«Krise!» tænker jeg på vej til pressevisningen af Parterapi på Statens Museum for Kunst. Udstillingen viser værker af de fire danske kunstnerduoer; Hesselholdt & Mejlvang, Bank & Rau, J&K, samt Randi & Katrine. Fire gange retrospektivt blik på over tyve års samarbejde. Fire socialt engagerede, storskalerede, skulpturelle praksisser. Dertil flere nyproducerede værker. Én udstilling?
Udstillingen spreder sig over flere lokationer på museet, men Østhallen er det mest koncentrerede rum, hvor alle fire duoer udstiller side om side. Her er værkerne tætpakket, hver især omkranset af grove gaffertape-afstandslinjer i den dunkle spotbelyste sal. Der er lidt lagerhalsæstetik over det, nok en art dyd af en nødvendighed. De fleste af værkerne kommer til kort her og er tydeligvis ikke skabt til et tætpakket udstillingslager, de kan simpelthen ikke ånde. Men enkelte står glitrende skarpt herinde, enten fordi de ligesom befinder sig godt i en venteposition eller formår at transcendere omgivelserne helt.
Så snart jeg er kommet ind i salen, fanges mit øje af den mest ulykkelige, opløste skabning, jeg nogensinde har set. Det er Bank & Raus hunulv, Ulvetæven Hylet (2018), der med sit bøjede hoved rammer mig lige i hjertekulen. Måske fordi ulven herhjemme er blevet et akut symbol for menneskets uvilje til at give plads til andre arter. Måske fordi Hylet i sin Kiki Smithske sårbarhed, med sin udtjente pels af gammelt hospitalstøj, opsummerer vilkårene herinde. Apatisk sidder den i sin kørestol med eksponeret bug og triste, tyndslidte sokke-bryster, ude af stand til at holde sig. Afføringen ligger i triste klumper under kørestolen. Hunulven emmer af smerte og total opgivenhed.
«As the blinking bodies collapse from exhaustion, you slip through the doors that have been held open for you». Den meditative lydside til J&Ks værk totalinstallatoriske værk Mammal Matrix er en slags kontinuerlig skabelsesberetning. Jeg fødes som en basilosaurus, omdanner mig til firben, til en meteor i rummet, videre i loop, mens jeg kigger på en art stop-motion-video på en kæmpe vertikal skærm. Forskellige objekter, som for eksempel en sort paryk, optræder på en skiftende bund af skummadras, plaid, bemalet stof. Pludselig er håret forlænget med sort reb, fylder hele madrassen. Et sort æg dukker op i bunden af billedet. Så et til. Senere er ægget hvidt, flyder ud i en grøn gummihandskehånd. Det er sanseligt, sælsomt, næsten saftigt. Foran skærmen ligger et plateau af den samme slags skummadrasser og plaider. Klar til at gribe, det, der vil lægge sig der, kollapse af udmattelse og genopstå, anderledes. Værket åbner mig for altings forbundethed, men ikke på en udsyret, manipulerende måde. J&Ks arbejde er fyldt med elegant materialehumor, tilpas absurd til at bryde det ellers hypnotiske rum.
Hvorfor det lige er disse fire duoer, SMK har inviteret, fremgår ikke så klart. Men humor er et fællestræk for alle fire, dog på varieret vis. Randi & Katrine mest udtalt lige ud af landevejen med deres overdimensionerede, stiliserede værker. En takeaway-boks så stor som et hus. En gigantisk papegøje, der falder ned fra sin pind. En kæmpe ananas, Super Sweet (2007). Men når man ser på pressematerialet for udstillingen, skulle man tro, at et hurtigt grin var alt, de fire duoer havde at byde på. Det værste er det gruppefoto, museet bruger på deres hjemmeside til at reklamere for udstillingen. Her er kunstnerne opstillet i fjollede positurer, iklædt kostumer fra føropførte performanceværker, som var de statister i Folk og røvere i Kardemommeby. De vælter rundt, men kommer ingen vegne i et dybdeløst trapperum. Hvad vil museet egentlig sige her?
Udstillingens titel, Parterapi, bremser yderligere for de kvindelige kunstnerduoer. Ja, de arbejder parvis, men hverken præsentationen af deres samarbejdsmetoder eller deres værker afslører en interesse for den tillidsbaserede subjektive refleksion og selvudlevering, som er terapiens domæne. SMK skriver, at «samfundet kommer på briksen». Bevares, duoernes værker har rod i forskellige politiske dagsordener – kvinders vilkår, øko- og storpolitik – og kan ligesom al anden kunst bidrage til erkendelse. Men at trække det ind i en retorik om parterapi, der per definition er indadvendt, slører de skarpe blikke på den globale politiske omverden, duoerne har, og trækker dem ind i privatsfæren. I hjemmet, hvor kvinder hører til?
Heldigt, at disse duoer er vant til at kæmpe for deres sag. Særligt de nyproducerede værker i indgangshallen, skulpturgangen og andre mellemrumsarealer slår igennem.
Hesselholdt & Mejlvang indtager det store trapperum ved SMKs scene med totalinstallationen The poetics of the impossible (2026), en elegi over EU. Bordeauxfarvede bannere strækker sig på tværs, bundet op på rummets hvide, bærende søjler. Fra loftet hænger stjerner beklædt med gyldne katastrofe-overlevelsestæpper. For enden af trappen duver smukke transparente gardiner, mens en enlig trompet spiller, Beethovens An die freude, blandt andet. Gardinerne er broderet med betegnelser for forskellige former for diplomati; Bicycle diplomacy, digital diplomacy, gastro diplomacy og så, uventet, «I’m so, so sorry». Jeg er også ked af det, og i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. På min ene side slår ukrainske og russiske soldater hinanden ihjel. På min anden drukner desperate migranter i havet. «Till death do us part /<3 <3 / fort Europe» læser jeg, og pludselig er det luftige trapperum voldsomt klaustrofobisk.
J&Ks store ark er lastet med skrald fra havnen, tørret tang og fundne objekter fra museets gemmer. Et rustent anker står som et kors, som en galionsfigur, et besværgende værn mod eventyrets farer. Fra dets ene arm dingler lidt pink gavebånd. Unshore (2026) er klar til at lægge fra skulpturgadens kaj, drage ud i apokalypsen, væbnet med tvivl og håb. Ved siden af står endnu en skulptur, en havets vogter, en ophobning af bunker af stof, kæder, skibsreb. En lille skærm med en grynet sort/hvid video af en lysende gople hænger om vogterens hals. Glider ind og ud af havets mørke, som et pulserende, vildtlevende hjerte.
Parterapi lever. Takket være de kvindelige kunstnerduoers distinkte særpræg og styrke til bryde igennem formidlingen, pladsmanglen, og det væld af information, der uvægerligt er for meget af, når en udstilling skal omkring præsentationen af hele fire, omfattende oeuvrer på én gang. Tænk, hvis de havde fået en udstilling hver.
