7. december Hesselholdt & Mejlvang

En udstilling med oppustelige objekter var blandt højdepunkterne i kunståret 2020, mener den danske duo Hesselholdt & Mejlvang.

Anetta Mona Chisa & Lucia Tkácová, Try again. Fail again. Fail better, 2011 video, 7:57 min.

Svävande utopier, Lunds Konsthall, Lund, kurateret af Artúr van Balen, Fabiola Bierhoff og Anna Hoetjes.

Udstillingen illustrerer med et omfattende arkivmateriale forgangne tiders anvendelse af oppustelige objekter. Historien er tæt knyttet til den industrielle udvikling fra gummiens udbredelse over plastikken og andre syntetiske materialers indtog. Det er fascinerende at se, hvordan svævende figurer blev anvendt i propaganda- og reklameøjemed i USA og Sovjetunionen fra 1930’erne, at se de kæmpemæssige figurer hoppe som astronauter over både socialistiske og kapitalistiske parader; Disneys figurer i overstørrelse, en tidlig ballonfærd, oppustelig arkitektur. Udstillingens viser også eksempler på aktivistisk og kunstnerisk brug af svævende objekter, eksempelvis den rumænsk/tjekkiske kunstnerduo Anetta Mona Chisa & Lucia Tkácovás video, hvor den politisk ladede knytnæve, nu i kolossal ballon-udgave, blæser op, falder ned og letter igen.

Michael Rakowitz, The invisible enemy should not exist (Room G), installation view, Malmö Konsthall, 2020. Foto: Helene Toresdotter.

Michael Rakowitz, The Invisible Enemy Should Not Exist (Room G), Malmö konsthall

Den iransk-amerikanske kunstner beskæftiger sig med den destruerede kulturarv i det tidligere Mesopotamien, som han beskriver som et «tab for menneskeheden». Et overvældende antal genstande, som har overlevet i årtusinder, men som i årtierne efter den amerikanske invasion i 2003 er bukket under for plyndringer og ISIS’ buldozere og eksplosiver. Rakowitz genskaber statuer og bygninger i materialer af mere prosaisk karakter, dåser og farverig indpakning. Det var sært forførende og berørende at gå rundt i udstillingen og blive mindet om det enorme tab, disse udraderinger repræsenterer. Her bliver det tydeligt, hvordan disse menneskehedens væsentlige frembringelser aldrig kan genskabes, de er tabt. Men med rekonstruktionen sker noget andet. Autenticiteten forskydes. Nye erkendelser opstår, minder vækkes, men fortiden får vi aldrig tilbage i dens oprindelige form.

Zoe Leonard, I want a president, 1992. Installation view, Copenhagen Contemporary, 2020. Courtesy the artist, Galerie Gisela Capitain, Cologne and Hauser & Wirth. Foto: David Stjernholm

Zoe Leonard, I want a president, 1992. Vist på In Focus: Statements på Copenhagen Contemporary, København. 

Nogle værker har en evne til vedvarende at være aktuelle og kun få større dybde og resonans med tidens gang. Sådan et værk er amerikanske Zoe Leonards I want a president, som kunne være skabt i år. Værket kredser om,hvem der har en stemme, hvem har magten, hvorfor nogle er marginaliserede, mens andre bæres frem. Det er en uhyggelig præcis skildring af den nuværende amerikanske præsident, valget og den splittede tid vi lever i. Men det er et digt (og samtidig en dunkel fremtidsvision) fra start-90’erne, som tydeliggør at verden ikke har rykket sig meget siden dengang. Man lades tilbage med en forstemmende følelse af stagnation og et endnu spinklere håb.

– Hesselholdt & Mejlvang er en dansk kunstnerduo (Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang), som har arbejdet sammen siden 1999. For tiden arbejder de på to installationer og en udendørs performance til udstillingen Sustainable Societies for the Future, som vises på Malmö Konstmuseum til januar og senere på EXPO Chicago. Soloudstillingen The White Exhibition åbner på EMMA Espoo Museum of Modern Art, Tapiolai, maj 2021.

Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.

Leserinnlegg