Kulturpolitikken, der blev væk

Ingen politikere ønsker i dag at fremstå som elitære, og det kan mærkes på kulturpolitikken, lød det på Dansk Kunstnerråds debat i København.

Det danske folketingsvalg nærmer sig. Det kunne man mærke på stemningen til Dansk Kunstnerråds debat om dansk kulturpolitik i Arbejdermuseet i København. Foto: Heidi Hove.

Det var en tætpakket festsal på Arbejdermuseet, der i går tog imod politiske ordførere, chefredaktører, toneangivende politiske kommentatorer og stemmer fra kunstverdenen i bred forstand, til debatten «Kunst og kultur ifølge danskerne» arrangeret af Dansk Kunstnerråd – en tværfaglig organisation for professionelle kunstneres organisationer i Danmark. Under festsalens røde faner kunne man på stolerækkerne genkende et par museumsfolk, enkelte kunstnere og flere, der lignede reportere. Langt størstedelen af de fremmødte så dog ud til at være kulturens kernepublikum, og eftermiddagens moderator Ane Cortzen åbnede således debatten med et «Kære kulturforbrugere!»

Anledningen var, foruden det folketingsvalg, der skal afholdes om senest 95 dage, den dybdegående analyse af danskernes kulturforbrug, «Mellem ballet og biografer – kultur ifølge danskerne», der udkom i sidste uge og som tænketanken Mandag Morgen har lavet for Altingets kulturpolitiske netværk.

Analysen er foretaget blandt 2000 repræsentativt udvalgte danskere mellem 18 og 75 år, og ønsker at afdække et tilsyneladende paradoks. Ifølge målinger fra EU (EU Observer, 2012. Culture in figures: Nordics most engaged) er danskerne nemlig den mest kulturforbrugende befolkning i Europa. Samtidig viser den ene meningsmåling efter den anden, at hvis man beder danskerne om at rangliste hvilke velfærdsområder, der skal have mest offentlig støtte, så ender kulturen på en klar bundplacering. Så hvordan hænger det mon sammen?

Ikke overraskende viser det sig, at det handler om, hvordan man stiller spørgsmålet: Beder man folk tage stilling til, om de helst vil have kræftbehandling til syge børn eller mere ballet, så er svaret givet på forhånd. Derfor er det kærkomment med en undersøgelse, der spørger til danskernes holdning til kultur – ikke set i forhold til andre offentlige anliggender, men på kulturens egne præmisser.

Undersøgelsens resultater er ikke overraskende, omend glædeligt nyt. Den viser, at 78% af befolkningen har gjort brug af kulturoplevelser i hjemmet indenfor den seneste måned. Det kunne eksempelvis være litteratur, tv-serier eller musik. I alt 59% har i løbet af det seneste år deltaget i kulturelle tilbud udenfor hjemmet, eksempelvis været på museum. 

Netop museer rangerer højt, hvis man beder befolkningen pege på, hvilke typer af kulturtilbud, der er vigtigst at have. Her topper museerne sammen med skuespil og biblioteker, mens kunsthaller og gallerier ligger noget lavere på listen. Prioriteringen kunne tyde på, at danskerne vægter de kulturtilbud, der når det bredeste publikum højst, ligesom det kunne afspejle en principiel holdning omkring, at kulturtilbud, der har folkeoplysning som formål, er vigtigst for samfundet. Desuden peger en graf i undersøgelsen på, at danskerne har en ret finkulturel forståelse af ordet kultur: Museer, skuespil, ballet og opera ender i toppen af listen over, hvad danskerne forbinder med ordet.

Undersøgelsen har desuden spurgt til, hvilken værdi kulturen skaber for den enkelte og for samfundet. Her er der forholdsvis bred enighed om, at kulturen skal underholde, men også lære os nyt om verden og os selv, samt at kulturen binder os sammen som nation og fremmer den offentlige debat. Og ikke overraskende er der massiv enighed i befolkningen om, at kulturen gavner børn ved blandt andet at udvikle deres kritiske sans, øge deres forståelse for samfundet og understøtte den faglige læring i folkeskolen.

Kilde: «Mellem ballet og biografer – kultur ifølge danskerne»

Hvis analysens to første dele tegner et billede af en befolkning, der er nogenlunde enige om kulturens essens og værdi, så skiller spørgsmålet om finansieringen af kulturlivet vandene. 55% af danskerne mener, at det offentlige skal være med til at finansiere en stor del af kunst- og kulturlivet, mens 33% mener at kulturen som udgangspunkt skal kunne klare sig selv økonomisk. Her mener henholdsvis 80 og 79% at biblioteker og museer skal modtage offentlig støtte, mens kun 39% ønsker at støtte kunsthaller «og gallerier», som det hedder i analysen. Det fremgår ikke klart, om der her tales om kommercielle gallerier, der ellers kun i meget begrænset omfang modtager kunststøtte, eller om der snarere menes ikke-kommercielle udstillingssteder, der ikke kan kategoriseres som kunsthal eller museum.

Tilbage i festsalen på Arbejdermuseet indtager Trine Bille, professor på CBS, talerstolen som den første efter analysens resultater er fremlagt. I en kølig og saglig tone peger hun på nogle af de problematikker, der er ved den undersøgelse, der ifølge Bille rejser flere spørgsmål, end den besvarer. Hun hæfter sig blandt andet ved det åbenlyse problem, at der ikke skelnes specielt tydeligt imellem de forskellige kulturelle områder og pointerer, at det ville være interessant at vide, om det er tv-serier eller samtidskunst, et flertal af befolkningen mener skaber sammenhængskraft i samfundet.

I spørgsmålet om den offentlige finansiering af kulturen peger Bille på, at det kan være problematisk, at der ikke spørges til, hvor stort et tilskud, man ønsker, at der skal gives. Den spørger heller ikke ind til, hvordan støttevilligheden fordeler sig imellem brugere og ikke-brugere af de forskellige kulturelle tilbud. Bille peger på, at tidligere undersøgelser har vist, at der faktisk procentvis er flere danskere, der ønsker økonomisk støtte til opera, end der er danskere, der nogensinde har set en opera. Her er det interessante spørgsmål jo, hvilken værdi opera genererer for de, der ikke selv bruger netop det kulturtilbud. 

Således oplyste går vi igang med debattens egentlige spørgsmål: Når nu danskerne viser sig at vægte kulturpolitikken forholdsvis højt, hvorfor er det så et tema, der virker totalt fraværende i den politiske debat, som den udfolder sig her i valgkampens spæde begyndelse?

Politisk kommentator Søs Marie Serup og chefredaktør Tom Jensen. I midten moderator Ane Cortzen. Foto: Louise Steiwer.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen går på scenen. I i sidste måned skrev han en kommentar «Kulturen er pist borte», der opridser nogle af årsagerne til kulturens deroute i dansk politik. Her peger han på borgerlig maner på, at den klassiske dannelse blandt både politikere, journalister og befolkning er på retur. Politikerne, mener Jensen, er simpelthen ikke klædt på til at tage en indholdsmæssig diskussion om kulturområdet. Derfor er kulturministeriet i dag et område for en fagminister, der flytter lidt rundt på nogle bevillinger indenfor et meget smalt kulturområde, hvorimod den bredere definition af kultur – nemlig den, der handler om, hvordan og på hvilket værdigrundlag vi lever vores liv – er marginaliseret.

På scenen får Jensen selskab af politisk kommentator på BT og tidligere spindoktor Søs Marie Serup, der giver ham ret i, at kultur er et lavstatusområde på Christiansborg. Hun pointerer, at mens debatten om kunsten føres i meget snævre, lukkede kredsløb, så handler den brede kulturdebat om «juletræer og frikadeller». 

Årsagen skal ifølge Serup findes to steder. For det første i det, hun kalder en bevidst «dumb it down-effekt», som handler om, at hvor dannelse tidligere var et ideal, så har ingen politikere i dag lyst til at fremstå som elitære. For det andet i den business-tankegang, hvor alle politiske tiltag skal kunne betale sig økonomisk og som betyder, at vi gerne taler kulturbudgetter, men kun meget sjældent om, hvad kulturen er eller betyder for os.

Jensen og Serup konkluderer i fællesskab, at kulturpolitikken nok aldrig bliver et centralt valgkampstema. Valgkampen, siger de, er en tid, hvor man diskuterer politiske prioriteringer, men ikke et optimalt tidspunkt for at løfte en debat om de afgørende, identitetsbærende kræfter i samfundet. Når kulturen endelig kommer på den politiske dagsorden bliver den opfattet som underholdning, pointerer Jensen: «Kulturministeriet bliver opfattet som afdelingen for fest og farver.»

Den slags beskyldninger kan man naturligvis ikke have siddende på sig som politiker og i en række lyn-debatter mellem politiske ordførere på den ene side og stemmer fra kulturlivet fra den anden, var det især politikerne, der bed fra sig. Gitte Ørskov lagde ud med at gentage den kritik, hun i sidste uge rejste i et debatindlæg i Politiken, «Christiansborg er kulturens sande provins».  

Her argumenterer  Ørskov  for, at politikerne tror, at kunsten kun er for de få og eksisterer i et lille lukket kredsløb. Med udgangspunkt i sit eget museum, Kunsten i Aalborg, forklarer hun, at det synspunkt slet ikke svarer til den oplevelse, man har ude på museerne. Hertil svarede Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen, at der på Christiansborg er kulturpolitisk konsensus om, at kunsten skal være fri fra politiske krav, og at der derfor – jævnfør armslængdeprincippet – hverken kan eller skal føres en statslig kulturpolitik. Han sendte i stedet bolden videre til kommunerne, hvor han mener, at den væsentligste kulturpolitik føres.

Mogens Jensen, Socialdemokratiets kulturordfører og Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg. I midten, moderator Ane Cortzen. Dansk Kunstnerråds debat i Arbejdermuseet. Foto: Louise Steiwer.

Bertel Haarder (Venstre) supplerede senere den betragtning med at sige, at kulturministeren primært er administrator for et lille antal statslige institutioner, mens kommunerne har langt færre restriktioner på, hvordan de kan prioritere. «Jeg er så træt af, at hver gang Dansk Folkeparti (DF) bryder armslængdeprincippet og dikterer, hvad kunsten skal, så skal vi andre høre på, at det kun er DF, der har en kulturpolitik,» udbrød han ophidset og til stort bifald fra salen.

Haarder kunne sådan set godt genkende karakteristikken af kulturministeriet som et lavstatus-ministerium og mente, at det handler om to ting: For det første, så er det statslige kulturbudget så forsvindende lille en del af samfundsøkonomien, at det automatisk afføder en lavere prestige (»Så tilfør da nogle flere midler,« råbte en bagerst i salen). For det andet mener Haarder, at «den vigtigste kulturminister er undervisningsministeren.»

Den var både Franciska Rosenkilde (Alternativet, kulturborgmester i København), Marianne Jelved (Radikale Ventre) og Søren Søndergaard (Enhedslisten) med på. Jelved talte om sine erfaringer med at sikre skolernes møde med kulturinstitutioner i lokalområdet, mens Søndergaard mente, at det vigtigste kulturpolitiske spørgsmål handler om den stigende økonomiske ulighed og den deraf følgende børnefattigdom. «Alle skal have lige adgang til kulturen,» sagde Søndergaard, der desuden pointerede, at der er «masser af kulturpolitiske debatter i Folketinget.» De handler bare ikke nødvendigvis om finkultur, men eksempelvis om public service og beskæringerne af Danmarks Radio.

Aftenens mest konkrete kulturpolitiske synspunkter kom fra Nikolaj Bøgh (Konservative, medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune). Bøgh har tidligere på blandt andet Altinget gjort sig til talsmand for det synspunkt, at de statslige besparelser på kulturbudgetterne skal stoppes, før de forårsager uoprettelig skade. Det synspunkt gentog han denne eftermiddag i et løfte om at «genrejse den konservative kulturpolitik på både kommunalt og statsligt plan.»

Tirsdagens debat om dansk kulturpolitik var således mildt opløftende i den forstand, at der både i festsalen på Arbejdermuseet, blandt den brede befolkning og i nogen grad også i det danske folketing synes at være enighed om, at kulturpolitikken er et væsentligt område, der burde fylde mere i den politiske debat – også selvom debatten kun sjældent løftede sig ud over dette meta-niveau, og primært blev en diskussion om, hvorfor der ikke er nogen diskussion. 

Leserinnlegg