Sjælevenner

En guldaldermaler, nordisk folklore og sindets dunkle afkroge blandes til en helt særlig heksebryg hos Mette Rasmussen.

Mette Rasmussen, Skovnisse, der vejrer kvindekød, 2021. Bemalet figur af papirler med ansigt i træ og hessianhue på asketræstamme med sankede materialer.

På en træstub dækket af mos og vedbend står en grønklædt træfigur med nissehue, nærmest på spring. Figurens hænder er lysegrønne, med fingre, der ligner små skud på grene, som gik han i et med den stub, han står på og det træ han er skåret i. Skovnisse, der vejrer kvindekød lyder titlen, der refererer til Niels Hansen Jacobsens bronzeskulptur Trold, der vejrer kristenblod (1896) og som den lille nisse deler positur med. Men hvor Jacobsens trold handler om den dystre side af menneskets grundvilkår, rækker den lille nisse længselsfuldt ud efter kærligheden; og under den, på mosset, ligger et svulmende rødt hjerte og banker.

Skovnissen er en del af Mette Rasmussens (f.1993) første institutionelle soloudstilling efter hun tog afgang fra Det Fynske Kunstakademi i sommer. I en af salene i Huset for Kunst & Designs flotte modernistiske bygning i Holstebro, viser hun udstillingen Lengjast – den norrøne form af ordet ’længsel’ – der fremstår som en fragmenteret fiktion centreret omkring guldaldermaleren J. Th. Lundbye (1818-1848) og hans sjæleliv. Nissen på træstubben henviser eksempelvis til Lundbyes alterego Sindre, en lille bakketrold, som han har afbildet adskillige gange som en slags selvportrætter, og hvis navn er en sammentrækning af ‘sjæl’ og ‘indre’. 

Rasmussen er dykket ned i Lundbyes dagbøger og efterladte breve og har der fundet en følsom kunstnersjæl, som hun helt tydeligt føler sig beslægtet med. Lundbye var en tungsindig type – i dag ville man muligvis kalde ham depressiv – hvis meget korte liv var præget af ulykkelig kærlighed til den pige, han aldrig turde fri til. «Der er en ulykkelig halvhed i mit væsen», står der udskåret i en kløvet træstamme, der læner sig op ad udstillingsvæggen; et citat fra guldaldermalerens dagbogsoptegnelser. Om det handler om pigen, han aldrig fik, eller malerens eksistentialistiske overvejelser om det vanskelige sind står hen i det uvisse.

Mette Rasmussen, Lengjast, installation shot, Huset for Kunst & Design, Holstebro, 2021. Foto: David Stjernholm.

Herfra bevæger udstillingen sig over i en form for fanfiction, lidt a la den type videredigtning på fx Twillight-universet, som unge teenagepiger deler med hinanden på fanblogs. Rasmussen forestiller sig, hvordan Lundbye, fremfor at forelske sig i den blide godsejerdatter, i stedet havde kastet sin kærlighed på en anden historisk figur, nemlig den noget mere slagkraftige og excentriske Leonora Christina. 

En radering med titlen Manteltårn viser Leonora Christina i vinduet i sit fangenskab på Hammershus på Bornholm, hvor Rasmussen selv bor. Som en anden Rapunzel kaster Leonora Christina sine enorme bryster ud ad vinduet og rækker frem imod Lundbye, der ligger i græsset under hende. I luften over dem flyver en tvetydig amor-figur med horn i panden og et kæmpe hjerte for enden af sin hale. Måske kunne både Leonora Christina og Lundbyes triste historier – Lundbye døde i en vådeskudsulykke som 29-årig, mens Leonora Christina tilbragte resten af sit liv i fangenskab på grund af sin mands højforræderi – have fået en anden slutning, hvis de havde fundet hinanden på tværs af tid.

Rasmussens totalt særegne univers er fuld af fauner og skovtrolde, folklore og magi. Der er en særlig interesse for almuens æstetiske håndværk i træskærerarbejde og ornamentik og i de bløde rammer om raderingerne, som hendes mor har broderet. Men der er også et meget samtidig blik for, hvordan (kunst)historien hele tiden om- og genfortolkes, og for ikke-linær historiefortælling: «Er historiens linjer flade og skarpe, eller er de som en filtret hårtot, man kan rede ud igen og igen?» spørger hun retorisk i pressemeddelelsen. 

Den tanke går igen i den lille publikation Årstidede Fortællinger, der er skabt til udstillingen og som indeholder en blanding af korte noveller og linoleumssnit. Den er fyldt med historier om hastige elskovsmøder på lejer af siv ved mosens bred, om præstens erotiske besættelse af stuepigen med de overnaturlige evner, og her møder vi igen både Leonora og Lundbye. Men blandt de historiske figurer finder vi også Bamse Rasmussen, der «vinder verdensmesterskabet i tristesse», mens den ligger under sin kugledyne og i en Seroquel-døs trænger igennem til en anden verden og slutter sig til Sindre i Paradisbakkerne.

Sådan fletter figurer, tidsligheder og historier sig ud og ind af hinanden, mens Mette Rasmussen skiftevis spejler sig i Lundbye og Leonora som beslægtede kunstnere, potentielle elskere og sjælevenner på tværs af tid og rum. Under det hele ligger en sjælden inderlighed, et sværmende, sorgfuldt savn og en flimrende undersøgelse af sjælens dunklere afkroge. 

Mette Rasmussen, Lengjast, installation shot, Huset for Kunst & Design, Holstebro, 2021. Foto: David Stjernholm.

Leserinnlegg