Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
Kasper Hesselbjerg tager os med på en uendelig associationsrejse gennem sneglefælder i et flamingolandskab, der godt måtte være blevet lidt mere i Japan.
Joar Nangos festspillutstilling på Bergen Kunsthall er en inspirerende oppfordring til kunnskapsutvidelse og fundamental endring.
Kungliga konsthögskolans MA-studenter placerar oss mitt i kampen om vilka kroppar och erfarenheter som ska få ta plats i offentligheten, och på vilka premisser.
Berlinbiennalen er åbnet på trods af pandemi. Men progressiv politik og krisestemning har resulteret i et konservativt kunstsyn, og en lidt kedelig udstilling.
Kunstkritikk støttes av
