Den koreanske kunstner Sung Hwan Kim har i mere end tyve år udfoldet sin kunstneriske praksis, og nu er tiden inde for soloudstillinger ved institutionerne. Dirt in the Shape of You er et forsøg på at lave en spinoff-udgave af hans første store soloudstilling Protected by roof and right-hand muscles som blev vist ved Van Abbemuseum (Eindhoven, Holland) 2023-2024 og ZKM Center for Art and Media (Karlsruhe, Tyskland) 2024-2025. Problemet er at Van Abbemuseum, lige som ZKM, har enormt meget plads at byde på. Dirt in the Shape of You er altså et komprimeringseksperiment.
Man kan gætte på at det har været en udfordrende udstilling at skabe; den er også udfordrende at opleve. Hwan Kim arbejder i alle tænkelige medier og er optaget af udstillingsdesign. Det er der blevet en slags totalinstallation ud af, baseret på stof som nok er mindre kendt for de fleste, nemlig historien om det udokumenterede koreanske mindretal på Hawaii som voksede frem fra 1903, hvor Korea var under japansk herredømme. Pladsmæssig komprimering, multimedialt udtryk og udfordrende historisk kontekst, altså. Dette er ikke opskriften på en banger, men måske på en slow burner, en gryderet som skal koge på lavt blus igennem vintersæsonen.
Alle totalinstallationer behøver ikke at være rodede og kaotiske i stil med Bjarne Melgaards. Dirt in the Shape of You fremstår både maksimalistisk og pedantisk, detaljeorienteret og nøjeregnende. Det er ikke kunstnerens krop som har væltet rundt for at vise en sammenhæng mellem kunst og levet liv. Snarere får man indtryk af atintet er placeret på en tilfældig måde. Denne totaldesignede æstetik giver et lidt anstrengt indtryk. Hwan Kim har studeret matematik og arkitektur. Det giver mening, men det bøder ikke på følelsen af at man bevæger sig inde i et klaustrofobisk Excel-regneark.
Hwan Kims videoer, lavet med et lydspor af hans faste samarbejdspartner, komponisten David Michael DiGregorio (også kendt som dogr), er ikke gemt bort i mørke rum. Snarere er de omgivet af geometriske linjer og skærende farvefelter som lange skrå striber på gulvet fra skærmen hen til publikumsbænken. Oven over os er flere af felterne i loftet farvet orange. Tegninger findes i rammer, men også på væggene. Digte og skriblede blomster, fugle og ansigter danser frit inden for og uden for rammerne. Det er som om kunsten stritter imod at holde sig inden for værkets begrænsninger. Den emigrerer på samme måde som de mennesker Hwan Kim fortæller om.
Historier om at være kolonialiseret burde være universelt genkendelige og derfor et begribeligt tema hvor som helst i verden. I et Youtube-interview med kunstneren påpeger Yolande Zola Zoli van der Heide – som har kurateret udstillingen med Silja Leifsdottir – at mange større europæiske museumsbygninger er sponsoreret af penge tjent i kolonierne. Dermed kan man tænke sig udstillingsdesignet som en postkolonial kritik af den hvide kube. Skæve linjer og farvede felter skal være med til at dekonstruere alt hvad der er hvidt og firkantet. Historierne som Hwan Kim fortæller, er ofte smertefulde. Han har opsøgt arkiver på Hawaii for at finde spor af de 7.000 koreanere som emigrerede til øriget. De er ofte klassificeret som kinesere og usynliggjort på alverdens måder. De findes ikke, på samme måde som de hjemme blev undertrykt af japanerne, som havde besat Korea og forbød befolkningen at tale sit eget sprog.
Kunstverdenen dyrker aktuelt en romance med litterære værker. I foråret åbnede Bergen Kunsthall for eksempel dørene for en udstilling bygget omkring Ludvig Holbergs proto-science fiction-roman om Nils Klim udgivet på latin som Iter Subterraneum i 1741. Man kan fint bygge udstillinger op omkring et litterært værk, men man bør nok undgå at bruge litteraturen som universalnøgle til at forstå kunsten. Uanset blev jeg lettet da jeg fandt referencer til den koreansk-amerikanske kunster og forfatter Theresa Hak Kyung Cha (1951-1982) og hendes mest kendte værk Dictée (1982) iudstillingen. Hendes collageværk er inspireret af avantgardeæstetik og blander forskellige sprog (engelsk, fransk, koreansk) med fotografier og breve. Hun fortæller blandt andet sin mors historie som et spor blandt mange. Det selvbiografiske er sidestillet materiale, ikke altoverskyggende indhold.
Referencen til Kyung Cha er med til at åbne Hwan Kims udstilling op for mig. Præcis som i Dictée findes her et mangfold af sidestillede fortællinger. Også Dictées tværæstetiske praksis minder om Hwan Kims. I videoen A Record of Drifting Across the Sea: By Mary Jo Freshley (2023) ser vi den anerkendte danselærer Mary Jo Freshley som underviser Hwan Kim i traditionel koreansk dans. Han hopper efter hende og kopierer hende. Jo Freshley er ikke selv koreansk, men lærte dans på Halla Pai Huhm Korean Dance Studio i Honolulu. Kyung Cha blev også undervist her da hun kortvarigt boede på Hawaii, før hun flyttede til Californien. Hun brugte senere sin viden om koreansk dans i sin performancekunst. Livet som del af en diaspora fremstår som komplekst, løsrevet og sammenlappet. Man performer koreansk identitet. Dette illustrerer Hwan Kim også i de værker hvor han bruger sin unge niece Yoonjin Kim fra New York City som model.
Flere personer som også findes i Dictée,dukker op i udstillingen. I bogen bruges en appel skrevet af Syngman Rhee, som senere blev Koreas præsident, som readymade. Den er adresseret til den amerikanske præsident Theodore Roosevelt, og Rhee gør opmærksom på japanske grusomheder som begås mod det koreanske folk. Vi møder også den fængslede Yu Guan Soon, en 17-årig kvindelig revolutionær, ofte refereret til som Koreas Jeanne d’Arc. Dette persongalleri virker vigtigt at kende til for at forstå Dirt in the Shape of You.
Videoen Washing Brain and Corn (2010) har en voiceover som om det var et sprogundervisningsprogram på Youtube. Det er ikke udtryk for en vilje til at undervise publikum, men snarere en slags mock-didaktisk greb som henspiller på den hjernevask og indoktrinering, som det koreanske folk blev udsat for af de japanske undertrykkere. Der gives også plads til en dokumentarfilm produceret af kunstnerkollektivet kekahi wahi som handler om Hawaiis urbefolkning. Dette peger igen på postkolonial undertrykkelse som en universel erfaring. Uanset fremstår Dirt in the Shape of You tematisk, narrativt og medialt mangfoldig i en sådan grad at det kan være svært at finde en rød tråd. Fordelen er at udstillingen bliver stående i alle årets mørke måneder. Således bør man ikke nøjes med at swinge forbi en halv time.
