På Palmera i Bergen har et postsituationistisk kaninhul åbnet sig.
Den fjortende udgave af den eksperimentelle musikfestival Borealis i Bergen lærer dig med hjælp fra isbjørnene, hvordan du ryster dine traumer af dig.
Hvis Antonis Pittas’ udstilling på Hordaland Kunstsenter er repræsentativ for konceptet «After Exhibitions» så virker det som en trist nedprioritering af oplevelsen i galleriet.
Apichaya Wanthiangs udstilling i Bergens gamle bankbygning er klædelig på grænsen til det fashionable. Tidens kriser synes at kalde på en healende, poetisk nyeksotisme.
Mens dele af samtidslitteraturen forholder sig sværmerisk til det virkelige finder vi i udstillingen Seeable/Sayable på Kunstnernes Hus i Oslo tre norske samtidskunstnere, som taler direkte ind i sin tid.
Udstillingen Los Angeles – A Fiction giver Astrup Fearnley Museet en anledning til at forstærke sin Venice Beach-agtige identitet by association. Det er rimelig vellykket.
På Volksbühne i Berlin fortsætter Vinge/Müllers nu 360 timer lange version af Vildanden og viser kraftløsheden som kernen i enhver pompøs, fascistisk iscenesættelse.
Udstillingen BGO1 på Bergen Kunstmuseum hviler på en forestilling om at der på den bergensiske kunstscene ikke eksisterer noget modsætningsforhold mellem et udenfor og et indenfor.
Årets masterudstilling i Bergen er en eksplosion af energi som peger i mange retninger, men en større bekymring for biologisk liv har erstattet den selvbiografiske refleksion.
I stedet for at stresse os, tage os ud af kroppen og ud af rummet, bruges digitale medier hos HC Gilje som forlængelse og intensivering af det allerede eksisterende. Gallerirunden i Bergen bringer os også til Bjørg Taranger og Nathan Coley.
En glad bunke identitetsafsøgende værker benytter sig blandt andet af vittigheden og den sciencefictionagtige underliggøring.
Hvem er villige til å betale det profesjonelle tidsskrifter koster? Det er det sentrale spørsmålet når tidsskriftet Vinduet nå overdras til konkurrenten Vagant.
Danh Vo laver suppekøkken og pepper sine værker med spiselige svampe. Lokalt forankret verdenskunst, men også lige lovligt favnende.
Havene stiger og SUPERFLEX’s redningsark er ej blot til mennesker. Men lastet med menneskeprodukter og kapitalismekritik – klædt ud som kapitalisme.
Ane Graff presenterer vår syntetiske fremtid med kontroll på virkemidlene.
