Louis Scherfig (f. 1989) er billedkunstner, forfatter, musiker og cykelrytter, bor i København.
Louis Scherfig (b. 1989) is an artist, writer, musician and cyclist living in Copenhagen.
Jo mere vi kommunikerer og udveksler, jo mere forventer vi at kunne forstå alt øjeblikkeligt. Lige dér står Haegue Yangs transkulturelle skulpturer.
Som et kunstnerisk fossil uden bremseklods tordner Frederik Næblerød afsted, nu med egen realityserie på TV. Hvis han kører hurtigt nok, kan han måske vende tiden.
Arthur Jafas udstilling på Louisiana er en ekvilibristisk historielektion i sort amerikansk kultur. Den giver den danske racisme et kærkomment nyrehug.
Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
Hvor lidt skal der til, før handling bliver kunst? Fluxus-pioneren Alison Knowles’ suppe er stadig potent.
Kjersti G. Andvig og Lars Laumann får til kunststykket å diskutere økonomisk og kulturell ulikhet uten å bli pretensiøse.
Sara-Vide Ericsons hittills största utställning skildrar en mörk värld där människa, djur och omgivning flyter ihop – och något nytt och oroande tar form.
Regjeringskvartalet som reiser seg i Oslo etter terrorangrepet i 2011, er preget av en hardere politisk virkelighet der kunsten får
oppgaven som forsonende element.