Sociologen og hjertet
Rosemarie Trockels monumentale udstilling i Frankfurt er et overvældende møde med det intenst idiosynkratiske alting, som hendes kunst er sammensat af.
Rosemarie Trockels monumentale udstilling i Frankfurt er et overvældende møde med det intenst idiosynkratiske alting, som hendes kunst er sammensat af.
Klassiske genrer genforhandles i Melanie Kittis utæmmelige værker på Overgaden. Det er sjovt, personligt og helt vildt politisk.
Alt bevæger sig på Copenhagen Contemporary. Men bevægelse er som bekendt relativ, når man ikke selv kan stå stille.
Kunsthall 3,14 slukker lyset med tre udstillinger som overbyder hinanden i spekulationer om dehumaniseringens afveje.
Årets afgangsudstilling på Det Fynske Kunstakademi er en samtale mellem kommende og verdenskendte kunstnere, og de har både nye og lovlig velkendte ting at sige.
En kompakt terning af maleri – fra guldalder-jam til tyk olieabstraktion – kan lige nu opleves i en kælder i København, og det føles næsten sensationelt.
Fear and Fauna er hårdtslående og moralsk konfronterende, men drukner i sit eget ønske om at være god.
Inuuteq Storch bliver den første kunstner fra den nordatlantiske del af rigsfællesskabet, der repræsenterer Danmark på Venedigbiennalen.
Esben Weile Kjær har en fest i en udstilling, som viser hvordan fælles historie reduceres, når kunsten integreres i selvrealisering og oplevelsesøkonomi.
Rynkede knoldselleri møder roterende plastikulve, glinsende lemonadestande og snurrende valnødder. Det velkendte er funky i årets Afgang fra Det Jyske Kunstakademi.
Astrup & Bordorffs teaterstykke Til Tjeneste er fodformet velfærdssatire; underholdende og skarpt, men uden duoens vanlige sans for glimmer og magi.
Om skulpturer kan være sande er sikkert umuligt at afgøre. Benjamin Hirte har lavet fire monolitter som ligner en flot og skæg opfordring til at stene over ordet true.
Sannsynligvis blir årets utgave av Meta.Morf, Trondheims biennale for kunst og ny teknologi, stående som historisk markør.
Ny samtalsserie om konstkritik i Malmö.
Europeisk vandreutstilling med Frida Kahlo bringer opp i dagen den usikre fremtiden til en samling med dype kulturelle røtter i Mexico.
På et fremvisningsbillede er der altid et par hænder, der viser noget frem, ofte et andet billede.