Som et kunstnerisk fossil uden bremseklods tordner Frederik Næblerød afsted, nu med egen realityserie på TV. Hvis han kører hurtigt nok, kan han måske vende tiden.
Arthur Jafas udstilling på Louisiana er en ekvilibristisk historielektion i sort amerikansk kultur. Den giver den danske racisme et kærkomment nyrehug.
Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
Mona Orstad Hansens maleri bærer med seg noe svært basic.
– Hvis kulturen ikke er aktiv, stivner den og bliver en museumsgenstand. Og hvis ikke jeg skulle have lov at bruge den, hvem skulle så? Jessie Kleemann performer kulturelle forskydninger med spæk, blod og perler.
I sin utstilling på Fotogalleriet romliggjør Dora García arkivet og bidrar til følelsen av historisk mobilitet og mental berøring.
Den elfte Göteborgsbiennalen berättar en slagkraftig historia om sjöfart, kolonialism och rasism, men lider av en viss konstnärlig och intellektuell förutsägbarhet.
Kunstkritikk støttes av
