Det lignede ellers det perfekte match, da Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri i december 2025 ansatte Nivi Christensen som den projektleder, der skulle sikre finansieringen af byggeriet af et museum tegnet af den danske tegnestue Bjarke Ingels Group (BIG). Som leder af Nuuk Kunstmuseum gennem de seneste 11 år er Christensen ikke alene en central stemme på den grønlandske kunstscene; hun er én af få, der har beskæftiget sig indgående med tankerne om et nyt museum. Hendes speciale i Kunsthistorie på Københavns Universitet handlede om etableringen af netop et nationalgalleri i Grønland.
Men efter kun fire måneders ansættelse stoppede Nivi Christensen, og hun er nu vendt tilbage til sin stilling på Nuuk Kunstmuseum. Hun kalder planerne for det kommende nationalmuseum «uigennemtænkte».
«Man har vedtaget en bygning uden at reflektere over, hvad den skal afspejle og hvilke værker, den skal indeholde,» siger hun. «Det grønlandske nationalgalleri bliver det første nationalgalleri i verden for et oprindeligt folks kunst. Derfor er vi nødt til at tænke os om, frem for bare at overtage en traditionel europæisk model, der er bygget til at understøtte en nationalstat, som på det tidspunkt, hvor de fleste af institutionerne opstod, var en kolonimagt med en ret kompliceret samling.»
Ifølge et prospekt fra 2024 skal samlingen på det kommende museum strække sig fra ældre grønlandske kunstgenstande til ny grønlandske samtidskunst, kunst fra det arktiske område udenfor Grønland samt international kunst. Den allerede eksisterende samling består af omkring 30 værker, hvoraf størstedelen består af private donationer. Museet får desuden overdraget kunstgenstande fra Grønlands Nationalmuseum for at give et repræsentativt billede af perioden fra Saqqaqkulturen (ca. 2.300 år f.v.t.) frem til 1950’erne, om en større donation af værker af den grønlandske kunstner Hans Lynge, samt værker fra Nuuk Kunstmuseum og Kunstskolens arkiv.
«Jeg vil ikke betragte det som en samling,» siger Nivi Christensen: «Det er tilfældige værker, doneret af venlige mennesker, men uden en egentlig strategi bag.»
Det kommende nationalgalleri har været længe undervejs. I 2004 dannede en gruppe grønlandske kunstnere en komité til oprettelse af et grønlandsk kunstmuseum. Siden 2006 har en fond arbejdet på finansieringen af selve byggeriet, og i december 2025 oplyste fondens forperson Kristine Spore Kreutzmann til Kunstkritikk, at man var cirka halvvejs med at rejse de nødvendige midler.
En arkitektkonkurrence med deltagelse af en grønlandsk og fire nordiske tegnestuer blev gennemført i 2011. Vinderen blev den danske tegnestue BIG, hvis cirkulære bygning skal opføres på en klippegrund ud til havet i den nordlige del af Nuuk. Byggeriet er anslået til at tage omkring to år og kan starte så snart finansieringen er helt på plads. Ifølge Nivi Christensen er BIGs bygning dog langt fra optimal:
«Da jeg startede på Nuuk Kunstmuseum, drømte jeg også om sådan et stort, hvidt museum med højt til loftet a la de internationale kunstmuseer. Men meget grønlandsk kunst er ret småt i skala og skabt til en anden intimitet, end den europæiske kunst. På renderingerne af den nye bygning ser man værker af Aron fra Kangeqs [red.: 1822-1869, af mange betragtet som forfader til den moderne kunst i Grønland]. Det er værker, som måler bare 15 x 10 cm, så på tegningen har man forstørret dem, for at få dem til at passe til bygningen. Det er et godt eksempel på, hvad der er galt med bygningen og tankegangen bag projektet.»
Konkret kritiserer Christensen den kommende bygning for at være for ufleksibel. Med godt 2000 planlagte kvadratmeter bliver museet kun dobbelt så stort som Nuuk Kunstmuseum, og dens runde form gør det svært at lave tilbygninger. Desuden er bygningen tænkt som ét stort rumforløb, med mulighed for at afskærme områder til forskellige aktiviteter, og med samme loftshøjde og naturlig belysning igennem hele bygningen. Ifølge Christensen bliver det vanskeligt at eksperimentere med udstillingsformaterne:
«På den grønlandske kunstscene foregår der i disse år en forhandling om grænserne mellem visuel kunst og de billeder, der blev skabt af den gamle inuitkultur, det vil sige; mellem fagområder, der traditionelt hører under henholdsvis nationalmuseet og kunstmuseerne. Jeg tror, at de grænser skal forblive flydende og i forhandling, og det stiller det krav til bygningen, fx at man kan foretage små forandringer løbende, uden at skulle genophænge hele samlingen, som ét stort rumforløb lægger op til. Jeg tror, vi skal undersøge, formidle og tænke langsomt og over tid. Også fordi vi skal have opbygget kompetencer til at varetage den forhandling og de forbindelser, der er mellem samtidskunsten og de gamle kunstgenstande. Det er jo ikke sådan, at der går 20 grønlandske kunsthistorikere rundt og mangler noget at lave, og jeg synes ikke, det er en løsning at ansætte danske kunsthistorikere til opgaven.»
BIGs museumsbygning er tænkt til at indgå i samspil med den omgivende natur. Den cirkelformede struktur bølger, som de klipper, den ligger på, og en stor glasfacade åbner op til naturen i en indre gård. Med tiden skal bygningens betonfacade patinere og gradvis dækkes af alger og saltaflejringer, mens cirkelformen refererer til inuitkulturens runde teltringe, igloer og cirkulære stensætninger. Alligevel kritiserer Christensen arkitekturen for ikke at være steds- og kulturspecifik nok:
«Selvfølgelig burde der have været grønlandske arkitekter med i udfærdigelsen af bygningen, men samtalen om, hvad der kendetegner inuit arkitektur er kun lige startet,» siger hun og nævner nationalteatret i Kautokeino i Sampi som et bud på, hvordan man kan arbejde med institutionel arkitektur, der tager udgangspunkt i oprindelige folks byggetraditioner. Nationalteatret er tegnet af norske Snøhetta i et samarbejde med den samiske arkitekt og billedkunstner Joar Nango, og er en trebenet struktur med reference til et rensdyrgevir.
I årenes løb har der været flere forslag til, hvordan man kunne tænke et kommende nationalgalleri på en nye måde. Nivi Christensen er særlig begejstret for idéen om at omdanne én af de gamle boligblokke i Nuuk til museum: «Blokkene bliver nogle gange kaldt for ’elefanten i byrummet’, fordi de fylder så meget i Nuuk, og har en historie, der er svær at tale om.»
Størstedelen af blokkene blev opført i 1960’erne med det formål at huse de mange grønlændere, der blev flyttet ind til byerne fra de små bosættelser, som en del af den danske centralisering og modernisering af det grønlandske samfund. Igennem de senere år har de løbende været genstand for diskussion. Nogle ønsker at rive dem ned, mens andre vil renovere dem, men fordi emnet er følsomt, står de foreløbig bare og forfalder.
«Hvis man inddrog én af dem til museum, ville man kunne bruge den historie, de fortæller aktivt i den samtale om kolonitiden, som meget grønlandsk samtidskunst i forvejen beskæftiger sig med. Det ville give et samspil mellem bygningen, historien og den nationale fortælling,» siger Christensen.
Et andet forslag, som stammer fra kunstneren Gukki Nuka, handler om at skabe et mobilt museum ombord på et skib, der kunne sejle langs den grønlandske kyst. Således kunne nationalgalleriet helt konkret komme sine besøgende i møde i et land, hvor store geografiske afstande og begrænset infrastruktur betyder, at der kan være langt til Nuuk.
«Vi skal ikke bare gentage en struktur, som man også i Europa er på vej væk fra. Statens Museum for Kunsts nye afdeling i Thy er et godt eksempel på en stor statslig institution, der også forsøger at forankre sig udenfor hovedstaden. Vi skal passe på, at et nationalgalleri ikke bliver for monumentalt, især i Grønland, hvor der ikke er mange små museer rundt omkring. Det må ikke blive sådan, at der sidder én bestyrelse på én institution i Nuuk og definerer, hvad grønlandsk kunst er. Et nationalgalleri skulle jo gerne være for hele folket,» siger Christensen.
Kunstkritikk har forelagt Nivi Christensens kritik for bestyrelsen for Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri. Forperson Kristine Spore Kreuztmann meddeler i en mail, at bestyrelsens arbejde ikke er at indsamle værker til det kommende museum, men udelukkende at skaffemidler til at få opført en bygning. Derudover har bestyrelsen på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.