I Østen stiger solen op – sådan indledes B. S. Ingemanns velkendte tekst fra 1837, som er blevet sunget til morgensang på enhver højskole her til lands i en hyldest til den nye dags guddommelige morgenrøde. Men snart stiger solen ikke længere op i øst, for luften fortættes mange steder til en stadig tykkere mur af partikler og gasser – og solopgang bliver noget, man kan se på en LED-skærm. Netop hjemvendt fra Taipei har denne anmelder en klar erindring om fornemmelsen af at skulle lægge lidt flere kræfter i for at hente tilstrækkelig ilt ned i lungerne.
I Astrid Myntekærs netop åbnede soloudstilling på Tranen, Mana Stash, som udspringer af et residency, hun var på sidste år i Beijing, er luftforureningen afsæt for en satellit-lignende refleksionsplatform, hvor videnskaben møder det mytologiske og spirituelle – som det i øvrigt er kendetegnende for Myntekærs praksis.
En primitiv algereaktor lavet af en colaflaske, tatamimåtter shippet ind fra Japan, vifter og referencer til neoplasticismen og avantgardearkitekten Friedrich Kieslers drømme om det vægløse, urbane rum – hvor ingen arkitektur besværer byens åndedræt – er nogle af detaljerne i den konstruktion af hvide metallægter, der er placeret midt på gulvet i Tranens udstillingsrum. Med en formmæssighed så let og opad-gestikulerende, at det hele kunne løfte sig i ét vred og langsomt svæve ud i æteren.
Udstillingsteksten, som er skrevet af forfatter og billedkunstner Kristian Byskov, beskriver en kvindes oplevelse af, at luften fortykkes og sløver vejrtrækningens spontanitet, som om vi alle skal kvæles på et tidspunkt. Denne kvælningsskæbne illustrerer Myntekær med små runde vifter overdængte med algestøv og hugget ned i måtterne som samuraisværd. I støvet toner kæder frem, som om altings forbundethed blotter sig, når bare vi vifter lidt til nogle mikroskopiske partikler i luften. Alger producerer ilt, de er hypet helsekost, og der forskes i de små våde planter som fremtidens klimaneutrale biobrændsel. Men i for store mængder, som skyldes forurening fra menneskelig aktivitet, skaber algerne giftige omstændigheder i verdenshavene. Det er klimaets forbandede DNA i den antropocæne tidsalder, Myntekær, som en anden clairvoyant, læser frem for os i støvet.
Østens spiritualisme har længe været inspiration til ændret levevis herhjemme – også inden for samtidskunsten, hvor mantra-the, togaer og gonggonger har hittet på materialelisten. Myntekær er en af de kunstnere, der har arbejdet indgående med det mytiske og ekstrasensoriske, siden hun tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi for bare fire år siden. Modsat hendes tidligere udstillinger er denne dog anderledes afmystificeret. Hvor især lys men også lyd og duft før skabte energifortættede rum, hvor man som publikum blev omsluttet af værkets flimmer, er der her skruet markant ned for de illusoriske virkemidler.
Man kan tage sig i at tænke, om noget af den kritik af Myntekærs sidste soloudstilling herhjemme, Orgone, på Overgaden i 2014, som gik på, at totalinstallationen grænsede til oplevelseskulturens tomme fascinationsform, har fået lov at influere lidt. I hvert fald kommunikerer Mana Stash til publikums tankevirksomhed og beskæftiger sig ikke ydermere med kroppen ud over at hente den helt hen til sig, så man kan undersøge konstruktionen på nært hold.
De mange detaljer får funktion af links, bortset fra at man ikke kan trykke på dem. Det havde ellers været smart, for der er meget, man får lyst til at google, og som man næsten også bliver nødt til at google, hvis ikke man er alvidende, og hvis værket skal folde sig ud. Spirulina-klik. Tatamimåtte-klik. «Lav-din-egen-algereaktor»-klik.
Måtterne laves i forholdet 1:2, erfarer man, hvilket er konstruktionens arkitektoniske princip – som i traditionel japansk interiør, hvor rum inddeles i felter. De negative rum, som lægterne i konstruktionen danner, er i den optik, som meditationens tankeløse tilstand, rensede for materialiseret handling. Med koblingen til Kieslers antiarkitektur og neoplasticismen (i øvrigt en smuk detalje at måtternes blå undersider referer til farvefelterne i den hollandske De Stijl-bevægelse) skaber Myntekær en interessant dialog mellem tusinde år gammel østasiatisk kultur og moderne europæisk futurismeutopi. En småpromiskuøs teoretisk manøvre at få bragt det hele i samklang, hvilket Myntekær ubesværet formår. Og med en så loadet coolfaktor – for værket er i al sin afdæmpethed æstetisk velskabt – at hjemmelavede algereaktorer godt kunne gå hen og blive næste års hype.
