270 millioner danske kroner. Det er eftersigende prisen på den installation af James Turrell, som ARoS Aarhus Kunstmuseum åbnede i sidste uge. Endelig kunne publikum træde ind i den underjordiske kuppel, lade sig omslutte af farve og kigge op på himlen. Det samme kunne de danske kunstanmeldere, som kvitterede med en ret lunken modtagelse. Oversat til pointsprog svarer det vel til et gennemsnit på to ud af seks stjerner. Vel at mærke for et permanent værk, som i al tid og evighed vil stå midt i Danmarks næststørste by. Museet – og den lokale turistforening – er sikkert fløjtende ligeglade. De opererer med en anden valuta; klik, likes og besøgstal. Over tid vil de sikkert kunne sige, at de vandt. At folk strømmede til. I den sammenhæng betyder to kritiker-dinarer intet.
Ja, populisme findes, det gør kapitalisme også. Turrell er repræsenteret af Gagosian, et gigagalleri med 19 afdelinger på verdensplan. Der findes 100 af Turrells såkaldte Skyspaces i verden, den nye i Aarhus er en af de største. «Himlen er ikke gratis,» som titlen på Louis Scherfigs anmeldelse lyder. Intet nyt under solen, det føles ørkesløst overhovedet at hæve brynene. Så er det lettere bare at resignere, som de fleste af os gør. Derfor blev det også bemærket, da den succesfulde kunstner Josh Kline tog bladet fra munden og leverede en systemisk kritik af den amerikanske kunstscene, Kline selv er et produkt af, agerer i og, ikke mindst, lever af.
Essayet «New York Real Estate and the Ruin of American Art» blev publiceret i februar på det hæderkronede kunsttidsskrift October – endda uden betalingsmur. Jeg fik det tilsendt fra flere sider, blandt andet fra en ven i New York med beskeden «Ret godt gravskrift af Josh Kline». I et par måneder – hvilket er lang tid for en kunstartikel i 2026 – var essayet et hedt samtaleemne, som affødte flere artikler og debat på den internationale kunstscene. Også i Skandinavien, hvor vi altid er meget lydige i forhold til at underkaste os amerikansk tankegods, hvad enten det gælder ny teori eller analyser fra skarpe New York-hoveder. Men Klines analyse blev også holdt lidt ude fra kroppen på de hjemlige breddegrader, som om det ikke helt angik os.
Den generelle træthed over U.S.A., herunder imperiets våde drømme om overtagelse af Grønland, var ekstra stor på det tidspunkt. Det spillede nok en rolle. Mange trøstede sig desuden ved, at den danske kunstscene fungerer helt anderledes end U.S.A., hvor enhver udstilling på MoMA er sanktioneret af en bestyrelse af superrige og at det nødvendigvis må føre til et kollaps af kunstscenen, som den Kline beskriver. Her blev især de skandinaviske velfærdsmodeller og et veludbygget offentligt kulturstøttesystem holdt frem som et flodbølgesikkert værn. Der er noget sandhed i det. Jeg hepper på Statens Kunstfond hver dag. Man skal ikke opholde sig længe udenfor Norden for at indse, hvor særligt det er. Det er oplagt, at den danske kunstscene ikke er så gennemkommercialiseret som den amerikanske. Og så alligevel. Er det ikke bare, fordi vi opererer med en anden valuta, som camouflerer de faktiske forhold?
Besøgstal er en snedig valuta. Det virker som en uskyldig information, som institutionerne kan jazze over i deres årsberetninger. Og selvfølgelig har museerne også øjnene stift rettet mod disse tal på grund af fordelingsnøglen i museumsreformen, hvor et løft i besøgstallet kan medføre højere tilskud. Det betyder noget i husholdningsregnskabet. Det underkender jeg ikke. Men det er som om, noget er kammet over. Som om denne tænkning gennemsyrer mere end den burde. Også på mindre institutioner, som ikke bliver direkte målt på besøgstal.
For et års tid siden besøgte jeg en skøn kunstbogmesse. Den slags, hvor dedikerede mikrobogsforlæggere, kunstnere og grafikere viser deres frembringelser, som de absolut intet tjener på og som kun en lille interesseret skare hører om. Jeg havde været der i max ti minutter, da en ret respekteret forlægger gik mig i møde for at betro mig en vigtig information: 685! Det præcise besøgstal på åbningsdagen. Fint nok, fedt at folk gider komme. Men det er ikke mange år siden, at: 1) ingen interesserede sig for den slags, så længe stemningen var god 2) det ville være meget lidt cool for en indie-forlægger ligefrem at sige det højt. Den kollektive hjernevask fra sociale medier, visninger, likes og delinger, har naturligvis meget at sige her. Men alligevel.
Kunstnere er ofte nogle af de bedste seismografer af tidsånden. Det er blandt andet derfor det er så meningsfuldt at beskæftige sig med samtidskunst. Jeg vender ofte tilbage til et værk af Jens Haaning og SUPERFLEX. Number of Visitors (2005) blev lavet til gruppeudstillingen Populism, der fandt sted simultant på fire europæiske institutioner – i Oslo, Frankfurt, Amsterdam og Vilnius – og handlede om politisk populisme på det europæiske kontinent. Dengang var fænomenet kun i sin vorden og langt fra den alvorlige demokratiske trussel, det udgør i dag. Hvilket i øvrigt viser, at kuratorer – i dette tilfælde Lars Bang Larsen, Cristina Ricupero og Nicolaus Schafhausen – også kan være gode seismografer.
Number of Visitors er et enkelt værk, slet og ret en digital publikumstæller. Der hang en tæller over indgangen til hver af de fire institutioner. Således at man time for time kunne følge med i besøgstallene. Jeg husker det som et flot værk (med Rasmus Kochs grafiske autoritet) og en god kommentar til institutioners finansielle situation, sammenhængen mellem besøgstal og økonomisk støtte. Men værkets kvalitet var også et blink i øjet. Og jeg husker, at den humoristiske undertone endnu virkede i 2014, da tælleren hang over indgangen til Kunsthal Charlottenborg i forbindelse medr SUPERFLEX’s retrospektive udstilling. Men ville det virke i dag?
Et dansk museum kunne selvfølgelig godt hænge Number of Visitors op over svingdøren i morgen. I teorien. For jeg tvivler ærlig talt på, at nogen ville have modet til at gøre det. Modige institutionerne er en anden ting, der et gået tabt i populismens tidsalder. Jeg tror heller ikke, det ville være morsomt, snarere bare en slags påmindelse om præmisserne: ’Ja, besøgstal er vores valuta, nu har vi lidt ekstra styr på det.’ Der er i hvert tilfælde ikke meget blink i øjet over de pressemeddelelser om besøgstal, mange museer udsender omkring årsskiftet. Og det ville heller ikke være sjovt for publikum, for hvem forholdene også bliver mere og mere tydelig, fordi det slår ud i udstillingsprogrammerne – jævnfør Louise Steiwers nylige kommentar «Amatørens time».
Humoren er forduftet og institutionernes integritet har lidt skibbrud. Og det er tydeligt, at Josh Kline ikke bare er kanariefuglen i den amerikanske kulmine, men også i den skandinaviske. Vores besættelse af besøgstal er ikke en uskyldig leg med Matador-penge.
Jeg har endnu til gode at besøge James Turrell-fænomenet i Aarhus. Som et monument over vores tid virker det allerede ubetaleligt (eller burde være det!) Mens selve oplevelsen – af lys og rum – foregår i den store underjordiske kuppel, så er forbipasserende uden billet henvist til, hvad der ligner vrangen af værket, en plæneklippet gravhøj, der rager op midt i byen. Umiddelbart ret undervældende. Men måske højen kan tjene et andet formål, nemlig som et monument over populismen, der skal minde os om, at vi skal vågne op og holde op med at bruge kunstinstitutionerne og publikums dyrebare tid på at tælle besøgende.