Så kom og gik atter den glinsende københavneraugust med sin nydelige perlekæde af events, først en modeuge, der gør hvad den kan for at lave glamour til en solkysset og skandi-homogen influencerskare i ørkenfarvet nyt tøj, siden en Pride-uge af naturligvis grænseløs vigtighed (mødt med stor eventtavshed af de kunstinstitutioner, der gladeligt kaster sig i armene på alskens kommercielle designpartnerskaber – men det er nok en anden snak). Og som en slags kulmination på denne udadvendte sludremåned: kunstmesserne Chart og Enter, der af vist nok internt fnidrede årsager ikke slår sig sammen, men ligger i hver sin ende af byen. Vil man købe kunst kan man tjekke dem ud, hvis ikke kan man fint springe begge over og nyde, at der til ære for det internationale klientel som messerne flyver ind, altid åbner mange udstillinger op til shoppingweekenden.
I år er ingen undtagelse og tre københavnske gallerier har på en måde faciliteret deres egne glimt af verden udenfor brokvarterene: Christian Andersen viser New York-baserede Gianna Surangkanjanajai, hos Lagune Ouest er det Mille Qvist, der nok er dansk, men bosat i Hamborg og Andersen’s Contemporary præsenterer et samarbejde mellem schweiziske Sylvie Fleury og den efterhånden internationale københavner Esben Weile Kjær.
Det er tre udstillinger, der virkelig ikke ligner hinanden: Surangkanjanajais indadvendte fotografier, Mille Qvists minimale og readymade-krydrede skulpturer og Fleury og Weile Kjær, der blaster stolt og utilsløret pop ud i gallerirummet. Men på vejen gennem et par solgyldne eventdage bliver de tre forskellige udtryk i de tre forskellige rum alligevel forbundet i variationer af overflade. Her føles det vigtigt at sondre mellem overflade og overfladisk – og understrege, at overfladisk ikke er et entydigt negativt mærkat. Der er langt fra Gianna Surankanjanajai til Esben Weile Kjær i hver sin ende af en mulig akse, men det spektrum af volumen, der spænder sig ud mellem de tre udstillinger, er også et spektrum af overflade.
Hos Christian Andersen danner hele tre rum ramme om Surangkanjanajais værker, der velsagtens er det overfladiskes modsætning i deres indforståede lavmælt hed. Ingen udstillingstitel, ingen tekst, udelukkende untitled-værker: to skulpturer og en fotoserie hængt på Tillmans-måden med et par søm direkte i væggen. Billederne er installationsfotos fra kunstnerens tidligere shows i Bruxelles, Bonn, Milano og så videre, hvor selve værkerne er photoshoppet ud, så et spøgelseslignende aftryk af tomhed fylder de affotograferede rum. Som helhjertet modstander af tvangsformidling er jeg altid klar på tekstløse udstillinger, men det her værkkoncept virker som om, det faktisk har lyst til og gavn en lille smule aflæsning. Af den grund havde tre sætninger eller et titelhint måske været på sin plads – men man kan selvfølgelig også bare spørge galleristen og få gode svar.
Det er billeder af fravær, af anerkendte white cubes med gode gulve, af den slags smeltede omrids, der vidner om promptet digital modificering. Billeder, der først og fremmest føles som oprigtigt nedtonet if-you-know-you-know-kunst. En smagfuld oversættelse af i forvejen diskrete skulpturer til det langt mindre monumentale fotomedie. Samtidig er fotografierne printet på papir af tydeligt udsøgt kvalitet: et gråt gulv ser nærmest lige så arkitektonisk ud som Christian Andersens rigtige gulv, beherskede skær af perlemor i afbildninger af hvid væg, noget rødt, der bliver blankt som en yuppie-køler – i det hele taget vildt meget appetitlig, analog tekstur i billeder med en formentlig mangedoblet digital herkomst.
Og netop dette nedtonet glansfulde føles forbundet til førnævnte overfladetanke. Indforståethed i det omfang som Surangkanjanajais værker emmer af, er på mange måder det overfladiskes antitese, men der en anden slags koket omgang med overflade på spil i beslutningen om at slette egne værker fra eksisterende fotos og printe det slettede i store formater på luksuriøst fotopapir. Jeg ser det ikke som en overfladebevidsthed, der kompromitterer værkernes substans, snarere som en måde at arbejde med overfladens ofte utvetydige skønhed på egne stille præmisser.
Mille Qvists skulpturer er også fulde af overfladehengivenhed, måske mere bogstaveligt fordi den har med lak og latex at gøre. Fire midnatsfarvede og science fiction-lignende objekter på sokler, de minder om maskinelle hoveder eller små rumskibe, men under lakken er der tale om såkaldte ’hat-blocks’: hovedformede stykker træ som modister bruger til deres forfinede, håndholdte hattefremstilling. At autolakere med poppet universblåt står i et indlysende modsætningsforhold til det udpræget analoge, jordbundne, ret dekadente modisthåndværk. Det er en ret intens bearbejdning af et strålende skulpturobjekt, der gør funktionen mere sekundær og overfladen mere primær, en slags medieforskydning fra et materiale til et andet motiv.
Og når et mat stykke latex placeres på en bænklignende skulptur som et tomt pudebetræk, dækker det på mere end en måde over de skulpturtraditioner, som Qvist på samme tid refererer og trodser. Der er spor af readymade og monolit-minimalisme i hendes arbejde, men indhyllet i lak og latex. Disse gestusser kan vel ses som små deadpan-nik til karikerede begærsoverflader, men føles også som mere subtile forhandlinger af, hvordan overfladen kan være sit eget element i en skulpturlogik. Først kommer objektet, historien, tyngden, muligvis funktionen og ovenpå – bogstaveligt talt – ligger det lækre og tilføjede.
Med Sylvie Fleury og Esben Weile Kjær sker så ankomsten til det reelt og intentionelt overfladiske. Som fællesværk har de forstørret små pakker børnefyrværkeri, støbt dem i helt op til menneskestore bronzekegler, og gjort hvad de kan for at maskere bronzen. Skulpturerne ligner pap eller emalje, der er en sliklignende glansfuldhed i den eksploderende emballageæstetik, det hele må være meningen, men bronzens årsag virker utilsløret kommerciel. Og ligegyldig, hvor meget den slags materiel overfladiskhed står ved sig selv i to praksisser, der er dedikerede til hyperaflæselig glimmerpop, er det stadig en lidt besynderlig ekstravagance. En følelse af, at skulpturerne ikke rigtig vil være andet end kostbar overflade forklædt som tivoliskrammel.
At der skal gang i salgshjulene til ære for messeklientellet er der i hvert fald ingen tvivl om, og fred også være med det. Men det er en ret uhæmmet omgang med flashy overflade, jeg tænker på, om den bunder i mere end længslen – hos kunstnerne såvel som samlere – efter noget, der skinner. Det gør den givetvis, men det er svært at få øje på andre slags substans end de øverste lag af tyggegummistemning og pengene, der tjenes på bronzekernen. Hvilket måske også er meningen. Hvad ønsker poppen sig mere end at gribe ud efter de lækreste, øverste følelser i psykologipyramiden.
Og hvad ønsker et publikum i august sig mere end kindkys og knevren under de sidste lyserøde aftener, sommeren slutter og messerne kommer og overflader er og bliver uimodståeligt blikfang for alle byens og verdens æstetikere. Men man kan godt kigge ordentligt på dem.
