– Fotografiet er en direkte forlængelse af øjet. Det er historieskrivning fra vores eget perspektiv, siger Inuuteq Storch, første grønlandske kunstner i Den Danske Pavillon på Venedigbiennalen.
Lulu Kaalund låner fra traditionelt håndarbejde i værker, der bogstaveligt talt er fyldt med huller.
Sociale medier er ikke frie og trygge rum, hvor vi kan tale om svære konflikter, lød det på gårsdagens debat om institutionernes stillingtagen til krigen i Gaza.
Mathias Toubro genopliver ånden fra Café Krasnapolsky og prikker til nostalgien efter det, man aldrig selv nåede at opleve.
Jan S. Hansen og Lukas Danys’ drengedrøm føles som en tur på Experimentarium uden guide.
Tendensen er klar. Landsdækkende dagblade skærer drastisk på kunstkritikken. Nu følger nichemediet Kunsten.nu trop.
Carlos Amorales’ sommerfugle på Brandts letter ikke rigtig.
Apolonia Sokols holdninger til konflikten i Gaza har fået konsekvenser for hendes karriere.
2023 markerede et par tunge jubilæer for verdenskulturarven. Kunstkritikks Louise Steiwer drømte sig tilbage til Palmyra.
Kristoffer Ørums AI-genererede hiphop-historie taler ind i længslen efter et fællesskabsorienteret samfund.
Hvis sandheden er krigens første offer, er kunsten et af de næste. Årets Kyiv Biennale er en modstandskamp.
Objekterne er forsvundet fra Simon Dybbroe Møllers vitriner i Palace Enterprise. Desto stærkere står længslen efter dem tilbage.
I valrörelsens Sverige är konstinstitutionerna politiskt ambitiösa, men konstnärligt försiktiga.
Fra samisk kunst som vil hele kolonialismens sår til spraymalte soverom og et splitter nytt museum – trange tider til tross, den norske kunstscenen har en bugnende høstmeny.
Mathijs van Geests sarte assemblager nærer seg på en understrøm av privat erfaring vi ikke får eller skal ha tilgang til.
En utställning i ett gammalt kolhus låter mörkret bli en bild för exploatering, utsatthet och politiska drömmar.
