage kan blive en genvej til politisk validitet, en stedfortræder for det, man ikke viser direkte. At recirkulere historiske værker, der engang ville frigøre og transformere kvinden, kræver at man virkelig forstår, at man iscenesætter overflade, og her tror jeg faktisk, at Rosenzweig i langt højere grad søger dybde. Paradoksalt nok bliver Hole for forsigtig af at være så stilsikkert citerende, og det står i vejen for Rosenzweigs åbenlyse virtuositet.
