Det er helt bevidst, at jeg søger ind i udstillingens sidste rum, hvor jeg kan være alene under pressevisningen af den retrospektive udstilling med Käthe Kollwitz på Statens Museum for Kunst. Den tyske billedkunstner, der virkede fra slutningen af 1800-tallet og næsten frem til sin død i 1945, rammer mig nemlig hver gang. Og jeg vil ikke græde foran mine kritikerkolleger, men endnu mere presserende; jeg vil opleve Kollwitz’ usentimentale men hjerteskærende grafiske værker, tegninger og skulpturer i stilhed.
Jeg vil stå uforstyrret foran kvinden med de sanselige, stærke hænder, der blidt trykker et spædbarn mod sit ansigt i den enkle kultegning fra 1925. Morens øjne og ansigt er dækket af hænder og baby, så kun munden og det ene næsebor mod barnets hud er synligt. Med den geniale komposition stiller Kollwitz skarpt på kontakten mellem mor og barn i et taktilt nærbillede, hvor jeg kan dufte den nyfødtes hud og mærke dens varme på mine læber. Det kan kun være et menneske, der elsker menneskene, som med kulstift på bruntonet papir kan skabe et så nærværende billedsprog.
Overskriften i dette afsluttende udstillingsrum er «Håb» og er fra kuratorens side nok tænkt som en kærlig udgangsreplik. Men jeg finder lige så meget håb i dét Kollwitz, ifølge en dagbogsoptegnelse, betragtede som sit kunstneriske testamente; litografiet Sædekorn skal ikke kværnes (1941). Titlen er lånt fra Goethe og motivet en kvinde, der skærmer sine børn med sin stærke krop. For med dette værk gjorde Kollwitz modstand overfor krigens meningsløshed og viste absurditeten i de mange børn og unge soldater, der blev ofret.
Udenfor museet er et kæmpe banner med Kollwitz’ ikoniske motiv af en kvinde med armen løftet i protest og teksten «Nie wieder Krieg!» også et skræmmende aktuelt opråb. Den oprindelige plakat fra 1924 var udlånt til MoMA, da jeg i foråret besøgte Käthe Kollwitz Museum i Berlin, men kan nu heldigvis ses her i København. Der er tydeligvis rift om forrige århundredes store tyske stjerne for tiden, 100 år senere, i en verden der endnu engang er destabiliseret.
Det er Kollwitz’ politiske og sociale engagement, der er tyngdepunktet i hendes kunstnerskab og derfor også bliver det i Käthe Kollwitz – Mensch, som er den første solo i museumsregi i Danmark. Blandt udstillingens ca. 130 værker er der flere hovedværker, som eksempelvis den lille stærke bronzeskulptur Tårn af mødre (1937/38), men også overraskende mange skitser, der viser Kollwitz’ insisterende grundighed. Det er næsten ubærligt og samtidig respektindgydende at følge hendes forstudier til Voldtaget, blad 2 (1907/08), hvor en bondekvindeligger fladt på jorden; lige så knækket som de planter og blomster, hun blev mast ned i.
Gravid kvinde, på vej ned i vandet (1909) er endnu en scene, med pensel og blæk, fra de udsattes forhold i de laveste samfundslag og med tanke på den manglende fri abort i dele af vores eget Rigsfællesskab, slår værkets tidsløshed mig. Det politiske og sociale engagement er ellers rigt tilstede i samtidskunsten, eksempelvis i Nan Goldins film og fotografier, som har samme intimitet og insisteren på at vise verdens vrangside. Men måske skyldes Käthe Kollwitz’ særlige gennemslagskraft, at man nogle gange ser sin egen samtid klarere gennem fortidens øjne.
Udstillingen balancerer fint den omstændighed, at Kollwitz’ værker skal ses i lyset af de to verdenskrige, men også blot er skildringer af almenmenneskelige vilkår som død og sorg. I Lighus (1919) hvor et lig er skitseret i otte-ti kulstreger, bliver døden uhyggeligt nærværende, når den spejles i det betragtende barns opspilede øjne.
Til Kvinde med dødt barn (1903) brugte hun sin egen søn som model til raderingen af den livløse krop, kun få år før han som 18-årig blev slået ihjel ved fronten. Både før og efter havde Kollwitz et udestående med døden og det var et tilbagevendende tema, som jeg også genkender i hendes serie med elskende par. Samme ømhed, sult og længsel efter at forbinde sig går påfaldende igen i begge motivkredse. Den sammenstilling, elskovsfortabelse og tab af elsket, havde jeg håbet på at se i udstillingen, fordi den oplagt peger på det, jeg ser som vitalisme hos Kollwitz. Heldigvis indeholder den righoldige bog, udgivet i forbindelse med udstillingen, et essay af billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan, som netop læser denne forbindelse og dualitet ind i værkerne.
Det befriende ved Kollwitz’ kunstnerskab er, at det indgyder håb, fordi det er gennemsyret af humanisme, styrke, solidaritet og en kærlig tro på forandring. I August Strindbergs Et drømmespil, der netop har været opført i Skuespilhuset i København, mærker gudedatteren Agnes de jordiske lidelser på egen krop og konstaterer nærmest som et mantra: «Det er synd for menneskene!». Stykket havde urpremiere i 1907 og det er som om Käthe Kollwitz’ samtidige værker kaster Strindbergs offergørelse overbord med sit lavmælte, men tindrende klare svar: «Så lad os gøre noget ved det!»
