Enden på en mytologisk sommer nærmer sig. Danerne har været optaget af problemulve, «larver fra helvede» og fortolkningen af et 3.000 år gammelt græsk heltekvad. Det sidste var egentlig spændende nok, indtil hovederne kogte over og diskussionen kom til at handle om, hvorvidt Christopher Nolans version af Odysseen nu også var historisk korrekt! Tid til at træde ud af hulen, ind på museer, kunsthaller, tidligere parkeringskældre og frisørsaloner, eller hvor kunsten nu finder sted dette efterår.
Vigtigste først. Man kan nemlig stadig nå Cinematekets program med den utrolige Sergej Paradjanov (1924-90), født i Georgien af armenske forældre og uddannet i Ukraine, hvor han lavede sine første halvabstrakte, folkloristiske, rent ud flippede og smukke film – lidt Jack Smith møder transkaukasisk folkemyte. Det går op og ned på de københavnske kunstinstitutioner, men Paradjanov-programmet er et godt eksempel på, at filmhusets programlægning fortsat er blandt de mest saftige. Altid pandelygten rettet mod kunsten. Dertil kommer, at det selvfølgelig er oplagt netop nu at vise Paradjanov, der blev sat i fængsel af det sovjetiske regime, anklaget for homoseksualitet og ukrainsk nationalisme.
Siden Ruslands invasion af Ukraine er særligt en tilbagevendende udstilling på Venedig Biennalens åbningsdage blevet en vigtig markør for modstandskampen. Den private kunstinstitution PinchukArtCentre i Kyiv står bag udstillingen, som i 2022 (under titlen This Is Ukraine: Defending Freedom) blev åbnet af Præsident Volodomyr Zelensky, der talte om kunstens ansvar i kampen for frihed. Det var på dag 57 – det var dengang Ukraine stadig opgjorde krigen i dage. Men også i år var Still Joy – From Ukraine Into the World med ukrainske og internationale kunstnere en af de udstillinger, der trak folk til. Simone Posts pastelfarvede lysekroner af slik og meringues poppede i hvert tilfælde op i mit feed en del gange. Udstillingen kommer til Gammel Strand i København midt i september.
Før sommeren åbnede ARoS en udstilling af Nina Beier & John Miller. Duoen har fyldt museets nye underjordiske galleri med et stort antal mannequin-dukker i mange skikkelser og attituder. Nogle ligner mest almindelige museumsgæster, der betragter fotografierne af de gamle portrætmalerier, som også er del af installationen. Andre hænger bare ud eller er væk i lyden fra deres høretelefoner. Jeg ser frem til at mærke The Populace på egen krop.
Duo-udstillinger kan ellers godt være en kedelig affære, mest fordi de tit er resultatet af en doven institution, der enten ikke har tænkt ideen til ende eller spekulerer i to solopræsentationer for én pris. Det er selvfølgelig noget andet, hvis det er skarpt kurateret eller der er tale om et ægte samarbejde mellem to kunstnere, som i tilfældet Beier og Miller. Der er også flere gode eksempler i København lige nu.
I sidste uge åbnede Andersen’s Contemporary en poppet knaldperle af en udstilling af danske Esben Weile Kjær og schweiziske Sylvie Fleury, der har samarbejdet de sidste par år. Og på det nye københavnske udstillingssted Comb kan man for tiden se A Deux med tre duoer; Nina Beier og Marie Lund, Lucy McKenzie og Paulina Ołowska, samt Ada Frände (Fatima Hellberg og Annika Eriksson). Alle længerevarende samarbejder, sidstnævnet endda mor og datter.
Statens Museum for Kunst topper med hele fire duoer på udstillingen Parterapi. Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, J&K og Randi & Katrine har arbejdet sammen de sidste 20-25 år. Det er altid lidt imponerende med den slags samarbejder, der er startet omkring akademitiden og holdt ved så længe, at det krydser ind over liv og familier. At det ikke altid kan være let, antyder også udstillingstitlen. Samtidig har jeg jævnligt tænkt, at de langtidsholdbare duoer og grupper var et særtræk ved dansk kunst. Måske et udslag af dansk andelsbevægelse og foreningskultur? Superflex, A Kassen, Birgit Johnsen & Hanne Nielsen, Elmgreen & Dragset, Astrup & Bordorff, AVPD… Det er ikke svært at finde aktive, nulevende eksempler.
Der er ikke meget gruppearbejde over Tracy Emin, en udpræget solist, der siden de formative YBA-dage i sen80erne aldrig har været bleg for at dyrke kunstnermyten. Sidst, jeg oplevede hende, var i Oslo i 2022 til en spektakulær indvielse af hendes bronzeskulptur Mother, som bestod i at den 15 ton tunge skulptur blev hejst ned fra en kran og placeret på kajen foran Munchmuseet. Meget taler for, at hendes retrospektive på Louisiana til oktober bliver en af sæsonens store udstillinger. Ikke mindst kunstnere fra millenialgenerationen refererer til Emin som «mother».
Det er ganske vist også Amalie Smiths generation, men jeg aner ikke, hvordan hun forholder sig til Emin. Til gengæld er Smith en af de få, der med lige stor ret kan kalde sig både billedkunstner og forfatter. Jeg ser frem til Levende, hendes soloudstilling, der åbner på Kunsthal Charlottenborg om få uger, hvor Smith «zoomer ind på det levende på tværs af fortid, nutid og fremtid.»
Superflex’s retrospektive udstilling kan stadig opleves på Arken, når museet næste måned åbner dørene for atter en retrospektiv fra samme generation. Ann Lislegaards retro bærer titlen «Animoid», der stammer fra Philip K. Dicks Do Androids Dream of Electric Sheep? Science fiction spiller ofte en stor rolle i Lislegaards undersøgelser af, hvordan teknologi og sprog ændrer vores blik på verden. Tidligere på året blev en version af udstillingen vist på Henie Onstad Kunstsenter udenfor Oslo. Arkens udstilling bliver den største samlede præsentation af Lislegaards værker i Danmark. Det giver ikke bare mening, fordi den norsk-fødte kunstner er bosat i København, men også fordi Lislegaard i mange år var professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi, netop på den afdeling, som nu har fået ny professor.
Fra og med dette semester bliver John Skoog nemlig professor for Skolen for Mediekunst. Den herboende svenske kunstner har de sidste ti år undervist på Hochschule für Bildende Künste Mainz. Han er desuden stifter af den nomadiske filmklub Terrassen i København og havde tidligere på året premiere på sin første featurefilm. Om filmen Värn og den ledsagende udstilling på Moderna Museet i Malmö, skrev Kunstkritikks redaktør i Stockholm, Frans Josef Petersson: «Värn har en stillsam värdighet, rentav en mild skönhet, som kan upplevas som ett motstånd i en värld dominerad av brutala krav och grova känsloyttringar.» Skoog repræsenterer en ny generation i professorstaben og virker som godt nyt for akademiet.
Mens de københavnske messer Chart Art Fair og Enter Art Fair løber stablen i den kommende weekend, kiler O-Overgaden en seriøs gruppeudstilling ind mellem løjerne. På fredag åbner In Protest and in Care, der er kurateret af Anne Kølbæk Iversen og del af hendes post.doc.-projekt «Crip Time: Art of Impairment, Withdrawal, and Impatience». Kunstnerlisten tæller internationale og hjemmedyrkede navne såsom Panteha Abareshi, Jesse Darling, Jakob Jakobsen og Victor Vejle.
Også Den Fries efterårsudstilling, der åbner midt i september, trakterer med en appetitvækkende kunstnerliste, med blandt andre Lutz Bacher, Hanne Darboven, Julie Falk, Martine Syms og Sofie Winther. Ifølge kunsthallens beskrivelse tager Nervetråde afsæt i «den nervøse sindsstemning, der gennemsyrede litteraturen og billedkunsten omkring år 1900, da Den Frie blev grundlagt.» Det lyder som den perfekte halloween-opvarmning. Jeg er klar.
