«Vi er alle fælles om det her,» forsikrede kurator Irene Campolmi de ti afgangselever fra Det Fynske Kunstakademi om, da de mødtes første gang. Det var inden de tre måneders nedlukning af landet, der foruden den generelle utryghed betød, at de efterfølgende atelierbesøg og fællesdiskussioner måtte foregå online, og at afgangsudstillingen blev udskudt fra maj til august. Undervejs ændrede det, der var ment som en beroligende forsikring karakter og blev til det spørgsmål, der også er udstillingens titel; «Er vi alle fælles om det her?»
Når man står overfor et nyt kapitel i sit liv, kan en strategi være at tage et opgør med det, der ligger bag en. Det gør Sara Arenfeldt Kragh i et umiddelbart undseeligt projekt, der består af fire manuskripter, som hænger fra hvert sit søm på væggen. Hvordan man lytter til vandrørerne sætter ord på de rygter, historier og tanker, der verserer på en uddannelsesinstitution som Det Fynske. Ved hjælp af poetiske metaforer og samtaler med andre studerende kortlægger hun magtstrukturer og handlemuligheder på den institution, hun er ved at forlade, og som en sidste afsked med skolen, tilbyder hun en forløsning.
På åbningsdagen havde Kragh inviteret Valentine Tanz aka Vala, performer og selvbetitlet queer-heks, til udføre et ritual, der vil helbrede akademiet for onde ånder og skuffede forventninger og i stedet fremmane en anden model, bygget på gensidig omsorg og fællesskab. I løbet af den todelte performance forvandlede Vala sig først til kunstakademiets rektor, der holdt en sitrende politisk afskedstale for årgangen, og dernæst til en art kærlighedspræstinde, der gennem hypnotisk sang og rytmiske slag på en tamburin, søgte at heale bygningen og opbygge et bedre fællesskab for de kommende generationer.
I afgangsudstillingens mest helstøbte værk, vender Mette Rasmussen sig ligeledes mod magiske universer, her med den nordiske folketro og nissen som gennemgående figur. En stor rund installation, der ligner en mellemting imellem en majstang og en vasketøjssnor med efeubevoksning og mamelukker, bærer titlen Forvirringens Hjul. På stofstykker og undertøj er der hæftet en række tryk, der sammenfletter elementer af guldalderkunst og mytologiske figurer. Det er et univers af bakketrolde og skiftinger, bondepigeromantik og ornamenter, alt sammen udført med forkærlighed for håndens arbejde, og for magiske og ikke-linære historiefortællinger. Et stort, fritstående træsnit hedder Nisserne Lundbye og P.C. finder Globen blandt Bayeux-træer, og roder således myter, kunsthistorie og folketro sammen til en charmerende kaotisk helhed, der ikke ligner noget andet på kunstscenen lige nu. Det er ret godt gået af en dimittend.
En mere mismodig form for moderne mytologi finder vi i Morten Larsens fire oliemalerier, der tager udgangspunkt i en drastisk beslutning. I 2016 flyttede Larsen med sin kæreste til Bornholm i selvvalgt eksil fra akademiet og den hektiske moderne verden, for at opsøge den nærmest parodiske ide om et idylliske liv på landet. Men et sted imellem fantasien om det enkle, autentiske liv og den faktiske tilværelse, må noget være gået galt, for billedernes to hovedpersoner ligner ikke nogen, der har fundet fred i deres romantiske eksil. I et værk ligger de i en seng, kvinden krøllet sammen med ryggen til sin mand, der balancerer et gevær langs sin søvnløse krop, og det er ikke til at vide, om det er den ydre verden eller kollapset af deres fælles drøm, han vil forsvare sig imod, som han ligger der og stirre tomt ud i natten.
Som generationsportræt tegner Are We All In This Together? [et billede af en årgang, der taler om ubehag, usikkerhed og manglende accept af tingenes tilstand. Hos Rune Viggo Jørgensen møder vi en slags formørket Disneyland med en hær af lemlæstede Mickey Mouse-figurer og gennemhullede magasinforsider, der spider den populærkultur og livsstil, der lover os alle en utopi, som i virkeligheden er forbeholdt de få. Jonas Vang Hansens interaktive VR-spil præsenterer sig som en mulig tilbagetrækning fra en verden, der hele tiden presser os til at vælge imellem muligheder, ud fra illusionen om, at vores beslutning vil gøre en forskel. Og i Ditte Marie Frosts ekspressive og abstrakte latex-triptykon møder vi tvetydige, ambivalente kropsligheder, der hænger fra loftet som amputerede uorganiske lemmer.
I kunstakademiets projektrum har Emil Skamstrup skabt en slags hule af kæmpestore, robuste pilastre, der ser ud som var de hugget i en syntetisk form for sten. Her kan man trække sig tilbage fra verden og ind i sine egne tanker, som i et beskyttelsesrum væk fra alt det, der virker truende og vanskeligt. På ydersiden af hulen sidder karikerede øjne, der ligner noget fra en animeret gyserfilm og inde i hulen ligger et mørkerødt skellet, der har piercinger magen til kunstnerens egne. Men hulen er også en passage og et midlertidigt fristed, hvor man kan søge fred og healing, inden man må bevæge sig videre ud på den anden side. Ud til en fremtid, der forhåbentlig tager sig lysere ud.
