Frederik Exners Gnomon på Tranen er et hint om, hvor vi skal rette blikket hen, før klimaet kollapser.
Et blåt væsen med hængeører og røde øjne forførte Kunstkritikks Helle Fagralid.
Käthe Kollwitz på Statens Museum for Kunst er en kniv i hjertet og et opråb om modstand.
Filip Vest flyder elegant rundt i kulturarbejderens ydmygende kår i ny performance på Ringsted Galleriet.
Sophia Ioannou Gjerding og Mark Tholander vender små og store fællesskaber, men monstrene forbliver i skabet.
Afgangsudstillingen på Det Fynske Kunstakademi er et hviskende oprør i en usikker verden. Det gør den kun mere seværdig.
Hvad afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi mangler i antal kunstnere, vinder den i kunstnerisk spændvidde og personligt udtryk.
Første akt i Rønnebæksholms årshjul om heste har sine momenter, men er mest et nyfødt føl på vaklende ben.
Dåseringe, økokritik og mytologisk maleri bindes overraskende godt sammen i tre soloudstillinger på Kunstmuseet i Tønder.
Hansina Iversens værker lyser op og får det til at krible i øjnene i Valbys nye kældergalleri.
Lige så unaturligt planter fra alverdens kontinenter fletter grene i Botanisk Have, lige så naturligt blender Marie Lunds værker ind.
– Vi står på skuldrene af dem, der kom før os, siger Julia Rodrigues og Francesca Astesani, kuratorerne bag Charlottenborgs jubilæumsudstilling.
Den analoge kunstfilmen går i barndommen på Tromsø Kunstforening.
Danske curatorn Jacob Fabricius spindel i nätet när två utställningar i Malmö öppnar dörrar i tid och rum.
Amy O’Neills performance var frigørende og noget af det bedste længe set i København. Selve udstillingen er en svært afkodelig affære.
Direktør Ingrid Røynesdal forsvarer Nasjonalmuseets uttalelser om kritikeres politiske holdninger.
Kunstkritikk støttes av
