Det er både et ret almindeligt og et helt særligt museum for moderne kunst, som sidste weekend åbnede i sin nye bygning i centrum af Warszawa. Siden starten i 2005 har Muzeum Sztuki Nowoczesnej udelukkende haft til huse i midlertidige bygninger. Og selvom MSN Warsaw – det forkortede, internationale navn – gennem alle årene har været en aktiv og respekteret institution, har den permanente bygning altså ladet vente på sig i 20 år. Det er i sig selv vildt. At begivenheden er mere end skelsættende, fik jeg bekræftet af alle, jeg faldt i snak med, under åbningsdagene. Reaktionen var den samme hver gang: Warszawa syder, der sker noget nu.
Udefra ser det egentlig ikke så vildt ud. Den flade, hvide betonbygning ligger langs den trafikerede Marszałkowska-gade og ligner ved første øjekast retlinet, modernistisk arkitektur i traditionen fra Bauhaus og venner. Tættere på ser man, at facaden består af svævende elementer og andre detaljer. Men det er ikke en bygning, som forsøger at tage konkurrencen op med byens vartegn, det imposante Kulturpalads, som troner bagved og kan ses fra det meste af byen. Paladset, der stod færdig i 1955, var «en gave» til polakkerne fra Sovjetunionens leder Josef Stalin. For de ældste indbyggere mest en hadegave, mens de unge i dag har taget bygningen til sig. Det er også den, jeg spejder efter, da jeg nærmer mig i taxaen.
Kulturpaladset, som kom på UNESCOs kulturarvsliste i 2007, må uanset have været et interessant hovedbrud for det amerikanske arkitektfirma Thomas Phifer and Partners, der står bag det nye museum. Nogle vil måske hævde, at den hvide bygning lægger sig fladt ned for det himmelstræbende palads. Samtidig er det svært at se, hvordan man skulle tage kampen op uden at ende som kitschet overbudsarkitektur af den slags, som præger mange nye museer over alt i verden. I al sin kølige sindighed virker det nye MSN Warsaw derfor faktisk modigt. Og – viser det sig – passer godt til den kloge og humane ånd, som gennemsyrer denne institution.
Den massive tåge, som indhyller byen hver morgen under mit besøg, forsinker også landingen i Chopin-lufthavnen. Så da jeg kommer ræsende ind på museet, er pressemødet godt i gang i stueetagens «auditorium» – en åben, nedsænket mødeplads. På med høresneglen til simultantolken, der oversætter fra polsk til engelsk. Arkitekten er i gang med at forsvare «den hvide mursten», som kritikere af bygningen kalder den. «Alle behøver ikke være enige», siger Thomas Phifer, og begrunder det enkle udtryk med neutralitet, at kunsten skal være i centrum.
Spørgsmål om bæredygtighed og gentrificering flyver også i luften. Ligesom de ville gøre alle andre steder, når jeg at tænke, inden byens borgmester Rafał Trzaskowski tager ordet: «Ny arkitektur fremkalder altid følelser og stimulerer til en levende diskussion, og det er godt. Her i Warszawa vil vi ikke have censur eller forbud». Salen bryder ud i spontane klapsalver og minder om, at historien ligger i kanten af enhver situation her i Warszawa.
Man skal ikke tale længe med kunstnere eller gallerister fra den lokale scene, før fortællingerne pibler frem, om de kampe, politiske og bureaukratiske, det har kostet at nå hertil. Både i transformationsårene efter kommunismen, og i perioden 2015 til 2023, hvor regeringsmagten lå hos det nationalpopulistiske Lov og Retfærdighedsparti. Fra mit første besøg i byen i 2016 husker jeg tydeligt de unge mennesker, der lå på knæ i et hjørne af museet, travlt optagede med at lave, hvad de kaldte, «anti-antiabort-bannere» til brug for demonstrationer mod stramninger af abortlovgivningen. Det var heller ikke just en regering, som havde meget til overs for samtidskunst.
Før rundvisning i salene er der kort kaffepause. Tunge TV-kameraer rettes mod direktør Joanna Mytkowska og Thomas Phifer, der giver stående interviews. Jeg opdager, at rundvisningen vil være på polsk. Til alt held falder jeg i snak med en sød ung kvinde fra formidlingsafdelingen, som ender med at gå med rundt og hvisker mig værdifuld information i øret.
Hvad museets ydre muligvis mangler i vartegn findes til gengæld i trappeforløbet indenfor. Det ser flot ud, da de mange pressefolk begiver sig op ad trapperne. Hvad enten man vælger den til højre eller venstre, ender alle i samme punkt på næste etage. Zigzag-forløbet gentager sig op til næste etage. En hel lille Muybridge-film af kroppe på trapper, som samles og spredes igen, forstærket af den kridhvide arkitektur – og en fin markør for et museum, som på alle måder har mennesket, liv og tanke, i fokus.
Da jeg nogle dage senere forlader Warszawa, er mennesketrapperne for længst blevet museets visuelle signatur. Det handler også om, at museet har valgt at åbne med bare ni værker fra samlingen. Først i februar 2025 vises den store samlingsudstilling. Altså går man gennem flere tomme sale og har god tid til at sætte sig i store panoramavinduer med udsigt til Kulturpaladset, som dermed bliver en del af museumsoplevelsen. Og måske også markerer en lille arkitektonisk armlægning, som de mange insta-glade besøgende i åbningsdagene hurtigt afgør: Gaven fra fortidens kolonisator er det perfekte kagetårn til en selfiebaggrund.
At man, efter at have ventet 20 år på en permanent bygning, viser bare ni værker i stor skala, alle af kvinder, er en radikal gestus, der siger alt om den integritet, som gennemsyrer denne institution. Jeg kan ikke forestille mig et andet prestigebyggeri i kunstverdenen, der ville åbne på den måde.
Det starter overbevisende med Alina Szapocznikows skulptur af to mænd, Venskab (Monument til polsk-sovjetisk venskab), (1954), der vender fronten halvvejs mod Kulturpaladset, hvor det oprindeligt stod i lobbyen 1955 to 1992. Over årene har bronzen mistet sine arme, bortset fra den ene, som ligger omkring den andens skulder og forsegler venskabet. Andre vil sige, at sovjetmandens arm ligger lige vel tungt på den polske skulder. Den ret fantastiske Szapocznikow (1926-1973) er efterhånden en velanskrevet figur i europæisk kunsthistorie, men ikke for denne socialrealistiske stil, som også er sjælden fra hendes hånd.
Placeringen af venskabsskulpturen i det nye museum fortæller også om en holdningsændring; fra de tidlige postkommunistiske år, hvor alle spor blev fjernet, til nutidens behov for at bevare for at erindre og undersøge kritisk. Jeg hørte flere udlægninger, både en tidstypisk queer-læsning, men også, at forlægget måske slet ikke var en polak og en sovjetborger, men en ukrainsk og georgisk mand. Det er som om perspektiverne bare strømmer ud fra de store huller i bronzen, hvor armene engang sad. Sådan virker skarp kuratering.
Magdalena Abakanowicz (1930-2017) er også en legende i polsk kunsthistorie. Den monumentale komposition i vævet uld og sisal hænger som tunge huder fra loftet, halvt organisme, halvt tæppe, og ender i brede haleslæb på det hvide terrazzogulv. Også Monika Sosnowskas forvredne facadegardin, en slags Tatlin-tårn, hænger fra loftet og gør sig godt i den scene med højttalere, lamper, kabler og andet gear, som er ved at blive bygget op til åbningskoncerten med Kim Gordon. Det lover et sexet møde mellem sort stål og støjrock.
De internationale bidrag er repræsenteret ved argentinske Mariela Scafati, chilenske Cecilia Vicuña og congolesisk-norske Sandra Mujinga. De to sidste også med hængende skulpturer. Måske er der faktisk lidt rigeligt med dem, selvom det selvfølgelig altid ser godt ud og heller ikke forstyrrer arkitekturen. På dette tidspunkt i rundvisningen begynder jeg næsten at savne lidt søm i de uberørte vægge.
Kærkommen er derfor ukrainske Kateryna Lysovenkos vægmaleri i transparente pastelfarver af simple menneskefigurer i tæt på naturlig størrelse. De holder hinanden i hånden, eller står i en støttende gruppe omkring en liggende, måske såret eller gammel, krop. Siden Ruslands invaderede og okkuperede Ukraine har katastrofen luret i Lysovenkos maleri, ofte med eksistentiel undertone. Her breder maleriet sig på kun to af væggene i det ellers tomme rum og forstærker det nøgne, drømmende udtryk. Digtere over krigere, individer over dehumanisering.
I dagene efter tænker jeg tilbage på Lysovenkos frise som en slags credo for museet. For det handler hele tiden om menneskene, som skal fylde disse rum. Siger man den slags på et skandinavisk museum, vil alle straks tænke på hoppeborge eller noget kun for børn. Men der er en anden mentalitet på færde her. Og en mere intellektuel tradition. Det mærker man eksempelvis tydeligt i museets formidlingsprogram.
«The Museum is an attitude, not a building», lyder et punkt på kunstneren Luis Camnitzers liste over forskellige museumsmodeller. Jeg falder over den i formidlingsafdelingen, som bærer den flotte titel «The Museum as a School. Primary Forms». Et rum fyldt af materialer og udstyr til undervisning af både børn og voksne, hvor alt er lavet af kunstnere. Der er Laure Prouvosts instruktion til mobiler, Goshka Macugas ord på gummistempler til at trykke digte med, eller Alicja Bielawskas farvede tekstilstykker, man kan svøbe sig i, bruge som flag, eller markere et privat rum med.
Der er mange flere gode spørgsmål og sjove instruktioner, der er lige så enkle, som de i virkeligheden er avancerede, og som vidner om den stærke tradition for koncept- og proceskunst, der løber gennem polsk kunsthistorie, og som det nye museum forhåbentligt vil medvirke til at stå endnu stærkere i den europæiske kunstbevidsthed. De mere end 100 performanceværker, danseforestillinger, filmforevisninger og samtaler, der er på programmet i museets tre første åbningsuger, er en god start og gratis for alle.
Dog er der næppe meget, der vil overgå den sjove og rørende parade, som fandt sted på åbningsaftenen og var arrangeret af Bambí van Balen og nat skoczylas fra kollektivet Tools for Action. Starten gik fra museets gamle bygning på den anden side af Plac Defilad (Paradepladsen), en time før den officielle indvielse af det nye museum. Altså præcis i det tidsrum, hvor det gamle museum var ophørt og det nye endnu ikke gået i gang.
Store transparente heliumballoner svævede over de omtrent 500 fremmødte, mange i festligt udklædning, som gik gennem byen med musik i transportable højttalere og skilte med ordlyden «Vi er kunsten». Indimellem var der ophold for at synge en sang eller opføre et lille ritual, hvor de store balloner dansede om hinanden. At dømme af de mange hekse med store krogede tissemænd mellem benene og lange negle, som de kradsede efter forbipasserende, var det ikke kun veldresseret energi, der skulle med over i den nye bygning. Ved delegationens ankomst blev de malerier og skulpturer, som var blevet båret gennem hele paraden, overdraget til en storsmilende museumsdirektør, som tog imod de ny donationer til samlingen. Paradekoret sang Diana Ross’ discohymne «I’m Coming Out» og de store balloner blev skubbet ind af glasdørene, så al hekseenergien sivede ind i bygningen.
Imens blev køen rundt om museet bare længere og længere. De mange tusinde mennesker, der ventede på at komme ind i det nye hus, vidnede om en by, der var klar til at tage imod gaven. Mere end 50.000 mennesker lagde eftersigende vejen forbi museet i åbningsweekenden, og jeg kan ikke lade være at tænke, at der nok var en god håndfuld iblandt, som måske ikke engang kendte byens moderne museum i forvejen. Det er også det, steder og bygninger kan.
For selvfølgelig har Luis Camnitzer ret. Attituden er vigtigere end bygningen. Men nu har den polske hovedstad begge dele, og alle ved præcis, hvor de skal tage hen: Muzeum Sztuki Nowoczesnej, Marszałkowska 103. Det ligger i hjertet af Europa.
– Preview: The MSN Warsaw Collection til 11. november, 2024 // The Museum as School til 11. november, 2024 // The Museum between the Square and the Palace, Warsaw Under Construction 16 til 5. januar, 2025.
