ARoS Museum har investeret i en gigantisk oplevelsesmaskine af James Turrell. Skabt til fordybelse, men en grotesk akustik stjæler showet.
Danh Vo laver suppekøkken og pepper sine værker med spiselige svampe. Lokalt forankret verdenskunst, men også lige lovligt favnende.
Aleksandra Domanović sporer forbindelserne mellem tekno-optimisme og fortidige nationalistiske drømme.
Meteorologiske abstraktioner og snegle på charmeoffensiv. Judith Hopf tvinger smilet frem i Thys barske natur.
Nikolaj Kunsthal forsøger at lave billedkunst ud af Lars von Triers film, men ender som akavet reklame for geniet.
Angharad Williams’ tavse filmstribe skærer igennem Simians mørke rum som en lysende antitese til tidens konstante plapren.
Panteha Abareshis uforlignelige udstilling sætter den funktionsnedsatte krop i fokus. Dog må man omgå en didaktisk æstetik for at tilgå det radikale materiale.
Med sød minimalisme og masser af hovedpersonvibes uddeles bløde lussinger på Louisiana.
Med Riget Exodus genskaber Lars von Trier sit nikotingule billede af Danmarks største hospital. Satiren fordrives desværre af diverse forhistoriske blikke på verden.
Fra et skybrud af postmodernitet er kælderen hos Simian oversvømmet af Torben Ebbesens værker. Her skal man druknes lidt for at komme nogen vegne.
I Jakob Kudsk Steensens digitale sump behøver du ingen waders. Trods imponerende teknologi føles naturen på de store skærme velfriseret som en parcelhusplæne.
Med en eminent skulpturel thriller om verden efter mennesket gør Pierre Huyghe boet op.
Gruppeutstilling på Tromsø Kunstforening gir minoritetserfaringen et litt vel abstrakt forhold til sted.
Tracey Emins kunst er muligvis selvoptaget og banal, men hendes usentimentale livsværk er en nødvendig påmindelse om, at det private stadig er alment.
Sung Hwan Kims mangfoldige udstilling på Bergen Kunsthall giver tidvis følelsen af at man bevæger sig inde i et Excel-ark.
Løgnaktig utstilling knabber tidsånden på Christian Torp.
