Næsten som var den en gåde kværner en lige dele glitrende og truende skulptur sig gennem et showroom-appetitligt udstillingsrum. Sådan en sfinxet slags gåde om hvad der mon kan have eventyr og vold i sig, hvad kan på samme tid ligne transparens og inferno og heling? Skulpturen, der er gåden, er Nålehækken. Marianne Hesselbjergs nådesløse værk fra 1985 befinder sig i lidt over tre uger i inter.pblc på ydre Nørrebro, som et mystisk og vigtigt fænomen, man skal nå at se før det er væk igen.
I al sin ydre enkelhed er denne gåde en 6 meter lang jernkonstruktion beklædt med stræknet igennem hvis små huller 2.200 overdimensionerede knappenåle er spiddet på kryds og tværs. Nålene (og skelettet) har Marianne Hesselbjerg selv lavet, hun har skåret stål i stænger og slebet hver enkelt stang stikkende spids. Et arbejde med en på samme tid hengiven og brutal monotoni i sig. Nålehækken tog et halvt år at lave og ud gennem dens transparent skinnende helhed fosser også denne hårdføre omgang med materialer og formgivning, måske med selve livet.
Værket er forbløffende, det er sprødt og klart som frosten, men virker også mættet af et andet, mildere temperament end metallets til trods for en konsekvent insisteren på blank hårdhed – i hvert fald formelt. Måske er Nålehækken netop særlig, fordi den er ret utvetydig, hvad angår form og materiale, men et andet sted, inde i udførelsen, er der spor af fine, ambivalente sensibiliteter. At knytte knappenålen som motiv sammen med husarbejde og dermed femininitet er helt klart for banal en læsning af værkets subversive egenskaber, men det føles indlysende, at den umiddelbare vold i skulpturen afbødes eller udfordres – eksempelvis fordi knappenålen hverken er et neutralt eller abstrakt objekt.
På samme måde er der tale om en gennemboring så intens, at den næsten bliver til noget andet. Som om skelettet i midten snarere end kun at blive penetreret faktisk også holder sammen på den spidse sky af metal. Helheden er magnetisk og fjendtlig på samme tid, øjnene og kroppen trækkes hen mod stålet og stålet omslutter sig selv, mens det stikker. Det vil måske både sønderrive og fastgøre. Nåle laver huller i ting og de reparerer, de kan ødelægge og helbrede. Og de er akkurat den slags undselige redskaber, der kræver præcise hænder i arbejdet med at hele de ting, der måske lige så godt kunne kasseres. Selvom spidst og ubøjeligt er nålen et ømt redskab.
Måske er det dér, gådefuldheden har rod, i fornemmelsen af at subtile udslag af ømhed, måske endda romantik findes i den hærdede, smertende, på sin vis våbenlignende overflade. Jeg tænker på store hække som eventyrtrope, fjendtlige torne rundt om de hårde slotte og hjerter, der har allermest brug for at blive smeltet lidt.
Nålehækken ligner bestemt ikke sentimentalitet, den ligner hardliner-minimalistisk dedikation til materiale og proces, til skulpturens autonomi og en af mange årsager overbevisende monumentalitet, ikke mindst værkets første samtid taget i betragtning. Og langs de tusindvis af slanke, elegant håndbearbejdede nåle, inde fra hækkens tæt gennemstukne kerne, synes der også at pible noget mildt. En slags forsonende stemning, viljen til en anden slags forbundethed på tværs af det umiddelbart aggressive, højlydte, udadreagerende. Noget skal holdes fra livet, noget andet skal beskyttes. Der er altid mindst to sider af en hæk.