I Kunstkritikks julekalender vælger vores skribenter og inviterede gæster det bedste fra kunståret 2017. I dag: Louise Steiwer, en af Kunstkritikks faste skribenter.
Jeanette Ehlers’ glimrende teaterperformance trækker tråde fra kolonitiden til hverdagens strukturelle racisme med en sjælden vrede og konfrontationslyst.
– I Vesten har vi så travlt med at rette op på alt det, vi har gjort galt, at vi glemmer, at der også er noget, der ikke er postkolonialisme, lød det på modernisme-konference på Louisiana.
Gl. Holtegaards udlægning af kolonihistorien handler mest om, hvordan den hvide dansker lever med sin fortid.
Sæt pris på kunsten på Museet for Samtidskunst er mere ironisk-kækt og klassisk avantgarde, end et reelt indspark i værdidebatten.
Tårnhøje ambitioner på Code Art Fair og en velsmurt maskine på Chart Art Fair tegner konturerne af en københavnsk messeweekend med internationalt potentiale.
Kah Bee Chows udstilling på Tranen er en sensibel fortælling om abstraktion og tilhørsforhold, og om, hvordan vi altid finder hjem.
Store, lækre installationer redder første udgave af ARoS-triennalen The Garden, som er præget af løs kuratering og et overordentligt inkluderende naturbegreb.
Der er en alvor i legen på Louisiana, hvor den før så naivt eksperimenterende Tal R præsenteres som klassisk maler.
Deltagerlisterne fra de københavnske kunstmesser afslører tårnhøje, internationale ambitioner for årets Code Art Fair. Men de danske gallerier – de er foreløbig på Chart Art Fair.
Det Jyske Kunstakademi præsenterer på Kunsthal Aarhus en ubesværet afgangsudstilling, der i omfang minder om tre solide soloudstillinger.
Der er mere sanselighed end stramme koncepter på den 7. udgave af Socle du Monde, der i ny alliance med Zero Foundation omsider har fået internationalt biennale-schwung.
Transkaukasiske filmdigte, en science fiction-retrospektiv og en udstilling vævet af nervetråde. Det danske kunstefterår dirrer.
I valrörelsens Sverige är konstinstitutionerna politiskt ambitiösa, men konstnärligt försiktiga.
Fra samisk kunst som vil hele kolonialismens sår til spraymalte soverom og et splitter nytt museum – trange tider til tross, den norske kunstscenen har en bugnende høstmeny.
Mathijs van Geests sarte assemblager nærer seg på en understrøm av privat erfaring vi ikke får eller skal ha tilgang til.
