Patienten, der nægter at dø

Trods vedvarende rygter om det modsatte, er kunstkritikken fortsat i live og udvikling, lyder det optimistisk i det nye nummer af tidsskriftet Periskop.

Anna Vestergaard skriver om kunstkritik i relation til Statens Museum for Kunsts udstillingsrække i X-rummet. Blandt andet om gruppeudstilingen Afsked med forældrene, kurateret af Henrik Olesen, 2014. Her: Lutz Bacher, Horse/Shadow, 2010-2012; Horse Painting, 2010. Foto: Anders Sune Berg.

Få ting har været spået en snarlig død med så stor hyppighed som kunstkritikken – det skulle da lige være maleriet. Krisen kan ses i nedgangen af fastansatte anmeldere på aviserne, i væsentlig færre antal sider viet til kunstkritikken i de store dagblade og ikke mindst i kvaliteten af kritikken, der ofte fremhæves som enten ufarlig formidling eller ufaglig smagsdom fedtet ind i personlige relationer og økonomiske interesser. 

Det nyeste temanummer af det kunsthistoriske fagtidsskrift Periskop, der udgives af IKK – Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, kigger nærmere på kunstkritikkens krise, dens mulige årsager og konsekvenser. En temaredaktion, bestående af kunstkritiker og lektor ved IKK, Rune Gade, samt kunsthistorikerne Anna Vestergaard Jørgensen og Janna Lund, fremhæver i forordet, at selv om der bliver forsket meget lidt i den nyere kunstkritik, er det et område i udvikling.

I takt med at dagbladene i stigende grad vægter andre formater end den klassiske anmeldelse, er der opstået nichemagasiner på nettet (vinke-smiley) og samtidskunsten tiltrækker generelt flere mennesker end nogensinde før. Måske er krisen ikke så meget en krise i kritikken, som det er et spørgsmål om, at den har skiftet ståsted og funktion, funderer redaktørerne.

En gennemgående pointe i flere af tidsskriftets artikler er den, at den kritiske position er flyttet ind i selve udstillingsformatet, enten i kraft af en stadig større fokus på kuratoren som en kritisk formidler eller gennem fremkomsten af kunstneriske praksisser, der tenderer mere imod institutionskritik, aktivisme og socialt engagement. Grænserne mellem kritik, kuratering og produktion er blevet mere flydende, blandt andet fordi rollerne også er det: Kritikerne kuraterer udstillinger, kunstnerne anmelder og alting er i det hele taget i opbrud, fornemmer man.

I artiklen «Er kunstkritikken i krise?» argumenterer Rune Gade for, at forestillingen om kunstkritikkens krise er funderet i det modernistiske værkbegreb. Gade indleder med at forsøge at definere kunstkritikken som en lidt kaotisk genre, der ikke har nogle helt faste kriterier ud over måske den klassiske treenighed af beskrivelse, analyse og vurdering. Samtidig fremhæver han, at kunstkritikken også kan defineres igennem dens litterære og retoriske kvaliteter, dens evne til at indgå i fænomenologisk udveksling med sin genstand og ikke mindst igennem noget så fint som sin omsorg for genstandsfeltet.

Gade opstiller en række eksempler, der strækker sig fra Sarvigs drøm om en kunst, der er fri og uafhængig af politiske interesser på 50’ernes kunstscene, over Politikens kritiker Mathias Krygers indlejring af kunsten i dens sociale og økonomiske sammenhæng til tidligere kritiker på dagbladet Information Michael Jeppesens såkaldte «kommentager» – reportager om kunstværkets virkning på sin beskuer ud fra en absolut personlig synsvinkel. 

Heraf konkluderer Gade, at krisen synes at være af permanent karakter, og at dens årsag primært er nostalgisk. Længslen efter at etablere kunstkritikken som et særligt æstetisk felt udgør en forhindring for at forstå den i dens mange forskelligartede fremtrædelsesformer, mener Gade: «En indsnævret opfattelse af kritik følger af et begær efter at etablere det æstetiske felt som paradigmatisk autonomt, upåvirket af samtidslivets rodede vilkårligheder og frigjort fra politiske stridigheders belastende pres.» Kunstkritikken har ifølge Gade aldrig været hverken autonom eller interesseløs. Ligesom der aldrig har været fuldstændig enighed om dens karakter eller formål. Og måske er det en del af charmen?

Periskop, nr. 21, 2019. Temanummer om kunstkritik.

Herefter følger fire artikler, der på hver deres måde præsenterer nye blikke på genren. Kunsthistoriker Martin Søborg og arkitekt Morten Birk Jørgensen skriver om nye tendenser indenfor arkitekturkritikken. Med Mærsk Tårnet som case taler de om kritikken i et udvidet felt, der inkluderer arkitekturkonkurrencer og præmieringer – altså vurderingsformer, der ikke er interesseløse, idet de implicerer økonomiske gevinster.

Anna Vestergaard Jørgensen skriver om x-rummets (Statens Museum for Kunst) indlejring af kritiske praksisser, og argumenterer for, at institutionskritik og kunstkritik ikke behøver at ses som skarpt adskilte kritikformer. Kunsthistorikerne Kristian Handberg og Signe Havsteen har begge valgt at kigge bagud i kunsthistorien: Handberg dokumenterer, hvordan receptionen af megaudstillingen Documenta i den danske presse igennem de seneste 50 år har bidraget væsentligt til internationaliseringen af den danske kunstscenen, mens Havsteen fortæller om maleren og kunstkritikeren Johan Rohde, der allerede under det moderne gennembrud formåede at besidde begge positioner, uden at de kom i konflikt med hinanden.

En række korte indlæg i slutningen af publikationen bekræfter den overordnede fornemmelse af, at patienten måske nok har åndedrætsbesvær – eller er permanent stakåndet, afhængig af hvordan man ser på det – men altså endnu ikke helt afgået ved døden. Kurator Anna Lucy Bolther fortæller blandt andet om, hvordan man på Museum Ovartaci helt konkret har brugt receptionen af Kunsthal Charlottenborgs Overtaci-udstilling i overvejelserne omkring det nye museums indretning, og dansk redaktør her på Kunstkritikk, Pernille Albrethsen, argumenterer for, at kunstkritikken som genre er med til at fastholde og udvikle en samtale om kunsten – endda på et samfundsmæssigt plan. Måske er det endnu ikke tid til at slukke helt for respiratoren.

Leserinnlegg