Som var de bestilt til lejligheden skridter to heste med ryttere forbi Herskabsstalden på Rønnebæksholm, mens direktør Lotte Juul Petersen byder velkommen til Hestens oprindelse. Udenfor gødes den store have af lokale hestepærer og med en lang tradition for heste i garnisonsbyen Næstved, virker det oplagt, at kunsthallens årsprogram er tilegnet det domesticerede hovdyr.
Udover at være en konkret del af landskabet herude, er hesten et ret omfattende tema i kunst- og kulturhistorien, så hvor lægger man snittet? I kataloget kan man læse, at denne udstilling kun er den spæde start, eller «1.akt», som der står, i en undersøgelse, som skal vare året ud med Hestens fortællinger og Hesten og magten, som de to efterfølgende nedslag. Et program med performance, talks, poesisalon og læringsforløb samt en slags social skulptur med bio-diverst hestefoder af kunstnerkollektivet Kultivator, tyder på en bredspektret tilgang til hesten.
I begyndelsen har jeg svært ved at finde fokus i udstillingen, der består af værker af seks samtidskunstnere og ældre værker af seks kunstnere fra det 19. og 20. århundrede foldet ud på relativt få kvadratmeter. Måske fordi jeg leder efter det «oprindelige» i Hestens oprindelse, som jo er et ret vidt begreb. Umiddelbart har jeg eksempelvis svært ved at finde det i den lokale kunstner Karl Hansen Reistrups (1863-1929) hestemalerier, udover selvsagt den lokale forankring.
Udstillingens første rum virker også en smule diffus. Blandt formidling i form af video og bøger samt små hesteskulpturer, der kan købes i butikken, hænger seks af Maiken Bents fascinerende fetich-agtige seletøj, African Mask # 1-10 (2008) og slås om opmærksomheden i rummet. Men da jeg kobler dem til nogle Wendy-hestemagasiner fra 1990’erne, der ligger på et bord, vækker de genklang. Hesten, fællesskabet og de psykologiske aspekter omkring den, bliver her præsenteret som et identifikationspunkt i de formative år.
Casper Roshan Koch Hughes’ figurative maleri The horse in the room (2024) viser en hest i unaturlig stor skala med en baggrund af små bitte mennesker. Billedet knytter også an til forestillinger om identitet og er en kunstnerisk undersøgelse af Hughes’ indiske baggrund, men det forstår jeg primært ud fra katalogteksten. Det er også der, jeg søger efter en knage at hænge to små stærke kunsttryk af Soheila Sokhanvari op på.
De to portrætter forestiller henholdsvis en af Irans mest populære kvindelige sangere fra før den islamiske revolution i 1979 og Sokhanvaris egen mor, der flygtede fra styret. Sidstnævnte har en mørk hest i baggrunden, en ’dark horse’, en outsider som kan overraske med sine skjulte evner. Udover et meningsfuldt ikke-eurocentrisk perspektiv ligger der et væld af fortællinger om frihed, seksualitet og styrke i de billeder, som let kan relateres til hesten som symbol, men værkerne gør det ikke alene.
På sin vis er den fraværende formidling i selve udstillingen befriende, fordi den ikke farver oplevelsen, på den anden side, er man foran flere værker udfordret, hvis man ikke har kataloget ved hånden. Det gælder dog ikke Rasmus Myrups skulptur Solvognen (2024), der er en parafrase over det ikoniske nationalsymbol fra bronzealderen, og som i al sin enkelhed kommunikerer rent. Ligesom de tidligste hulemalerier, er den oprindelige Solvogn et bevis på, at hesten er en trofast følgesvend i menneskets kulturhistorie. Her lader Myrup omvendt solen trække hesten, som har smækket benene op på vognen. Det sætter tanker i gang om, hvordan vores verdens- og natursyn har forandret sig og hvilke funktioner hesten udfylder, når den ikke længere primært er et trækdyr.
I Sonja Stranges videoværk Bond of attention (2024) spiller hesten en mere ligeværdig rolle for en gruppe unge, der er tilknyttet Kernestedet i nærheden af Næstved. Her er hesteterapi en vigtig del af den særligt tilrettelagte uddannelse. Filmen bygger på videomateriale, som de unge har optaget over en længere periode, af deres samvær med hestene og naturen. Jeg bliver opslugt af billeder af hænder på bløde muler, meditativ striglen, generte smilende blikke og dunhammere, hvis brune velour-overflade brydes, så tusind frø flyver i vinden. I samspil med Stranges voice-over om ligheder i heste og menneskers limbiske system og sociale strukturer giver værket mig et skarpt og følsomt indblik i tillidsrelationen imellem menneske og hest.
Det er de personlige og relationelle aspekter i Hestens oprindelse, der er udstillingens styrke. Det ses også i sammenstillingen af Agnes Lunn og Anne Marie Carl-Nielsens mindre hesteskulpturer i bronze med Helen Schous forarbejder i gips til Den Jyske Hingst (1959-1969). Mens gipsmodellerne ånder frit, er de svømmende, pissende, trætte eller græssende bronzeheste fra slutningen af 1800-tallet til 1942 placeret i små glasmontrer. Jeg forestiller mig, at ilten derinde snart slipper op, for dyrene virker så levende. Den tætte placering, vægcitater af kunstnerne og en lille udgivelse om Agnes Lunn forbinder de tre kunstnere i det, der optog dem; undersøgelsen af form, natur og liv. Det er godt tænkt, at et populært kunsthistorisk motiv også bliver fortællingen om tre kvindelige kunstneres fællesskab, kampe og kreative sparring.
Som kontrast til de naturalistiske hestefigurer står Signe Johannesens Siblings 1 and 2 (2024), som to rumlige skulpturer. De er beslægtede, men alligevel forskellige væsener, der består af buede skinnende kobberrør, med omviklet tekstillæder, noget der ligner hove, et sæde og en fane i hestehår. I deres abstraktion og styrke er de i familie med Sonja Ferlov Mancobas bronzeskulptur Krigeren (1961), som vises i et tilstødende rum. Alle tre giver de en fornemmelse af, at menneske og hestekrop er ét stykke.
Måske er det bare dét, som er udstillingens essens? At hestens og menneskets historie er spundet ind i hinanden. Det mærker jeg i de værker, der peger på fællesskaber, og som giver mig lyst til at knytte bånd med en hest.
Det virker som om, kunsthallen i den første udstilling ud af et helt år i hestens tegn, har villet favne bredt og bringe flest mulige perspektiver i spil, blandt andet honorere den lokale tilknytning. Isoleret set efterlader Hestens oprindelse mig med en lidt rodet og amputeret følelse. Forhåbentligt bliver ideen tydeligere i 2. og 3.akt, men lige nu er udstillingen mest som et nyfødt føl, der kæmper med at stå på sine ben.
