Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
Delar av ett enormt vindkraftverk ligger utspridda på golvet i Lea Porsagers lockande, berusande men också tillknäppta utställning på Moderna Museet.
En guldaldermaler, nordisk folklore og sindets dunkle afkroge blandes til en helt særlig heksebryg hos Mette Rasmussen.
Kurator for prosjektet, Pedro Gómez-Egaña, ser en empatisk vending hos årets masterkull fra Kunstakademiet i Oslo.
Moderna Museet tar ner den modernistiske ikonen på jorden, i en utställning som uppmanar oss att reflektera över hur vi ser på och talar om konst.
Kunstkritikk støttes av
