Følg pengene

Historien om museet, der lånte Jens Haaning en halv million kroner, som nu er væk, blev en verdensnyhed. Vi har talt med kunstneren og forsøgt at følge pengene, der også er historien om tilblivelsen af et værk.

Jens Haaning, Take the Money and Run (an Average Austrian year Income, 2007 and an Average Danish year Income, 2010), 2021, Installation view, Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg, 2021. Foto: Niels Fåbæk.

«Museum lånte kunstner 84.000 US dollars. Kunstneren beholdt pengene», lyder overskriften på en af de mange artikler, der er publiceret de sidste par uger, siden offentligheden blev kendt med Jens Haanings nye værk Take the Money and Run. Frankfurter Allgemeine, CNN, Guardian, sågar kinesiske, australske og indiske medier har været optaget af den halve million danske kroner i kontanter, som skulle have været del af et værk på Kunsten i Aalborg, men som nu er væk.

Planen var, at museet skulle vise to af Haanings ældre værker på udstillingen Work it Out, der handler om det moderne arbejdsliv. De to værker illustrerer henholdsvis en østrigsk og en dansk årsindkomst i euro og danske kroner i form af det fulde beløb i rå pengesedler placeret i en ramme og bag glas. En konkret fremvisning af, hvordan en årsindkomst faktisk ser ud. Men da museet åbner transportkasserne et par dage før ferniseringen, finder man blot to tomme rammer og intet spor af de i alt 534.000 kroner, som museet havde overført til Haaning til genskabelse af de gamle værker. Samtidig sender kunstneren en mail til museet, hvori han meddeler, at han har valgt at lave et nyt værk, som dog stadig forholder sig til udstillingskonceptet.

Museet har foreløbig valgt at lege med. De tomme rammer hænger nu i udstillingen sammen med kunstnerens forklaringsmail. Direktør Lasse Andersson har udtalt, at han regner med at få pengene tilbage midt i januar, når udstillingen lukker. Det skal han ifølge Haaning, dog ikke regne med. Værket er, at han har taget pengene, ikke mindst for at stille spørgsmål ved kunstneres arbejdsforhold.

Få ting ophidser folk så meget som penge. Det ved Haaning, som i mere end to årtier har lavet værker, der ikke bare handler om penge og værdier, men hvor fysiske pengesedler indgår som selve materialet i værket, ofte bag glas og ramme, i bedste Anders And-stil.

Haanings allerførste værk med pengesedler, 2000 German Mark, er fra 1997 og består af bundt penge, indrammet, som var det et slags certifikat. Øverst ligger to 100 mark-sedler, skjult nedenunder ligger fotokopierede 100 mark-sedler. Værket var lavet med penge, som Haaning havde modtaget fra sin tyske gallerist Mehdi Chouakri som betaling for et salg. Det henviser blandt andet til de certifikater, gallerier udsteder i forbindelse med salg af et værk som tegn på ægthed og ejerskab. Her er det smækket sammen, værk og certifikat, til ét. Hvad det betyder, at værket samtidig er sit eget certifikat, er typisk for Haanings konceptuelle, lettere hovedpinefremkaldende måde at turnere økonomiske strukturer og kunstneriske diskurser på. Dykker man ned i det nye værk Take the Money and Run bliver tingene ikke mindre komplicerede.

I journalistik taler man om at ’følge pengene’ for at opklare en sags rette sammenhæng. Måske giver det mening at anlægge samme princip, når vi taler om dit nye værk. Hvis vi fokuserer på det beløb, som den sidste uge har dannet overskrifter på alverdens medier, «84.000 US dollars», «74.000 Euro» eller «534.000 danske kroner», så kan vi samtidig følge værkets tilblivelse. Kan du tage os gennem hele processen?

Det starter i november sidste år, hvor museet kontakter mig. De vil gerne udstille værket En gennemsnitslig dansk årsindkomst fra 2010. Jeg synes, det er en super idé og foreslår – helt uden skumle bagtanker – at det måske kunne være interessant at vise alle tre værker i serien.

Der er den albanske, den østrigske og den danske, alle opgjort i den lokale valuta, bortset fra den albanske, som er opgjort i dollars, 1.933 US Dollars. Når man estimerer gennemsnitsindkomsten i lande som Danmark og Østrig, er bankmyndighederne med indover. Sådan er det ikke med Albanien. Her er det Verdensbanken og det internationale samfund, som sætter den. Det gælder for en del østeuropæiske lande, at hvis de ikke opfører sig ordenligt, så kan man for eksempel sætte deres årsindkomst ti procent ned og så ryger alle de amerikanske investeringer over i nabolandet.

Herhjemme opfatter vi jo den slags som en transparent og regulær udregning, der involverer Danmarks Statistik og alle mulige andre troværdige institutioner. Men det er i virkeligheden et nummer, et politisk tal. For eksempel tror jeg ikke, at vi i Danmark kan opføre os så dårligt, at vores gennemsnitsindkomst kan blive sat ned, fordi vi tilhører den gruppe af vestlige lande, som bestemmer. Efter de albanske pyramidespil og utallige politiske og økonomiske kriser har Albanien ikke meget at skulle ha sagt. De må bare følge, hvad F.N., Verdensbanken, USA, Kina og Danmark siger.

Den albanske var det første værk i serien?

Ja, det er fra 2005 lavet til Tirana Biennalen samme år og kurateret af Hou Hanru, som er en hardcore modig kurator, der ikke er bange for det visuelle. Det svinger så godt i rummet, når han installerer, nok fordi han er tidligere kunstner. Værket var udstillet på det kulturhistoriske museum på et staffeli foran de russiske ikoner. Det var så smukt med sådan et mahognistaffeli med knap 2.000 dollars i ramme, der nærmest lå ovenpå ikonerne.

Jens Haaning, E ardhura vjetore mesatare e një shqiptari, 2005, 1.933 US Dollars indrammet. Installation view, 3. Tirana Biennial, Albanien, 2005.

Desværre blev det hurtigt klart, at vi ikke kunne vise det albanske værk i Aalborg, fordi rammen står på et lager i Frankrig og det var under corona og både besværligt, tidskrævende og dyrt at få den fundet frem og sendt til Danmark.

Er det afgørende, at værkerne vises i de oprindelige rammer?

Ja, værkerne skal vises i de originale rammer. De to rammer, der nu hænger på museet i Aalborg, er de oprindelige fra 2007 og 2010. Det er også derfor, at man igennem glasset kan se limresterne fra den forrige installering. Planen var at lave en ny udgave af den danske med de nyeste indkomsttal.

Ok, så regnede du ud, at du havde brug for 534.000 kroner til at genskabe de to værker?

Nej, nej, nej, så regnede jeg ud, at jeg skulle bruge 605.211 kroner, som museet skulle overføre til min konto. Det dækker de penge, der skal indrammes, plus selve indramningen, transport, diæt og hotel til 11 overnatninger. Det var under corona, så min assistent og jeg skulle i karantæne i Berlin, før vi overhovedet kunne gå hen til rammemanden. Alene udgiften til rammen – som er 1,5 x 2,5 meter, lavet med museumsglas, hos en af de bedste rammemænd i verden – koster 44.617 danske kroner, altså 6000 euro.

Jeg forstår ikke helt. Du havde jo allerede begge rammer?

Jeg var jo nødt til at lave en ny ramme til det danske værk. Årsindkomsten var jo blevet højere siden 2010, der skulle være plads til flere penge.

Ah okay, så nu har du lagt budget og får overført alle pengene fra museet?

Ikke helt, for det næste, der sker er, at museet siger, jeg selv må lægge ud for produktionsomkostningerne. De vil kun overføre det pengebeløb, der skal indrammes. Det vil sige, jeg selv skal betale for indramning, hotel etc. Det er godt 63.000 kroner, som jeg skal lægge ud i næsten tre måneder og som vel at mærke ikke inkluderer honorarer, hverken til mig eller den assistent, som skal rejse med. Så jeg går og spekulerer lidt på, hvor jeg skal finde de penge henne.

For at det kan gøres billigst muligt, har jeg reserveret Billedkunstnerisk Forbunds varevogn i god tid, skabt hul i kalenderen og fundet en, der kan tage ni dage ud af kalenderen. Men der sker så det, at museet overfører pengene for sent, de kommer to dage efter, vi skulle ha kørt. Her falder det hele lidt på gulvet. BKF-vognen er booket flere måneder frem. Det er desuden i starten af sommeren, hvor alle er på vej på ferie og det er svært at lokke en assistent med på en uges pizzakarantæne på hotel i Berlin og så videre.

Er det også sådan, at du er nødt til at hæve alle kontanter hjemmefra på forhånd før afrejse?

Ja, for jeg har prøvet med det østrigske værk, at Wiener Secession overførte pengene til min tyske konto og det så endte med, at jeg skulle betale skat af dem. Og man kan heller ikke umiddelbart hæve så mange danske kontanter i Tyskland. Så da jeg havde vist den danske årsindkomst på et galleri i Paris, tog min gallerist pengene ud af rammen og så tog jeg en endagstur til Paris og puttede de 350.000 kroner i en computertaske og fløj hjem. Jeg er efterhånden ret kold overfor at gå rundt med så mange penge på mig.

Jens Haaning, An Average Austrian Year Income, 2007 – 25.702 Euro indrammet. Courtesy Jens Haaning and SABSAY Gallery.

Da pengene fra museet kommer ind på kontoen, går jeg stadig og overvejer, hvordan jeg skal skaffe midler til overhovedet at komme afsted. Og så er det tankerne begynder at rulle. Du ved, når ens tidsplan begynder at skride, så må man tænke i alternativer. ’Okay, så må børnene få pizza, okay okay, så kan de spise den i bilen, okay, så når vi færgen.’

Hvornår beslutter du dig for, at du ikke vil vise de værker, som oprindeligt er aftalt?

Jeg får simpelt hen en bedre værkidé. Det er sommerferie og jeg er ret syg og forkommen og går rundt nede på Høje Møn. Jeg går tur ud over bakkerne, tænker, forsøger at holde lidt ferie og få uroen ud af kroppen, og så får jeg bare en bedre idé. Så er der jo ingen vej tilbage. I første omgang tvivler jeg også lidt på ideen, fordi det hele er så uvant. I stedet for at jeg skal hive en hel masse ekstra penge op af lommen, så fornemmer jeg, at det her sgu kommer til at give overskud. Og så bliver jeg lidt mistænkelig. Er det mon fordi, jeg er gået på kompromis med værket? Har jeg solgt ud? Men jeg ender med at tænke, at det er faktisk er et ret okay værk. Også selvom jeg har haft ondt i maven i flere måneder, og tænkt alle mulige scenarier igennem, om jeg virkelig kunne gøre det.

Hvordan arbejder du så videre med den nye idé?

I København havde jeg jo begge oprindelige rammer, så jeg afprøver forskellige muligheder; om de bare skal stå tomme og læne sig op ad væggen, eller om der skal ligge penge henad gulvet? Det bliver klart for mig, at rammerne hverken skal stå på gulvet eller være åbne, de skal lukkes rigtigt og ordenligt, men så man stadig kan se sporene efter den lim, som blev brugt til at lime pengesedler og mønter fast med, da værkerne sidst var udstillet. Så selvom der egentlig bare skal smækkes bagbeklædning på to gamle rammer, så tager jeg ned til det rammefirma i Berlin, som jeg har arbejdet med i 25 år, så det bliver gjort rigtigt – jeg har jo heller ikke selv sugekopper til at løfte et så stort, tungt glas.

Han gør glasset rent, lukker det hele igen og skifter også en liste. Den ene af dem har jo stået i 14 år uden penge i. Så snart rammerne er puttet i de professionelle transportkasser, er der ingen, der fatter mistanke. Det er sådan et sted, der også indrammer for de bedre gallerier i Tyskland, værker af eksempelvis Beuys, Richter og Polke udgår herfra. Så alene i kraft af kasserne indgår mine værker i en retorik, som signalerer, at dette kunne være mange millioner værd. Herfra tænker jeg, at jeg er nødt til at spille spillet helt til ende. Ikke noget med at levere værkerne selv i BKF-vognen, så der bliver lavet en aftale om, at museets transportfirma henter dem i Berlin.

Hvornår opdager museet så, at de har fået et andet værk?

Værket leveres onsdag morgen og jeg ved jo godt, hvordan sådan noget fungerer. Man sætter transportkasserne i det rum, hvor de skal hænge og så bliver de ikke åbnet før til sidst, når man har styr på teknisk set mere indviklede værker. Samtidig tænker jeg, at både rammemanden og transportfirmaet kan blive klandret for at have taget pengene og at det ikke må gå udover dem.

Jens Haanings mail til museet ankommer et par timer efter, at transportkasserne er modtaget på museet.

Midt på dagen sender jeg en mail til museet, hvori jeg forklarer om det nye værk. Det er den mail, museet har sat op ved siden af værkerne i udstillingen. Det er en kort formel mail, som fortæller om det nye værk, dets titel, materialer og den slags, og at det både forholder sig til udstillingskonceptet og korresponderer med de værker, som det oprindeligt var planlagt at udstille.

Nu har vi fulgt pengenes vej gennem processen. Lad os tale om værkets titel, som i sin helhed lyder: Take the Money and Run (an Average Austrian year Income, 2007 and an Average Danish year Income, 2010). Det er jo nærmest et imperativ. I radioprogrammet på P1 opfordrer du også andre, som arbejder under dårlige arbejdsvilkår til at gøre det samme. Kan du uddybe det?

Jeg mener bare, at alle folk, uanset hvilken struktur de indgår i – om det er et arbejdsforhold eller et ægteskab eller en religion eller hvad det er – at man skal reflektere over, om det er rimeligt, at man for eksempel skal tage penge med på arbejde. Og hvis man i det hele taget indgår i urimelige strukturer, så kan det være, man skal stjæle af kassen og stikke af.

I forhold til at du har leveret et værk, der handler om arbejdsforhold og værditilskrivning, så er du egentlig endt op med at arbejde en hel del for et museum, som før da ikke var særlig kendt udenfor landets grænser. Du stiller op til langt flere interviews, end hvad en institution normalt kan forvente. Du har tilmed sørget for at spændingen, altså værket, strækker sig lige til sidste udstillingsdag, hvor du nok kan vente at blive kontaktet af museet. Altså har du efterhånden arbejdet ret meget for denne udstilling. Har du tænkt på det?

Den PR, jeg har leveret til museet, er jo betydelig mere værd end en halv million danske kroner. Det må man nok konstatere. Men det er fint nok. En af inspirationskilderne til værket, er den sag med ARoS Kunstmuseum, som Sofie Mejlvang og Vibeke Hesselholdt havde, hvor de fik et par lysestager fra museumsbutikken i stedet for udstillingshonorar. De kørte jo den sag virkelig godt og gav jo også museet en masse presse men, med modsat fortegn og uden at få noget for det. Her gør jeg det omvendte, jeg giver museet god presse og får selv noget ud af det.

Værket er omtalt i alverdens medier, optræder endda som formidling i børnenes Tik Tok-kanaler. Trods årtiers erfaring med at arbejde med penge som materiale, havde du så forudset den modtagelse af værket?

Nej, overhovedet ikke. Jeg er jo virkelig en gammeldags kunstner. Det eneste, jeg har tænkt på er, at nu skal jeg lave et virkelig godt værk til denne udstilling. Og så har jeg bare holdt kortene helt tæt på kroppen og gået med det helt selv. Fjorten dage før ferniseringen afslørede jeg det på en middag overfor nogle få venner. De reagerede helt vildt og spørger, om jeg er klar over, hvor god en historie det er. Der går det lidt op for mig. Indtil da har jeg bare været bekymret og gået alene med alle disse overvejelser.

Men der er også noget andet jeg gerne vil sige om dette værk, som ikke kun handler om arbejde og værditilskrivning, men som handler om vores forventninger til kunst. Da den kroatiske kunstner Slaven Tolj blev udpeget til at kuratere den kroatiske pavillon i Venedig i 2005, holdt han en fantastisk tale, hvori han takkede for tilliden, hvorefter han tilføjede, at han ikke havde nogen som helst idé om, hvad det skulle handle om, men at en ting var sikkert: ’Jeg vil på ingen måde indfri jeres forventninger og jeg vil gøre alt for at skuffe jer’.

Den udtalelse har siddet i mig længe, som et vigtigt udsagn og en god attitude. Jeg elsker det. Hvis kunst skal være utopisk, så lad være med at lave det, som bliver forventet. Det minder mig også om kuratoren Charles Esche, som har omtalt forholdet mellem kunstner og kurator i en af sine bøger, ’friendly enemies’, kalder han det. Det synes jeg også er meget rigtigt. Jeg har jo arbejdet med mange af kuratorerne fra den første store kuratorgeneration fra 90erne. På et tidspunkt troede jeg også, vi var kolleger, eller endda venner, men det er vi ikke. Vi er konstruktive og venlige overfor hinanden, men grundlæggende er vi fjender, ’friendly enemies’. Den boksekamp er jo enormt god.

Forbereder du dig på et juridisk efterspil eller en politianmeldelse?

Jeg overvejer overhovedet ikke noget. Jeg er foret med advokater til op over begge ører. Min australske gallerist er en af de førende internationale kunstadvokater. Så jeg har gratis advokatbistand herfra og til helvede. De kan bare komme an.

Jens Haaning, profilbillede fra Facebook, uploaded 2016.

Leserinnlegg