To mus står i et køkken og former en griseunge i fuld størrelse af saltdej. De bager den og maler den lyserød, mens de taler om svineproduktion og om, hvor utroligt det egentlig er, at 48 procent af Danmarks samlede areal bliver brugt til at dyrke foder til dyr. Scenen indgår i Louis Scherfig og Anne-Mette Schultz’ nyeste film, der bærer titlen Skellet.
De sidste tre år i slutningen af august har duoen udgivet en ny film, som vises i en kort udstillingsperiode, før den ender på YouTube. Hovedpersonerne er to mus, spillet af Scherfig og Schultz selv – en slags reportere i mini-størrelse, der undersøger et aktuelt politisk spørgsmål.
I den første film, Gammelt Råddent Lys fra 2022, følger vi de to mus, der har forvildet sig ind i James Webb Space Telescope, der netop var blevet sendt ud i rummet. De er på jagt efter viden om det lys, der stadig sendes mod jorden fra Big Bang, men fra himmelrummet kigger de ned på jorden og bliver optaget af, hvorfor mennesker er så dårlige til at forstå hinanden på tværs af generationer. Derfor vender de sig imod hinanden, for at undersøge hvordan en empatisk samtale kan folde sig ud: Fra de helt intime overvejelser om, hvordan de hver især har det med deres krop, til helt fjollede spørgsmål om, hvad de eksempelvis ville foretage sig på en første date.
I OBS/MSC? fra 2023 bevæger musene sig ned under havoverfladen for at undersøge iltsvind i havet. De besøger Øresundsakvariet og prøver at forstå, hvordan fiskedød, forurening og madspild hænger sammen, men også hvordan vi kan engagere os selv og hinanden i et problem, der er både alvorligt og reelt, men også langt fra de fleste menneskers dagligdag.
I den nyeste film Skellet fra 2024 er musene rejst til Jylland for at se nærmere på det danske landbrug. De besøger svinebestande og interviewer blandt andet en landmand om dyrevelfærden på det konventionelle landbrug, han har dyrket i årtier. Og så bager de den lyserøde gris i saltdej.
De tre film er hastigt producerede, samtalebaserede collager af levende billeder, dialog og interviews. Med stor nysgerrighed, men også med forsigtig og ydmyg attitude, indsamler musene viden og snakker med hinanden om, hvordan vi overhovedet kan have en demokratisk samtale i en tid, hvor mennesker har svært ved at tale sammen. Kan to små mus redde verden? Eller er der for meget på spil, også for dem selv?
Louis Scherfig og Anne-Mette Schultz er begge uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i henholdsvis 2018 og 2014. Alligevel kendte de ikke hinanden specielt godt, før de endte i det samme atelierfællesskab AGA på Amager. Her startede de deres fælles projekt om de to mus, der gerne vil genstarte en politisk samtale, der er mere følsom end konfrontatorisk.
Hvorfra kom ideen til en filmserie om to mus, som gerne vil forstå alverdens kriser og problemer?
Anne-Mette Schultz: I starten ville vi gerne lave børne-tv. Jeg kan huske, at vi talte om, hvordan vores egen lyst til at engagere os i politik var blevet fodret af den type børne-tv fra DRs B&U-afdeling, vi selv er vokset op med, men som ikke rigtig findes længere. Det var børnefjernsyn med en oplysende karakter, som udstyrede børn til at kunne indgå i en demokratisk samtale på en måde, som moderne børnefjernsyn ikke gør.
Da vi var små, fandtes der også et tv-indslag henvendt til voksne, «OBS: Oplysning til Borgerne om Samfundet», som bragte korte informationer af generel samfundsinteresse ud til borgerne. Det kunne være noget med at spare på energien eller huske redningsvesten til søs. Det var en måde at tænke tv på, som vi er kommet meget langt væk fra i nutidens massemedier, og det synes vi, er lidt ærgerligt.
Det kan godt være svært at være borger i et samfund, og det er ikke altid, man har redskaberne til at forvalte de ting, man oplever som forkerte, eller overhovedet føre en ordentlig samtale om dem. Da vi startede med at lave den første film i serien, var vi optagede af fjernsynets demokratiske funktion. Vi ville gerne lave en slags Oplysning til Borgerne om Samfundet med anvisninger til, hvordan vi har en samtale om vanskelige politiske emner.
Louis Scherfig: Grundlæggende for alle tre film er, at de spørger til, hvad det vil sige at være menneske i dag, i en politisk verden, som kræver en ny type samtale, hvis vi skal løse de problemer, vi står overfor. Den første film Gammelt Råddent Lys handlede især om kløften imellem generationer. Vi føler nok, at vi er en del af en mellemgeneration; vi er halvt opvokset på internettet og halvt i den analoge verden. På begge sider af vores generation findes to ret forskellige verdener, som lader til at have meget svært ved at forstå hinanden.
Finder musene ud af noget om generationerne? Når jeg ser filmen, får jeg det indtryk, at de især vender blikket indad?
AMS: Ideen var, at musene tog ud i rummet for at lære noget om de andres måde at være i verden på, men de ender i virkeligheden med bare at kigge på sig selv. Det er jo også helt vildt typisk for den samtale om generationer, der findes, at man ligesom ikke kan komme ud over sit eget ståsted.
Det er en pudsig dialog, musene har ude i rummet. Den veksler meget pludseligt imellem noget, som er meget sårbart, og noget, som er rimelig overfladisk. Hvordan er den samtale opstået?
AMS: Dialogen tager afsæt i Paul Theks «Teaching Notes: 4-Dimensional Design». Det er en liste med 52 spørgsmål, som han stillede sine studerende på Cooper Union i New York i 1978-1981. Gennem spørgsmålene lærte vi hinanden at kende, samtidig med at vi lavede filmen. Det gav en interessant tilfældighed – og en del comic relief – hvor vi hele tiden hopper fra emne til emne, og det er nok lidt sådan musene er som figurer, søgende, lidt vægelsindede og svære at holde fast.
Hvorfor mus, egentlig?
LS: Det handler om at antage det lille perspektiv – at man kigger på en stor verden. Men det er også bare en velkendt form fra fabler og børne-tv. Man bruger et dyr, som har menneskelige egenskaber til at skabe en fortælling. Derved kan man forskyde perspektivet lidt, så man kigger lidt skævt ind på sit emne.
AMS: Der er også noget over musens karakter, som gør den til en interessant reporter. Jeg forbinder mus med sådan nogle lidt forsigtige typer, som måske gerne vil sige noget, men som er meget bevidste om, at de ikke har løsningerne på alting. Det er sådan en lidt ydmyg og antiautoritær figur.
Hvad er det for nogle emner, der særligt interesserer musene?
LS: Musene tager altid fat i politiske spørgsmål, som fylder meget i mediebilledet. Sidste sommer talte alle om iltsvind i fjordene, og så var det naturligvis det, musene kastede sig over. I år fylder landbruget meget på grund af den grønne trepartsaftale, så den nye film handler om dansk svineproduktion. Musene er generelt glade for hot topics.
AMS: For mig er det nok musenes tilgang til viden, der er det centrale. Der er noget sympatisk over deres samtale, fordi de er så selvafslørende. Når de udvikler ny viden, er det på sådan en lidt kunstneragtig måde, lidt præget af, hvad de lige har hørt og tænkt var spændende. For mig er filmene også en slags metaovervejelse over, hvad et kunstværk består af. Den dialog musene har, er en samtale, jeg ellers har svært ved at have i min egen praksis, men som jeg tror i virkeligheden ligger til grund for den.
Som kunstner kan man godt føle, man lever lidt i en parallelverden. Mussefilmene er en anledning til at stemple ind i den politiske virkelighed, det bliver en metode til at engagere sig i en debat og få læst op på vigtige udgivelser. I arbejdet med Skellet læste vi en masse af de bøger, der lige nu bliver lavet om landbruget. Den Grønne Ungdomsbevægelses udgivelser om naturbevarelse og landbrug kan virkelig anbefales. Og da vi lavede OBS/MSC? besøgte vi blandt andet Øresundsakvariet. Det førte til den del af filmen, hvor vi hælder dåser med konserveret fisk ud i et bassin med vand, som er en fysisk og meget børne-tv-agtig måde at undersøge et tema på.
Det var en virkelig ulækker scene, synes jeg!
LS: Jeg kan huske, at vi talte meget om den skam, der var forbundet med at lave den scene. Der var noget virkelig grænseoverskridende over at smide mad ud på den måde, selv om det jo sker hele tiden i meget større omfang. Men at konkretisere madspild helt fysisk var virkelig skamfuldt.
AMS: Præcis. Den samme følelse fik jeg, da vi lavede scenen i Skellet, hvor vi former en gris i saltdej for at få fornemmelsen, hvordan det er at producere grise. Pludselig føltes det virkelig unheimlich. Jeg er vildt fascineret af, at jeg kan blive så påvirket af billeder, jeg selv er med til at producere.
LS: Det er en af de ting, som er interessant i dette samarbejde. Der opstår nogle ideer imellem os, som ingen af os egentlig har fuldt ejerskab over. Man går med på hinandens tanker og præmisser, og ud af det opstår nogle billeder, som ikke helt er ens egne. Jeg tror, det er derfor, vi selv kommer til at reagere på de ting, vi undersøger i filmene.
I filmen OBS/MSC?, der handler om fiskeri, er der en sekvens, hvor en voice-over spørger, om musene kan redde havet eller om deres følelser kommer til at stå i vejen. Hvad er svaret egentlig?
LS: Det følelsesmæssige engagement er virkelig vigtigt, når det kommer til at navigere i vanskelige spørgsmål. Det, vi undersøger med mussefilmene, er nok, hvordan man får en holdning til alle de ting, der sker i verden. Hvad er saglighed? Kan man have en samtale om et politisk emne uden at være moraliserende? Hvordan kommer vi ud over en polariseret dem-og-os-tænkning, når det kommer til politiske debatter?
AMS: Den nyeste film om landbruget tager vi for eksempel udgangspunkt i en lidt Inger Støjbergsk modstilling af land versus by, hvilket er en meget følelsesstyret opdeling, der kan ende med at stå helt i vejen for den vigtige samtale om klima. Polariseringen imellem de to grupper er så voldsom, at det bliver svært at komme hinanden i møde, eller overhovedet at tale sammen.
Jeg er selv vokset op på et konventionelt landbrug i Jylland, og det er min far, vi interviewer i filmen. Da jeg var lille, prøvede vores økologiske naboer at lokke ham over på deres side, men han holdt stand, hvilket han siden har fortrudt. I dag siger han, at det nok var hans stolthed, der forhindrede ham i at indse, at det havde været bedre for svinene, hvis han havde haft en økologisk bestand. Den slags indrømmelser hører man sjældent, og vi ville gerne undersøge, hvorfor det er så vanskeligt at tage fejl, ombestemme sig og ændre kurs. Jeg tror, det handler om skam, stolthed og identitet. Det giver jo identitet at være en del af en gruppe, og hvis man indrømmer en fejl, så bevæger man sig over på modstanderens hold.
I musenes tankegang handler det om at få formidlet de følelser, der ligger under den politiske debat. Man må kunne indrømme sine fejl, være i sin skam og have empati for andres ståsted, hvis vi skal kunne tale sammen. Musenes logik er, at hvis man blotter sig for den anden, så tør den anden også vise sårbarhed.
Ville man kunne lave mussefilm om alt, tror I?
AMS: Jeg har tænkt på, at jeg har lyst til at musene bliver mere journalistiske, at vi sender dem ud for at rapportere fra endnu flere aktuelle sager. Jeg cyklede forbi Miljøministeriet på vej herhen og tænkte, at jeg godt gad at se, hvordan musene ville bringe deres lidt specielle tilgang til viden i spil, hvis de skulle interviewe en politiker.
LS: Jeg tror, det er en metode, der kunne lægges ned over langt det meste, og vi har en lang række emner, vi godt kunne tænke os at sætte musene til at undersøge. Mussefilm er en prisme.
