Da jeg træder ind i udstillingen Ensembles and Monsters på Kunsthal Aarhus, er det som om, nogen har glemt at tænde lyset. Men i takt med at øjnene vænner sig til dunkelheden, ser jeg, at den netop giver fokus til Sophia Ioannou Gjerding og Mark Tholanders få oplyste installationer og tre videoværker.
Hele den ene endevæg lyser op af Gjerdings videoværk Asset. Everything used. All as it used to be (2024), som er en overraskende velsmurt blanding af animation, computerspilsgrafik, stop-motion og videooptagelser. Det føles syret og som en kvalificeret leg med medierne, når Gjerdings bedstemors stemme får ansigt i form af en computer-genereret grønlig eventyr-figur, som fortæller historien om en samling sølvskeer, der i mange år ikke blev brugt, fordi de var så fine. Da de skulle renses, viste de sig at være uægte.
Skeen manifesterer sig i filmen som en filtet mini-dukke, der kunne være taget ud af en gammel tjekkisk stop-motion film. Dens bittesmå sko og klæder er, ligesom en lyserød drejeskivetelefon med ører og munde, udstillet som rekvisitter eller samleobjekter i trækasser i udstillingen.
Og så er der desuden den 2D-animerede lilla ulv, som bliver til en flok og løber rundt på en computerspilsbaggrund til et spil, hvor man skal indsamle koste. Lyder det underligt? Det er det også, men det giver på sin vis mening, når kuratoren på den entomologiske samling ved Lunds Universitet, toner frem og fortæller, hvordan disse flere hundrede år gamle samlinger af insekter bidrager til vores forståelse af sammenhæng imellem mennesket og naturen.
Gjerdings videoværk er som en dejlig rodebutik med mange lag, hvor spørgsmål om eksempelvis identitet, tilhørsforhold og individ kontra gruppe får lov at svæve frit uden at skulle lande i en konklusion. Og så er der arbejdet grundigt med lydsiden og en fængende voice-over, som højner oplevelsen yderligere.
I modsatte ende af rummet på et stort scenelignende podie står Mark Tholanders installation; en lænestol dækket af en samling skinnende brocher, som er placeret foran et tv, der viser musikeren Faye Fadems videoværk Family Mattered (2024). Tilsammen med et trommesæt og to bistader indgår det hele i Tholanders performance The Wardrobe (2024), som er udviklet i samarbejde med performerne og Faye Fadem. Som det oftest er tilfældet på danske kunstinstitutioner blev The Wardrobe visttil åbningen og opføres en enkelt, måske to gange mere i løbet af udstillingsperioden. Det er derfor dokumentationsvideoen i udstillingen, som størstedelen af publikum får at se.
Der er noget paradoksalt over at forevige performance på video, fordi det er svært at indfange nuet og yde den flygtige kunstform retfærdighed. Medmindre der er tale om storproduktioner i stil med eksempelvis Jeremy Dellers med flere hundrede deltagere og som foregår simultant forskellige steder i det offentlige rum. Men ofte bliver videodokumentation en flad gengivelse, der virker som en nødløsning, når performance skal indgå i en udstilling.
Heldigvis har optagelsen af The Wardrobe lykkes med at indfanget noget af stemningen i rummet, hvor fem performere i biavlerdragter mimer, at de samarbejder omkring bistaderne eller samles som en familie omkring tv’et og den tomme lænestol. En spiller trommer, en anden trompet og alle agerer de familie med de individuelle træk, der nu kan være på tværs af fællesskabet og deres anonymiserede udseende. De er ens og alligevel forskellige.
Det fungerer bedst, når Laura Marie Møller Madsens sorgfuldt smukke sang fylder rummet, for så mærker jeg nostalgien og drømmene, der knytter sig til familiebegrebet. Eller når familiemedlemmerne i kor synger «She has her father’s nose, she has her mother’s eyes and we are all so proud», der i gentagelsen virker som et urokkeligt klaustrofobisk statement.
Og så er der det uforudsigelige og sjove ved live-situationen, når et lille snakke-chatol blandt publikum kommer med højlydte kommentarer på klingende århusiansk: «Åbner han den? Bare der ikke er bier dernede!». Jeg tænker faktisk det samme. Og så alligevel savner jeg noget, der stikker lidt mere i den her virkelig velfungerende performance og udstilling i øvrigt.
Ensembles and Monsters berører vigtige emner omkring familier og fællesskaber. Men det er som om, der kun bliver kradset i overfladen. Der er ellers meget godt dialektisk gods i stoffet, som kun antydes. Så selvom Sophia Ioannou Gjerding og Mark Tholander helt klart har gang i noget frugtbart og supplerer hinanden fint, anes et uudfoldet potentiale. Måske monstrene skulle have stukket deres snuder lidt længere frem.