Der er næsten helt stille, da jeg ankommer til Det Fynske Kunstakademi en eftermiddag to dage før åbningen af årets afgangsudstilling. Værkerne hænger allerede på væggene eller fra loftet, udstillingsplakaten er på plads på skolens facade, og der er ingen stressede afgangselever igang med de sidste justeringer eller feberredninger. Det er som om skolen henligger i en tilstand af ro, kontemplation og koncentration – ganske som årets afgangsudstilling også gør det.
De otte studerende, der tager afgang i år er startet på akademiet på forskellige årgange og har i løbet af deres studietid alle? været på udvekslingsophold på andre kunstakademier. Det er altså langt fra en sammentømret gruppe af unge kunstnere, der har fulgt hinanden og delt atelier igennem hele deres studietid, og alligevel kunne deres afsluttende udstilling næsten ligne en gruppeudstilling. Kurator Tone Bonnen har tildelt dem hvert deres lille hjørne i udstillingsrummet, hvorfra værkerne taler sammen i et lavmælt, koncentreret sprog med fokus på materialernes iboende egenskaber og på den tid, der er gået med at forarbejde dem.
Tag eksempelvis Jacob Sjøbergs keramiske relieffer, der synes at være optagede af selve den keramiske ovns muligheder for at integrere fundne objekter fra byrummet med forskellige keramiske materialer, glasurer og overflader. Eller Anne Mie Bak, hvis fotografiske rest- og fejltryk er blevet makuleret til smalle papirstrimler, som efterfølgende er flettet sammen med tyl, så billederne er genopstået med et glitchet og spraglet udtryk. Begge praksisser, gør brug af de forhåndenværende ressourcer tilsat store mængder af tid og tålmodighed.
Tilsvarende tålmodighed og håndværksmæssig snilde finder vi hos Astrid Sandbæk, der igennem flere år har indsamlet og gemt det hår, hendes hund har fældet. Håret har hun kartet og spundet til garn, som efterfølgende er vævet til en blød, lysegrå gobelin: På en gang et vidnesbyrd om det hengivne bånd imellem menneske og dyr, og den lidt ubehagelig form for intimitet, som dødt hår jo også besidder. Gobelinen indgår i en større shelter-lignende installation af sarte, naturfarvede tekstiler, teltstænger og jord, der undersøger hjemlighed og tryghed som et rum, der er formet af og omkring kroppen.
Kun et enkelt værk gør brug af nogen som helst form for elektronik, nemlig Robin Baaschs tre skulpturer. En lyserød stofskulptur er sunket sammen omkring sin egen krop på udstillingsrummets gulv, mens to andre skulpturelle former skal fremkaldes ved at skanne en QR-kode med en telefon. De to digitale figurer læner sig tungt og faretruende ind over den lyserøde skulptur og virker underligt nok næsten mere tilstedeværende end den fysiske.
Ligesom det var tilfældet på afgangsudstillingen i København, fylder maleriet en del i år og på Fyn er særligt det figurative i vælten. I Marie Rud Rosenzweigs serie af kvadratiske lærreder synes perspektiver, rum og synsvinkler hele tiden at forskyde sig, mens de figurative elementer danser på fladen. I et værk spankulerer par løsrevne hænder ud af en revne i den gammelrosa baggrund, og i et andet er det konturerne af den magiske kost fra Disney-filmen Fantasia, der tripper hen over en blomstret mark, et sted imellem flade og rum. Kostens form gentages i en bunke af underdele fra fuglehuse, der ligger på udstillingsrummets gulv og ligner en mellemting imellem en vejafspærring og et orgie for antropomorfe genstande.
Hos Naila Hekmat er de maleriske rum smalle, mørke og realistiske, og beboet af den slags genstande, der vækker barndomsminder hos de fleste. Slidte dukker, krøllede papirflyvere og henslængt tøj peger lidt sørgmodigt på den tid, der er gået og de erfaringer, man har gjort sig. Mikkel Zias maleriske univers er derimod helt stramme og skrabede kompositioner, der viser os, hvor lidt der skal til, før vi kan genkende et landskab eller en scene. I et billede mødes mere eller mindre amputerede kroppe, champagneglas og silhuetter af træer i halvmånens skær – som en natlig picnic for zombier.
Udstillingens højdepunkt for mig er Rumle Larsens to mystiske, smalle døre i henholdsvis sort afbrændt træ og hvidt flettet stof, der er ophængt ret højt oppe på hver side af den rundbuede åbning i skulptursalens endevæg. Det er altså døre, der ikke kan åbnes, som tilsyneladende ikke fører nogle fysiske steder hen, men som hænger som ildevarslende symboler, der flankerer den rigtige åbning i væggen. Dørene er udsmykket med uforståelige tegn, formet af henholdsvis salt og strå, smukke specialdesignede håndtag og det hele har en lidt okkult, alkymistisk eller rituel vibe. Portaler af den åndelige slags, måske, der kan varsle om en overgangimellem verdener eller forståelser. Lidt som en afgangsudstilling, måske.
