Hvis Poul Nyrup Rasmussen, Paris Hilton og Vejle Kunstmuseum alle har noget til fælles udover en spøjs kærlighed for dårlig lasagne, må det være, at de alle ejer et værk af Frederik Næblerød. Okay, måske ikke Paris Hilton, men i det mindste har Næblerød præcist som Hilton nu beæret offentligheden med et personligt tv-program. Som en spin off til DR’s realityserie Kunstnerkolonien fra sidste år, følger vi gennem fire afsnit Frederik Næblerød og hans levevej som billedkunstner i serien Ufortyndet.
Serien er filmet og klippet med samme hyperaktivitet, der altid har kendetegnet Næblerøds praksis; hurtige billeder, hurtige tanker, hurtige penge. I første afsnit bliver det tydeligt, at for Næblerød er kunst noget, der bare skal laves og ikke tænkes for meget over – altså et rum for individets direkte handling og ikke et sted for refleksion, undersøgelse eller behandling på et dybere plan end det, der kan ske på splitsekundet mellem tanke og handling. Næblerød kalder denne metode “ekspressionistisk”. Og krudt og hastighed, får vi serveret.
I løbet af sammenlagt to timers fjernsyn når Næblerød at få taget sit kørekort for at køre 174 km/t i den leasede Mercedes, han konstant fræser rundt i, at rage uklar med en samler, hvis italienske villa han og to venner bliver bedt om at dekorere, og generelt eskortere os rundt i hans liv og praksis i samme høje tempo.
«Usikkerhed», siger Næblerød i sit store atelier, «er den største modstand for succes indenfor kunst». Men i samme ombæring bliver det tydeligt, at Næblerød selv er modtagelig for præcis den usikkerhed, der – lige meget hvor priviligeret du er – er forbundet med at være kunstner og arbejde med formgivning af tanker. Hans billedskabende hyperaktivitet bliver i stedet en tydelig defensiv mod al udefrakommende kritik. Alt der forsøger at pille projektet lidt fra hinanden, som man jo gør, for at se hvad der er indeni, affejes af det næste billede, og det næste – indtil man er så rundtosset, at man kun har Næblerøds charme at holde fast i.
«Man skal være en kæmpe egoist, hvis man vil have succes som kunstner», siger han også med et blik, der synes fjernere end andromedagalaksen, alt imens eskapaderne i den toscanske villa udfolder sig som et langstrakt eksperiment i impulsivitet, social ansvarsløshed og dårlig stemning. Selvom serien præsenterer rørende og kærlige øjeblikke, er det desværre middelalderlige budskaber som denne, der fylder mest. Og føles så uendeligt deprimerende. Success og relevans er heldigvis to forskellige ting.
Næblerød selv er fuldstændigt i fred med, at hans kunst ikke skal kunne mere, end den kan. Det er tydeligt, at han laver den for sig selv og for at tjene penge; den eneste terapi, der holder sammen på ham og samtidig gør ham rig. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at det præcis er denne dynamik, som dele af kunstmarkedet lader til at elske højt. Den skaber nogle økosystematiske forhold, hvor alle kan føle, de er værten og ikke parasitten, selvom de fleste af os i virkeligheden godt kan se det hele bare er dum, neoliberal kode i et farverigt, dårligt animeret konsolspil.
Den kultur-konjunktur, der er på spil, når Næblerøds graffitipunkede low brow-kunst placeres i (spids)borgerskabets high brow-samlinger, kunne være spændende at undersøge, men i serien føles det for det meste som en tilfældig, ukritisk pastiche af fx Banksys dokumentarfilm Exit Through the Gift Shop. Men hvad gør det, når alle bryn for det meste af tiden lader til at være svitset fuldstændig væk af ufortyndet akryldamp og tunede lightere. Der er desværre intet subversivt at spore noget sted i dette forhold, ingen ambition om rent faktisk at ændre noget strukturelt, men udelukkende cashe ud på et økonomisk marked og en dag udstille på Tate og MoMA. I serien er det dog kun Vejle Kunstmuseum, der bider på, men mon ikke andre museer følger trop, når de ser, hvordan man bliver tilbudt kys af den unge kunstner som tak for salg.
Eftersom andre dele af kunstverdenen i disse år tager essentielle opgør med præcis det, som Næblerød og hans kunst repræsenterer, bliver serien til en bizar, næsten morbid underholdning. Det er svært at få øje på nogen reel eller hensigtsmæssig værdi, andet end den tabloide, tåkrummende præsentation af sexistisk og problematisk kunst med Næblerød som en morsom, impulsiv og charmerende joker uden anden plan end overlevelse.
Selvfølgelig skal der være plads til ekstrovert, kaos-modernistisk kunst. Spørgsmålet er bare, hvor meget plads, den skal blive ved med at tage? Hvor mange tv-programmer skal den ophøjes med? Hvor meget kan man fremstille Næblerød som the next big thing?
Det er også helt okay med kunst, der som Næblerøds ikke forsøger at være intellektuel, men samtidig er det svært at finde bevidst ignorant kunst forfriskende, når denne hænger sig i middelalderlige troper som ‘det politisk ukorrekte’. Et andet ord for dette kunne være anti-feministisk. Kunst, der er baseret på provokation er kun transgressivt, når den rent faktisk rykker nogle grænser. Ikke når den i virkeligheden bare opretholder patriarkatets bastion, som det er tilfældet med så meget kunst i dag.
I tidligere værker har Næblerød malet en masse fisser, der hænger til tørre, og i et andet værk går en nøgen mand rundt med en barnevogn og stiv pik. Ingen af disse værker er med i tv-serien. Fair nok, alle har ret til at rette kursen lidt ind, og når man laver 14 værker om dagen vil et par af dem vel statistisk set være for langt ude eller stødende. Men når ens arbejde live-streames dagligt til mange tusinde instagramfølgere, føles det som et lettere forsimplet og dovent portræt DR har valgt at lave.
Hvis bare der var noget mere på spil, noget undergravende, en større pointe i ikke at have noget reelt på hjerte udover at ville tjene en masse penge. Men måske ville disse pointer alligevel blot udmunde i confiterede kunstneriske strategier, som når street artists for tiden sælger værker som NFT’s i millionskala og bilder dem selv og verden ind, at de laver tech- marxistisk revolution. Selv banken griner så længe kryptoen veksles til dollars. Men fair nok, hvor dumme er vi at tro den gamle korsang om, at penge ikke gør os lykkelige, at penge ikke fuldender os? Selvfølgelig gør de det, bare kun i korte perioder ligesom kærlighed og al andet serotonal tilfredsstillelse. Det skal man ikke have været på røven længe for at erkende. God sommer!
