Atomvinter på Astrup Fearnley Museet
Alt som er igjen er Ignas Krunglevicius’ pessimistiske lydinstallasjon og Anselm Kiefers bokhylle.
Alt som er igjen er Ignas Krunglevicius’ pessimistiske lydinstallasjon og Anselm Kiefers bokhylle.
Bergen Assembly 2022 er adferdsterapi for en samtidskunst som trenger å senke skuldrene.
Ina Bloms nya essäsamling är en uppmaning att inte bejaka det som får oss att känna oss mest hemma, utan snarare det som framkallar känslor av obehag.
Maria Meinilds The Chairs fremstår som noe så sært som å være genuint godt ment.
Årets utgave av Lofoten International Art Festival er et inspirerende møte mellom kunsten og et helt særegent sted.
Bildaktivisterna återupptäcks på Centrum för Fotografi i Stockholm.
Hans Hamid Rasmussens fotografier reiser spørsmålet: var det virkelig nødvendig å slutte med tømmerfløting?
Fra et skybrud af postmodernitet er kælderen hos Simian oversvømmet af Torben Ebbesens værker. Her skal man druknes lidt for at komme nogen vegne.
Andreas Meinichs fotografier er eksempler på hvordan mobilkameraet reduserer erfaringen til suvenirer.
Verdensteaterets memento mori erstatter hodeskallen med en fysisk erfaring av forgjengelighet.
Sean Scully udstiller store ting på Thorvaldsens Museum, men arkitekturen og den faste samling er for længst en symbiose, og så er det svært at være gæst.
Calle Segelbergs portretter fremhever den mellommenneskelige relasjonens emosjonelle nivå.
Sannsynligvis blir årets utgave av Meta.Morf, Trondheims biennale for kunst og ny teknologi, stående som historisk markør.
Ny samtalsserie om konstkritik i Malmö.
Europeisk vandreutstilling med Frida Kahlo bringer opp i dagen den usikre fremtiden til en samling med dype kulturelle røtter i Mexico.
På et fremvisningsbillede er der altid et par hænder, der viser noget frem, ofte et andet billede.