Der er ingen overordnet titel på årets afgangsudstilling på Det Fynske Kunstakademi og det er befriende. Alligevel er der en fællesnævner hos de otte dimittender, for naturen og menneskets forhold til den, løber som en, ja, grøn tråd igennem udstillingen.
Da jeg træder ind i Skulptursalen på akademiet, føles det nærmest som en omfavnelse at stå overfor Signe Maria Friis’ mange kvadratmeter store tekstilværk Her skulle de gå nu. Jeg ser ind i et konkavt buet stykke transparent, gråbrunt bomuldsstof med broderede garnstumper i brune, bleg-rosa, mat-grønne og hvidgule nuancer, som godt kunne ligne tang på en strand. I enkle konturer danner de motivet af en menneskevandring gennem et bart landskab. Som forgreninger i horisonten slutter flere mennesker sig til flokken. Måske er de på flugt? Måske bevæger de sig væk fra krig eller klimakatastrofer og hen imod et bedre liv, bedre muligheder?
Både i kraft af værkets størrelse og det enkle motiv, der spejler kunsthistoriske, men også dybt aktuelle billeder af, hvordan mennesker er og altid har været tvunget til at bevæge sig især væk fra noget, rammer det rent og danner et solidt afsæt for resten af udstillingen.
Det lækre ved præsentationen af Friis’ værk er, at det hænger frit i rummet, så stingene på den konvekse bagside ikke gemmes væk, men viser håndværket. Og så opstår der samtidig en dynamik i rummet i kraft af skalaspringet til Mads Grønbergs lillebitte oliemaleri What you see is what you forgetty, der hænger frit i en fiskesnøre nogle meter derfra. Motivet er et close-up af et par ituslåede briller repareret med blå tape, som er, hvad de er, men også signalerer skrøbelighed. Tænk bare på Harry Potters knuste briller eller Piggys i Fluernes herre. I sidstnævnte understøtter de fortællingen om, hvor let en civilisation kan nedbrydes.
Der er i det hele taget stor følsomhed til stede i flere af afgangsværkerne. Esben Ild Ingemann Larsens seks meter høje vægskulptur af tovværk, snoet så de tilsammen former et stiliseret symmetrisk træ, er inspireret af en tegning lavet af en skizofren patient, som har fået foretaget det hvide snit. Det invaliderende indgreb blev anvendt i Danmark fra 1939 til 1983. Omkring grenene hænger maskinelt fremstillede reflekterende grønne og røde trekanter som blade i akrylglas og kontrasterer naturrebene. Det er oplagt at se værket som en kritik af en maskinel, kapitalistisk ensretning af mennesket og naturen.
I Sofie Sjöös totalinstallation er naturen igen nærværende i form af jord strøet ud på gulvet i foredragssalen, som er forvandlet til et tyst, dunkelt og poetisk univers. Tynde visne grene stikker op fra jordbunkerne og kaster skygger på væggen. Et par børnegummistøvler er skødesløst efterladt, måske glemt? Lidt foruroligende, hvor er barnet? På væggene hænger Sjöös hvide bivoks-skulpturer og ligner krøllede organer, kønsdele eller havvæsener. De taler med Meret Krasas store fossillignende cement-skulpturer af haj-æg-kapsler på gulvet og hendes oliemalerier af drægtige hajer i en slags livmoder. Der er ingen idyllisering af naturen, når Krasas indtagende værker knytter begreberne moderskab, forplantning og rovdyr sammen.
Mai Northcotes serie Vildfarent væv består af tolv små indrammede billeder, hvor eksempelvis kikkertoperations-fotos er forvandlet til grønne akvarel-landskaber. Tuschtegninger af små keramikfigurer – lygtemænd som lysestager – samt kobberætsninger af gadelygter indgår ligeledes i serien. Her ligger koblingen dog ikke lige for, før jeg forstår, at lygtemænd ifølge gammel folkeovertro kan dele sig i flere, ligesom vildfarent væv spreder sig i kroppen, hvis man lider af endometriose. Myten om lygtemændene, der tilmed lokker mennesker til druknedød i det grønne mosevand, bliver en parabel på en smertefuld og uforståelig sygdom.
Myte, teknologi, natur og menneske går også hånd i hånd i Marie Louise Westring Hvidmans værker. Små glasskulpturer, der minder om brystimplantater, indkapsler noget ubestemmeligt, en slags fremtids-fossiler af biologisk materiale. De indgår sammen med filmen Plants breathe without lungs i undersøgelsen af, hvordan vi anvender teknologi i ønsket om at begribe naturen. En fortællerstemme og super-nærbilleder af blomster og vand viser, at vi ofte overfører vores begrebsapparater til naturen, når vi eksempelvis beskriver, hvordan træer ’taler’ med hinanden eller planter ’har sex’. Der er ikke noget nyt i den form for besjæling eller i fortællingen om videnskabelige forsøg, der viser at planter gror bedre til klassisk musik end til heavy metal. Men Hvidmans filmværk er smukt, underholdende og åbner for refleksioner over, om hvorvidt vi stadig bør skelne mellem menneske og natur.
Lige som træerne i Hvidmans film kommunikerer ved hjælp af underjordiske mycelier, er Anders Aarviks server bag matteret glas i et grønt medicinskab forbundet med kunstakademiets infoskærme i indgangshallen. Serveren er vært for en webapplikation (ursuppe.dk), som alle kan tilgå og er tænkt som en kunstnerdrevet platform med udstillingskalender, billeder fra forskellige udstillinger og bygger på ideen om kollektivitet, inkludering og anti-hierarki.
På skærmenes olivengrønne baggrund dukker små sorte cirkler op, der tilsammen danner et mønster, som ligner vandmelonkerner og i videre forstand symbolet på palæstinensernes frihedskamp. Pludselig bliver verdenssituationen meget konkret og det politiske budskab specifikt. Titlen på Aarviks værk er When someone you love is sick you do what you can to make them thrive.
Jeg har en fornemmelse af, at alle otte kunstnere har arbejdet på udstillingen side om side i samme rum, for der er et sjældent overskud til at vende blikket mod hinanden og samtidig forholde sig til verden udenfor. Afgang 2024 virker som et stille, overraskende velkoordineret, hviskende oprør imod den verdensorden, der lige nu gør mange af os usikre. Med vidt forskellige stemmer viser den menneskets sårbarhed og at en mulig medicin er inklusion, åbenhed og fællesskab.
