Sociology is the Science of Love, står der med artig skråskrift på en tavle, inden en hånd går i gang med at viske sætningen ud. Lange negle gør det svært, de ser kunstige ud, og hånden skaber sig lidt med at være dårlig til at tømme tavlen for det her pseudoakademiske fact. Sekvensen er kort, den kører bare i loop på en lille skærm, men den er svær at slippe – og hvor omsonst det end virker at lede efter en nøgle eller en forklaringsmodel til Rosemarie Trockels arbejde, har det her korte videoværk (Ann de nuit, 1992) noget emblematisk over sig.
Værket hænger som slags parentes i et æggeformet rum mellem flere store sale, men ordene og hånden dukker op i hovedet igen og igen i mødet med al den præcision, romantik, kølighed, vrede og indforståede referencetyngde, som er Trockels kunst, og som lige nu breder sig over hele Museum für Moderne Kunst i Frankfurt. Den vel nærmest usammenlignelige tyske kunstner fyldte 70 år i 2022, og velsagtens i den jubilæumsforbindelse har den vældig anerkendte Frankfurterinstitution stablet en retrospektiv udstilling på benene. Her præsenteres et kæmpemæssigt udsnit af hendes såkaldte livsværk (som absolut stadig er i gang).
Rosemarie Trockel har lavet alting, hendes arbejde er måske sin egen sociologi. En objekt- og motivsociologi. Video- og fotoværker, collager, bastante eller underspillede skulpturer, readymades, oliemalerier og tegninger, besynderlig keramik, besynderlige installationer – og lidt (det vil sige meget) af det hele bliver vist på MMK. Forsøg på at sætte arbejdet i system, skitsere konturerne af en sammenhængende udvikling i et formsprog, eller bare ane glimt af gennemgående værklogikker er umuligt og underordnet – måske på samme måde som det ville være meningsløst at klemme en levet tilværelse sammen på en regulær linje af kausaliteter.
Og skrift om kunst kan jo godt lide sammenhænge og forklaringsmodeller, så den afvisning af et dechifrerende blik udefra, der lader til at ligge latent i Trockels arbejde, er først og fremmest vidunderlig: Hun har to øjne, der ser en virkelighed, bearbejder den i hvilket som helst materiale og lader resultatet, der både kan ligne tilfældighed og hardcore intention, stå åbent som en bog uden sætninger. Hendes værk kan ikke rigtig læses, fremgangsmåden må være anderledes: Simpelthen at kigge, undres, give sig hen til denne undren, nyde at finde visse tråde af motiv og materiale, nyde når disse tråde klippes godt og grundigt over, forsøge at tage så meget ind som muligt og acceptere, at hovedet må komme til kort. Fem årtier strækker arbejdet sig over, og bevægelsen ind i den massivitet, som udstillingen samler sig til, både i omfang og udtryk, er totalt overvældende.
Dens begyndelse er lys og ganske storslået, en slags arkitektonisk ouverture. Blå silketryk af et løst strikket evighedsmønster (Prisoner of Yourself, 1998) løber gennem det højloftede atriumrum som en frise direkte på væggen, og peger utvetydigt på det tætteste Trockel vel kommer på et varemærke: Hendes store, strikkede billeder fra 1980’erne. Det er ret cool at åbne sin nok hidtil største retrospektive udstilling med den her form for selvrefererende hit, helt velegnet til det sære mix af kommunal kirkelighed, som selve rummet besidder. Det strikkede er et gennemgående motivprincip og et blåt fængsel, men bliver her også et bagtæppe for eksempelvis de smagfulde keramikrelieffer, der hænger i rummet og lidt ligner skulpturbryster eller forkerte kogeplader eller ventilatorer (Training, 2011 og Challenge, 2018).
Videre mod et mørke, et trekantet og dramatisk rum, hvor sortmalede vægge og spotlys sprøjter lidt teater ind i kunstens selvsikre tørhed. Der er komfurstemning og erotik over det hele, flere variationer af Trockels ikoniske kogepladebilleder (blandt andet Untitled, 1992 og Unplugged, 1994), men også video, foto og skulpturelle assemblager beskæftiger sig med køkkener og begær, måske underkastelse. Sabine (1994) er et sort-hvid-fotografi af kunstnerens søster, der poserer nøgen og solbrilleklædt ovenpå en kogeplade, som skulle hun forføre den eller tilberedes, og i videoværket Mr. Sun (2000) sværmer nærgående kameraer om et Heiliger-komfur, nænsomt og tæt på, som betragtede linsen en krop. Lydsporet er Brigitte Bardot, der på den 1960’er-kokketterende og lavmælt liderlige måde synger kærlighedssangen Mister Sun, og det betyder, at hele det dunkle rum bliver fedtet ind i den her sengekants-vibe. En lidt mere dampende sexethed, der passer godt til den tilbageholdende minimalisme, som de kogepladebesatte stålrelieffer også taler med eller taler om.
Feministiske læsninger af dette spor i Trockels arbejde er indlysende og selvfølgelig ikke uvæsentlige, men så meget desto skønnere er det, at værkerne præsenteres i en stemning, der også rummer en kritisk ambivalens: Mere eksplicit seksualitet, noget BDSM/Marquis de Sade/fetish-agtigt, æg og Bataille dukker alt sammen op som små hints gennem rummet. Det opbløder den formelle tyngde og stringens, som selve kogepladerne besidder, og det gør kønsperspektivet og domesticeringstematikkerne flertydige.
Rosemarie Trockel-udstillingen er – som hendes arbejde – næsten grænseløs. Forsøg på at beskrive den udtømmende føles som forsøg på at trække sit allerdybeste vejr inden et dyk og vide, at det selvfølgelig ikke vil være dybt nok til at besejre havet. Der er virkelig mange værker, for mange kunne man mene, men der er også en beundringsværdig skamløshed i at (være en kvinde på 70 år og) brede sig helt vildt over tre fulde etager. Bruge en masse væg- og gulvplads på nogle helt knaldede eksplosioner af glaseret keramik (blandt andet Louvre-serien, 2009), dedikere et rum til en nærmest karikeret white cube-ophænging af en række bizarre, fotorealistiske oliemalerier, som Trockel har fået produceret i Kina (blandt andet Rush Hour, 2021 og White Hope, 2021).
De her ting kunne jeg sagtens have undværet at kigge på, de ligner pengeobjekter frem for alt (måske en kritisk metakommentar til kommercielle kunstmarkedslogikker, hvad ved jeg). Men tilstedeværelsen af ultimativ idiosynkrasi, der er så symptomatisk for Trockels arbejde, føles alligevel som en slags berettigelse af selv den mest designagtige keramik, selv den mest uforudsete herbariumromantik a la Karl Blossfeldt: Tørrede blomster, frøkapsler og andre naturfragmenter, sirligt installeret i wunderkammerlignende vitriner (Musicbox, 2011) – også med et lag af referencer til Jane Goodall og Marcel Duchamp, men stadig: mystisk.
Det ligner at stort set ethvert indfald, enhver god stener over stort og småt, har fået lov at komme ud af hovedet og blive en fysisk ting i verden, men den fornemmelse kompromitterer hverken værkernes præcision eller oplevelser af mild åbenbaring i mødet med uforklarlige motivsammensætninger. En hængende, nærmest hængt, bronzesæl i naturlig størrelse med en krans af lyst hår om hovedet (Untitled (”There is no more unfortunate creature under the sun than a fetishist who yearns for a woman’s shoe and has to settle for the whole woman”), 1991). Et afhugget og glinsende keramikben på et sterilhvidt kakkelbord, serveret med en tiltet whisky (Less Sauvage than Others, 2006/2011). En lillebitte kængurufigur placeret inde i munden på et portræt af en halvnøgen kvinde med orgasmeansigt (Kangaroo Admiring the Jaws of a Beauty, 1983)). En slags underliv i styropor iført hæklede underbukser og plasticnederdel, parret med en hængende handske, der griber om noget vandslange (Aus Yvonne, 1997). Eksemplerne er utallige – og det gavner bestemt ikke værkerne at blive forsøgt beskrevet på den her reducerende måde.
Måske er det derfor, Rosemarie Trockel er så bogstavelig talt overvældende en kunstner – entydigt værdiladede superlativer om hendes arbejde føles netop utilstrækkelige, fordi det tit ser ud som om, at det ikke interesserer sig for at være at være æstetisk konsekvent, ikke interesserer sig for at være ’godt’, ’smukt’, ’cool’, ’klogt’ (selvom det ligeså tit er alt det). Der lader ikke til at være grænser for materialer, abstraktion, figuration, trippet fantasi og konceptuelt minimalisme-jam, men gennem det monumentale morads af ting som udstillingen er, findes følelsen af, at hvilken som helst beslutning er mættet af kunstnerisk hengivenhed – hvor gak den end kan tage sig ud.
Så hvis sociology is the science of love er Rosemarie Trockel vel både sociologien og kærligheden, og hendes udstilling på MMK er virkelig en stor oplevelse – også som kuratorisk magtdemonstration. Den er grundig, den er fattet og analytisk observerende som videnskaben, og den er kaotisk, smeltet, tillidsfuld og sulten som et varmt hjerte. Og den er alle de andre øjeblikke af glasagtigt klarsyn og forførende ulogik, hvor sproget ikke kan stille særlig meget op.
