Det begynder allerede på etagen under udstillingen. I Kunstmuseum Brandts faste samling sidder enkelte små papirsommerfugle og balancerer på kanten af de tykke guldrammer. Nogle har slået sig ned på væggen eller på dørkarme, hvor de vibrerer blidt i luftstrømme fra forbipasserende. I trappeopgangen er der flere, der har fundet hvile omkring skilte og paneler, og i takt med at jeg bevæger mig op ad trappen mod fjerde sal, bliver klaserne af insekter tættere og sværmen større.
Da jeg når op til mexikanske Carlos Amorales udstilling, er der sommerfugle overalt. Omkring 30.000 laserskårne og håndfoldede insekter i sort papir har indtaget det højloftede lokale, hvor Det Fynske Kunstakademi engang holdt til, og effekten er umiddelbart overvældende. Træbjælkerne i loftet, vægge, vinduessprosser; alt er dækket af den enorme sværm, og holder vejret for ikke at jage de tusindvis af insekter på vingerne.
Enhver, der har besøgt den slags tropiske oplevelsescentre, hvor sommerfugle flyver frit rundt mellem de besøgende ved, at mens en enkel sommerfugl på kanten af en blomst kan være yndig, så er store sværme af insekter det modsatte. Nogenlunde sådan er det også her. Det egentlig smukke, omend tungt ladede, symbol bliver foruroligende, nærmest ækelt, når det multipliceres. Unheimlich på en Disney-agtig måde.
Installationen er delvis inspireret af monark-sommerfuglen, der hvert år migrerer fra Nordamerika til Mexico for at yngle, men hvis rejse i tiltagende grad påvirkes af de klimaforandringer, der forskubber økosystemernes sarte balance og som i sidste ende truer sommerfuglens overlevelse. Men værket hviler også på en mere personlig historie om et drømmesyn, der kom til Amorales i forbindelse med et sidste besøg hos kunstnerens døende bedstemor. Sommerfuglesværmen er således en dobbeltsidet metafor; et billede på dét, vi ønsker at bevare, men også et varsel om dét, vi ville ønske vi kunne jage væk, og i begge tilfælde et tegn på det foruroligende, som ligger uden for vores kontrol.
Mellem alle sommerfuglene hænger en serie af Amorales’ nye oliemalerier, badet i kraftigt spotlys. En del af dem ligner abstrakte mønstre, rytmiske repetitioner af de samme tegn, der danser hen over lærredet i strukturerede systemer. Nogle minder om noder, andre om kalligrafi eller en art fremmedartede hieroglyffer, mens andre igen består af romerske bogstaver. De, der kan aflæses, taler om angst, om ensomhed og fremmedgørelse, og man fornemmer, at der er tale om en slags oversættelser af metaforer fra et tegnsystem til et andet; fra sommerfugle til det, der ligner lydoptagelser på en diktafon, fra bogstaver til hypnotisk snurrende trekanter i rødt og blåt.
I vægteksten bliver malerierne beskrevet som «krypterede digte«, og jeg ville ønske, man havde givet en lidt grundigere introduktion til denne del af Amorales’ praksis. Man fornemmer et løst tema om tegn og metaforer, der som sommerfuglene flakser fra en betydningsfære til en anden, men projektet letter ikke rigtig. Tilbage står en spektakulær installation af den slags, teenagepiger holder af at lade sig fotografere i, og museet betoner da også primært, hvordan Amorales’ sorte sommerfugle er dukket op som motiv til catwalkshows og i modekampagner. Det er selvfølgelig også et slags migrerende tegn.
