
Jeg ved ikke, hvor længe jeg har siddet her, på gulvtæppet foran Sigurður Guðjónssons værk, nedsunket i mine egne tanker. Det føles som om, tiden smuldrer og bliver porøs mens videoværket looper på en gigantisk skærm foran mig.
Det er ellers ikke fordi, der sker det helt store i Guðjónsson værk. Eller, det gør der måske netop. Videoen, som er omkring en time lang og optaget i ét langt take, viser et landskab af sort, vulkansk jord, der uden tydelig horisontlinje glider over i en blygrå himmel. Hen over jorden fyger sand, som en hylende vind, i rasende fart kaster i formationer, der ligner et slør eller en spøgelsesagtig, jagende tåge. Helt enkelt og stillestående, men samtidig dramatisk og effektfuldt. Og altså sært meditativt, når man har siddet foran værket et stykke tid.
Gudjonsson, som repræsenterede Island på Venedig Biennalen i 2022, arbejder generelt sådan. Hans værker har ingenting og alting med den islandske natur at gøre, og på Listasafn Íslands , nationalgalleriet i Reykjavik, er værket Hula (Veil) således et uudgrundeligt stykke dokumentation af den islandske naturs enorme kræfter. Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt værket er i sort/hvid eller farver, om hvor det starter og slutter, og om hvad der er himmel og jord. Man har bare den hylende vind og sandets flugt, som i et timeglas, der vendes, hver gang det rinder ud.
Det islandske nationalgalleri ligger spredt ud over tre forskellige adresser i det centrale Reykjavik, og i en bygning, der tidligere var et ishus til opbevaring af frosne varer, har man samlet de skiftende udstillinger. Overfor salen med Guðjónsdottirs værk er således en udstilling af den islandske modernist Jóhannes S. Kjarval (1885-1972), hvis malerier af lava, mos og islandske bjerge går i perfekt spænd med Guðjónsdottirs landskabsvideo. Kjarval, som opmuntrede en hel generation af islandske kunstnere til at vende sig imod øens unikke natur, malede i et væld af genre, fra det helt impressionistiske, lysplettede til det næsten grafisk enkle med grove, ekspressive strøg og sorte konturer. Jeg stopper foran et lille stykke grafik af en gruppe hvide skikkelser, der bliver opslugt af et sort bjerg – elvere, måske, eller nogle af de utallige andre sagnvæsner, der efter sigende bebor afsidesliggende klipper og huler.
Lidt som med den barske, sort-hvide natur, så er det slående, hvor meget det grafiske og helt stramme fylder i den islandske kunst, også dér, hvor det handler om noget helt andet. Det er som om landskabet og kontrasten, glider ind i alle vegne: Som om de linjer, der med jævne mellemrum flår jorden op og lader undergrunden bløde sit glohede indre ud, de stribede lag af is og aske, gennemtrænger alting, også det underbevidste. Den er der hele tiden, naturen og stregen, også herinde midt i Reykjavik.
Jeg har zigzagget mig vej gennem horderne af Gore-tex-klædte turister på hovedgaden Laugavegur og ned på havnen, hvor udsigten over bjergmassivet Esja, der rejser sine sneklædte tinder på den anden side af bugten, tager pusten fra mig. Her ligger Marshallhúsið, en industribygning for enden af den gamle havnemole, hvor en gruppe af byens fremmeste gallerier og udstillingssteder holder til på etagerne under Olafur Eliassons studio på toppen. Bygningen, som tidligere var en fabrik til forarbejdning af sild og fiskemel, er opkaldt efter den amerikanske Marshallhjælp, genopbygningsprogrammet, som efter anden verdenskrig bidrog til finansieringen af huset. Siden 2017 har det været et kulturhus, og i dag ligger de hvide kuber på række, og der lugter ikke det mindste af fisk.
Nylistasafnið (The Living Art Museum) er et kunstnerdrevet museum med en samling på godt 2.200 værker af både islandske og internationale kunstnere. Institutionen, som blev startet i 1978 af en gruppe kunstnere, koncentrerer sig om de nulevendes samtidskunst, og det er heller ikke samlingen, der udstilles i Marshallhúsið, men en solo af den unge islandske kunstner Ívar Glói Gunnarsson Breiðfjörð.
En fisk udformet i resin tager en lur på en lillebitte sofa, omgivet af prætentiøst udseende fotografier af bogrygge uden titler. Væggene, der til lejligheden er installeret foran vinduerne og ned gennem lokalet, er perforeret af små stjerneformede huller, som for at tydeliggøre at der er tale om en konstruktion. Svaf Allan Daginn (Slept All Day) virker helt stram og slacker-agtigt på samme tid, som en slapstick-parodi på den slags udstillinger, der taler længe og højtideligt om rummet og kroppens proportioner. Og samtidig gør den netop det: Peger på rummet, huset historie og de institutionelle ramme, som en joke, der rummer en kerne af alvor.

I det kommercielle galleri Þula overfor udgør gruppeudstillingen Dreymendur og dramgjafar (Weaving Cosmologies) et tiltrængt afbræk fra al stramheden. Udstillingen kredser om spirituelle og okkulte verdensforståelser som svar på meningstab og generel utryghed, og jeg tænker igen på Kjarvals elverfolk – også selv om den unge freelancekurator Þórhildur Tinna Sigurðardóttir trækker på mere almene, samtidskunstneriske troper.
Jeg er især begejstret for den unge islandske Kristín Morthens’ halvfigurative malerier med tunge, symbolske undertoner i lækre jordfarver mod pastellilla. Morthens går godt i spænd med amerikanske Hayden Dunhams lige så lækre lag af organiske og syntetiske materialer, som ligner små levende islandskaber og med danske Cecilia Fionas canvassilhouet af en kjole med referencer til myter og sagaer. Der er noget med taktilitet, lag og stoflighed, som fungerer virkelig godt i denne udstilling, langt fra den distancerede coolness, som ellers godt kan præge den islandske kunstscene.
Da jeg igen går gennem Gore-tex-flokken, forbi turistbutikker med islandske sweatre og søpapegøjer i plys, tænker jeg over, hvordan masseturismens – herunder mit eget – blik på den islandske natur mon former det, vi ser, når vi ser på islandsk kunst. Der er noget sart ironisk i, at turismen blev øens største erhverv lige efter et enormt vulkanudbrud i 2010 satte Island på verdenskortet – godt hjulpet på vej af de mange storfilm, der bruger den islandske naturs vildskab som kulisse, senest Christopher Nolans Odysseen, hvor sydkystens sorte lava-ørken leverer et plausibelt bud på, hvordan Hades kunne tage sig ud.
Det er måske ikke så underligt, at det udefrakommende blik ser naturen og dens sagnvæsner overalt i den islandske kunst, også dér, hvor den taler om helt andre emner. Man ser (også) dét, man forestiller sig, et billede i genskæret af det, der allerede danser på nethinden. På min nethinde, et billede af bjerge, is og askeskyer.
