Reservedele fra snescootere og motorcykler er sat sammen til symmetriske konstruktioner. På de polerede overflader er der tilføjet airbrushmalede motiver og grafiske mønstre i prangende farver; flammer, klør og knogler fra rovdyr. Nogle af de mindre værker fremstår i sig selv som åbne skeletter. De fleste af værkerne er foret med syntetisk pels og piercet sammen flere steder med ringe og metalkæder, mens pigge stikker strategisk ud.
Yngvild Saeters iøjnefaldende vægskulpturer hos Gether Contemporary kommunikerer direkte med det post-internetagtige og appropriationsmaksimalistiske slaraffenland, der har eksisteret i samtidskunsten de sidste 10 år +/- Værkerne er en materiel, retinal offensiv, man har set mange gange før, men deres oprindelse føles som et langt mere personligt og spirituelt anliggende.
Skulpturerne forestiller ansigter og kroppe fra gudeskikkelser og dæmoner, der kom ud af oplevelser Saeter havde, da hun efter en mislykkedes hjerneoperation, befandt sig i et grænseland mellem liv og død. Denne information giver værkerne en semiotisk flertydighed som hybrider af maske, skjold, skellet og opskaleret legetøj. Renderede relikvier og altertavler, måske af en fysisk manifestation af de indre oplevelser, Saeter havde fra den modsatte side af livet.
Det er både modigt, spændende og føles nødvendigt fra kunstnerens side; at fremskrive personlige vogtere mod livets skrøbelighed – en slags beskyttere af det solipsistiske fælles-jeg fra den næste verden, hvor livsform og æstetik er betinget af kunstnerens identitet(er). Da det er Saeters egne visioner af beskyttende skikkelser, har de selvfølgelig fiberoptisk internetadgang til både tumblr’s krypterede billedarkiv og diverse fantasy-litteraturlister.
Ved dørkarmen til et ungt og nyt kunstnerskab er man måske altid lidt usikker på om de stærke, (sub)kulturelle æstetiker og fortællinger er reelt ophav eller ren appropriation. Denne tvivl handler selvfølgelig også om det kommercielle galleris præsentation af samtidskunst som en ’kritisk vare’. De indholdsmæssige specificiteter reduceres netop til tegn. Den underformidlende, salgsparate kontekst udvander begrebet subkultur som var det en halv liter kokosvand med fire panodiler i.
Det er mere spændende at se på de mekanismer, der forårsager at 00’ernes visuelle identitetsmarkører allerede er blevet subjekt for nostalgi og mindre renæssancer. Det er Saeter bevidst om, idet hun peger på den pop-kulturelle reference snarere end dens oprindelse – på The Matrix’ simulakrum, ikke Baudrillards.
Men er der forskel på essensen af nostalgi versus reel renæssance? Når verden fornyer og deler sig hurtigere, end vi kan nå at opfatte dens faste form, bliver der selvfølgelig kortere mellem udvikling og implementering af æstetik, dets efterfølgende forfald og endelige genopstandelse. Engang midt i 2020’erne vil vi nok nå det singulære punkt, hvor alle tre tidsligheder mødes og den æstetiske verden kollapser fuldkomment. Her vil Yngvild Saeters tekno-spirituelle væsener sandsynligvis trives glimrende og forhåbentligt beskytte selv den mest borgerlige skeptiker.
