Kæledyrsbure i prangende farver fyldt med makabre kropsdele, abjekte detaljer og frastødende flager. Bure, bokse og spande med planter, termometre, vinbjergsnegle, cigaretrygende ansigter støbt i polyester og øjne, der kravler rundt på kredsløbsplader og syntetisk malet jord. I Louisianas kælder viser den japanske kunstner Tetsumi Kudo, hvordan det teknologiske menneske og naturen smelter sammen.
Kudo opfordrede til en bevidst og revolutionær syntese mellem naturen og mennesket. Det fremgår af hans manifest «Pollution – Cultivation – New Ecology» fra 1971, som Louisiana har oversat og også struktureret udstillingen efter. Manifestet taler om et biokemisk eksperiment mellem natur og kultur og derigennem udviklingen af nye natur-syntetiske økosystemer, hvor menneske og natur kontinuerligt kultiverer hinanden, så nye forbindelser for liv kunne skabes – et bioteknologisk kredsløb, der givet udspringer af, at Kudo voksede op i et Japan, der både behandlede de massive traumer fra Hiroshima og Nagasaki samt undergik en accelererende udvikling af ny og ødelæggende teknologi.
Kudo (1934-1990) har rod i den japanske fluxusbevægelse, men boede det meste af sit liv i Paris. At befinde sig mellem to kulturer lader også til at have haft betydning for det metamorfosiske element i hans kunst. De fleste af værkerne fremstår som ekstremt æstetiske og avancerede mikrokosmiske modeller af Kudos spekulative økologier. Ører og næser, der vokser direkte ud af en plante, eller blomster, der vokser ud af vertikale penisser, som var de hjemmelavede illustrationer af den fantastiske litteraturs billedrum.
Den mest iøjnefaldende figuration, som går igen i hele Kudos praksis, er netop den løsrevne penis uden krop; løsrevet fra sine privilegier og destruktive rettigheder, umyndiggjort gennem en mildt latterliggørende karikering. De kulørte, vandrende pikke har ikke direkte med sex at gøre, de fremstår mest som amputerede attributter fra en krop, der sprøjter med patriarkalsk forurening, som var det Round-Up på Falster.
Et af rummene i udstillingen er mørklagt og flere af værkerne er her installeret med UV-lys, der drysser en teatralsk radioaktivitet ud over sceneriet. I skulpturen Cultivation by Radioactivity In the Electronic Circuit (1968) ligger menneskehjerner rundt omkring som øer i et kortlagt landskab, mens små elektroniske komponenter står plantet i skæret fra det syntetiske grønne lys.
Naturen tager her sin hævn mod menneskeheden i form af forurening, partikulær eller radioaktiv forurening. Men denne nedbrydning betragter Kudo også som en mulighed for at reformere betingelserne for menneskeligt liv. At anvende radioaktivitet til at morfe menneske og natur via teknologisk instrumentalisering og decideret fjerne konservatisme og humanistisk egoisme og derved «kastrere følelsen af privilegie,» som Kudo selv forklarer.
I dag virker netop denne radikaliserede natur mere aktuel end nogensinde. Efter et intenst halvt år, hvor selve virkeligheden har hævnet sig på menneskeheden i en kavalkade af kollaps; fra apokalyptiske skovbrande, der håndteres af nyfascistiske ledere til et simpelt virus, der formår at ekspandere de allerede heftige økonomiske og sociale sprækker over alt i verden. Og nu et både pragmatisk og komplekst opgør med vestens systemiske racisme. For slet ikke at snakke om den systematiske voldtægt af biosfæren og dertilhørende masseudryddelse af biodiversitet, der akkurat som klimaet, er truet af en udslettende dominoeffekt. Det klimatiske kollaps er selvsagt meget præsent i Kudos arbejder, og indeholder en bittersød erkendelse af vestens nærmest kosmisk manglende evne til kulturskift.
Flere af Kudos skulpturer indeholder en afstøbning af dramatikeren Eugène Ionescos ansigt, eksempelvis i værket Portrait of Ionesco and/or the End of Some Generation (1970). Ansigtet sidder i et bur, mens hans våde noter, pik og fødder hænger til tørre. En løsrevet hånd klamrer sig til et glas rødvin. En oplagt kritik af den søvndyssende franske eksistentialisme, som Kudo lærte at kende i Paris. Den elitære, europæiske humanisme, der for Kudo ikke tilbød mennesket agens men i stedet hensatte individet til en tilværelse i en apatisk rødvinsbrandert.
Kudos tankevækkende opgør med humanismen handler om ikke at acceptere tilværelsens absurditet som et grundvilkår. Den ægte absurditet findes derimod i at hengive sig helt til det absurde; til det man i dag kunne kalde velfærdshumanismen og dens letargiske impotens, med alt hvad den indeholder af konservatisme og regressive taktikker. Altså, en humanisme, der tilsyneladende har en indbygget modstand mod en reel ændring af vores egne, destruktive kulturmodeller.
Efter vi nu har mundhuggedes om kollapsets mange muligheder, er vi stille og roligt vendt tilbage på arbejde med en business, der føles langt mere as usual end samvittigheden burde tillade. Men ifølge internettets meme-skabere er 2020-kalenderen året ud pakket med ekstreme begivenheder, og den dårlige stemning burde være sikret for de spektakel-voyerister, der spændt venter på juli måned, hvor DMT-programmerede maskine-elvere eftersigende overtager vores regeringer. Eller slut-august, hvor Cthulhu rejser sig fra Øresunds dyb og kræver svar på tiltale. Men når vi ikke kan genkende verden længere, og den mere føles som teaterversionen af et random South Park-afsnit på et lukningstruet teater på Frederiksberg, skal vi huske at hoppe ud af den centrifugerende mediering og etablere et mere pragmatisk forhold til virkelighedens hævn.
Kudos skulpturelle økologier minder mig om dette. Om at stoppe med at vaske mine forurenede hænder; men i stedet prøve at slikke på dem, smage toksinerne, dampene, sniffe radioaktiviteten og derefter kastrere privilegierne, ét efter ét.
