Allerede foran børnehaven møder man udsmykningen af Bank & Rau. På den såkaldte «vinkepladsen», hvor børnene siger farvel om morgenen, står Hunden. Skulpturen er opmuret i betonkuber og viser et barn med en lille opvakt hund. Figurerne er dannet af, hvad der ligner figurativ blindeskrift i pastelfarver og springer én tydeligt i øjnene, som en haptisk godbid. Som den står der trofast, venter hunden bare på at blive klappet og kravlet på.
Det Taktile Alfabet til Børnehaven & Specialbørnehaven Løvetand i Seest, Kolding, blev indviet i 2016 og rummer dels udendørs skulpturer og legeanlæg, dels indendørs vægrelieffer. Men hvordan fungerer udsmykningen til dagligt? Hvilken tilstand er den i efter godt 20 måneder med en masse børnefingre og vind og vejr?
Den uvægerlige lugt af madpakker melder sig, da jeg entrerer børnehaven. Samtidig er der underligt stille. Allerhøjst en puslen. Det er lyden af madro. Småt overtøj hænger i den store garderobe og legesager ligger hist og pist i gangarealet. Til hver side for hovedindgangen er to høje vægrelieffer. Den ene afbilder et par jonglerende akrobatbørn, den anden en flok hunde på en stige. Som de står der, formeligt klodset med ryggen mod muren, ligner de et tetrisspil, der er frosset fast, lige idet brikkerne faldt på plads.
Det Taktile Alfabet passer særdeles godt ind i børnehavnen. Så godt, at udsmykningen har det med at falde i ét med omgivelserne. Her er det ikke blot en floskel, når man bemærker, at udsmykningen er skabt til stedet. Værket er rent faktisk lavet i takt med opførelsen af børnehaven. Mere stedsspecifikt bliver det ikke.
Bank & Raus kunstpraksis kendetegnes blandt andet ved genanvendelsen af fordums håndarbejde til at levere en kunstnerisk og historisk perspektivering af nutidige samfundsforhold. I forlængelse heraf løber der gennem kunstnernes værkproduktion en kritisk tråd, som Det Taktile Alfabet også er spundet ind i. Navnligt med reference til kvindebevægelsen.
Gennemgående for udsmykningen er et modulsystem af støbte betonklodser, som henholdsvis buler ind og ud i forskellige former og farver, der tilsammen danner figurer. Princippet for modulsystemet er inspireret af «hønsestrik», en frisat strikkemåde, der særligt slog igennem blandt 70ernes kvindesagskvinder i kampen mod restriktive normer og kønsrollemønstre. Men nøglen i værket ligger i taktiliteten i kombination med det visuelle udtryk. Derfor kan børnene, hvoraf nogle har nedsat funktionsevne, nærme sig værket via andre sanser end den altdominerende synssans.
Børn siges jo at være de hårdeste kritikere. Børnehavebørnene i Seest er ingen undtagelse. Det bekræfter to drenge, jeg hilste på ved skulpturen Guleroden udenfor på legepladsen. Den ene sad øverst på skulpturen, den anden ved siden af på en lille trehjulet cykel. Skulpturen, der er udsmykket med gulerodsknaskende kaniner, er opmuret i kuber i variable niveauer med to kummer, der oprindelig var tænkt som plantebede. Men den idé var børnene ikke med på. De anvender i stedet kummerne til at lave mudderbad i, fortalte de to drenge mig stolt.
Sjovt nok tager børnene Det Taktile Alfabet så bogstaveligt, at farverne på skulpturerne på legepladsen er helt eller delvist aftaget. Det er kun et halvt år siden at værkerne sidst blev malet op, og i grunden imponerende hvad børnepilfingre egentlig formår på så kort tid. Lige noget for en patinatilhænger som mig. Dertil kommer, at slitagen taler sit tydelige sprog; børnene bruger kunsten, skønt måden de bruger den på kan bryde med værkets forfatning og delvise intentionelle aspekter. Og det kan sagtens betragtes som værkets fortjeneste, for hele grundpræmissen er, at kunsten er skabt for og til børnene.
Det værende sagt, så havde jeg gerne set, at Bank & Rau havde givet den en tand ekstra med hensyn til kritisk brod jævnfør henvisningen til hønsestrik, så det ikke blot var en formel reference. I 1970ernes hønsestrik blev figurer og mønstrer aktivt brugt til at meddele det grundlæggende budskab. Til forskel nøjes Bank & Rau med søde, men tandløse figurer. Her manglede jeg lige at mærke lidt af løvens klo. Det sagt, så er det prisværdigt, at opleve at kunst indfinder sig steder som børnehaver. Og jeg synes, at Bank & Rau giver et nuser og dybt kvalificeret nutidsbud på den danske arv omkring legepladser og børnehaver, som nedstammer fra 40’erne med figurer såsom C.Th. Sørensen og Asger Jorn. Børn har altid været på mode og det vil de forhåbentligt blive ved med at være. Jeg håber derfor, at opblomstringen af værker i børnehaver som denne i Kolding og diverse kunstlegepladser kun er begyndelsen på en vital videreførelse af traditionen indenfor kunst til børn.
