I mai åpnet Julie Edel Hardenbergs retrospektive utstilling Nipangersitassaanngitsut/Those who can’t be silenced på Nuuk kunstmuseum. Utstillingen, som var åpen frem til slutten av september, viste arbeider gjort i perioden mellom 1999 og 2022. Sentralt i kunstnerskapet står tematikker knyttet til identitet, språk og kolonialiseringens effekter. Selv mener Hardenberg Norden ligger langt etter når det gjelder å diskutere kolonial historie og dens virkninger. «Det kommer til at ramme dem som en tsunami», sier hun. Hennes standpunkt er at vi uten å snakke om og vise frem undertrykkelsen, ikke kan bryte ut av dens strukturer.
Sammen med Inuit Kalaallits eget flagg, Erfalasorput, og det danske flagget, er korset et gjennomgående motiv i kunstnerskapet. Allerede på vei inn på museet var Erfalasorput/Our flag (2009) synlig for publikum gjennom et gavlvindu i utstillingsrommet. Det kroppslige arbeidet, satt sammen av brukte klær i nyanser av hvitt og rødt, vender oppmerksomheten mot den gjenkjennelige sirkelformen som utgjør kjernen i Kalaallit Nunaats (Grønlands) flagg. Til tross for at fargene er de samme som i det danske flagget, er korsformen fraværende og sirkelen kan blant annet forstås å referere til en sirkulær og uavhengig kosmologi. I dette intervjuet, som ble gjort på e-post i etterkant av utstillingen, snakker kunstneren om forholdet mellom tid, erkjennelse og forandring, og om å gi form og språk til opplevelsen av strukturell rasisme som har preget hele hennes kunstnerskap.
Dette er den første retrospektive utstillingen som presenterer sentrale verk fra store deler av ditt kunstnerskap samlet. Hvordan var det å se egne arbeider fra de siste 25 årene presentert i sammenheng?
Jeg er overrasket over udstillingens indvirkning på min krop, fra jeg så udstillingen første gang til de efterfølgende gange. Jo mere, jeg har været til stede i rummet, jo mere sørgmodig er jeg blevet, og derfor har jeg et meget ambivalent forhold til udstillingen. Jeg tror også, det er i erkendelse af, at tid er en væsentlig faktor, hvad angår erkendelse og forandring. Jeg har det fint med de enkelte værker, som repræsenterer min egen erkendelsesproces, der er præget af flere spørgsmål, end nogen kunne give svar på. På den måde har værkerne igennem tiden hjulpet mig videre mod erkendelser, jeg endnu ikke forstod at italesætte.
Hvordan har det vært å vise denne utstillingen på hjemmebane, i fødebyen din Nuuk?
Igen ambivalent. Jeg har ingen fornemmelse af, hvordan den er blevet modtaget i den brede del af befolkningen, fordi jeg har været bosat i København siden 2022. Jeg synes heller ikke, at medierne har dækket den, hvilket jeg ser som manglende engagement i kritisk samfunds- og kulturdebat. I den sammenhæng synes jeg, at vores institutioner svigter ved ikke at tage del i de grundlæggende spørgsmål, der vedrører vores udfordringer som en tidligere koloni. Alt imens den lokale befolkning lider under den koloniale arv, hvor strukturel racisme og anden form for diskrimination eksisterer. Vi har verdens højeste selvmordsrate, som er vokset siden indlemmelsen af Inuit Kalaallit Nunaat som et dansk amt i 1953. Men ingen knytter antallet af selvmord til de eksisterende strukturer og den fortsatte reproduktion af dem. Man fokuserer primært på inuitkulturen og påpeger dens utilstrækkelighed i den moderne verden. Narrativer om, at Grønland blev koloniseret af de mest humane blandt de inhumane, lever i bedste velgående, understøttet af folk der nyder godt af strukturen.
Hvordan var prosessen bak utstillingen? Hva var viktig for deg i valget av verk og presentasjonen av dem i utstillingsrommet?
Den har været præget af tvivl. Personligt havde jeg ikke længere et behov for at udstille mine værker i min hjemby, og tvivlede lige til det sidste, om jeg overhovedet skulle udstille. Jeg var desuden flyttet fra byen året forinden. Men jeg synes stadig, at det var vigtigt at bidrage med kritisk reflektion på 70-året for Danmarks indlemmelse af Kalaallit Nunaat som et dansk amt. Det var noget, jeg havde drøftet med Kristine Bønløkke Spejlborg, en af kuratorerne på Nuuk Kunstmuseum, som vi efterfølgende blev enige om at tage udgangspunkt i. Med hensyn til valg af værker, har jeg gået efter de dele af mit bagkatalog, som ikke var langt fra det, museet selv ønskede at udstille. Selve ophængningen har jeg overladt til museet, efter en indledende gennemgang af værkerne. Det var befriende at overlade det til andre, som viste et stort engagement for værkernes potentiale i rummet.
Den dansk-norske misjonæren Hans Egede kom til Nuuk-området i 1721 for å etablere en misjonsvirksomhet. Dette ble også starten på koloniseringen av Kalaallit Nunaat. I år er det 70 år siden grunnlovsendringen som avskaffet Kalaallit Nunaats kolonistatus, med den påfølgende innlemmelsen av Kalaallit Nunaat i Danmark som et amt, slik du allerede har nevnt. I 1979 ble hjemmestyret etablert og i 2009 ble selvstyret innført. Likevel har ikke selvstyremyndighetene overtatt alle saksområder fra danske myndigheter, innbyggerne i Kalaallit Nunaat har dansk statsborgerskap og den danske dronningen er fortsatt riksfellesskapets overhode. I en av de seneste arbeidene i utstillingen, videoverket My first coin (2022), fungerer ditt eget minnebilde som utgangspunkt når du reflekterer over hendelser som gjorde at du som barn ble oppmerksom på skillet mellom de som var lik deg og de som var lik dronningen (og Jesus) – et skille som gjennomsyret samfunnet du vokste opp i, blant annet skolesystemet. Parallelt med din voiceover panorerer kamerabildet over kolonihavnen i Nuuk, der monumentet over Egede er strategisk plassert på en høyde. I andre del av videoverket forflytter kameraet seg via sentrum av Nuuk og Hotel Hans Egede, til en kirkegård som ligger ved fjorden i boligområdet Nussuuaq. I den siste delen av videoen snakker du om ideer knyttet til «den gode koloni». Kan du si noe om bakgrunnen for verket? Hvordan forholder de ulike delene av videoen seg til hverandre?
Kunstfilmen er skabt i forbindelse med filmprogrammet Whose Gold Is This?, som blev vist på Kunsthal Charlottenborg under Copenhagen Light Festival i 2022. Den blev lavet i forlængelse af projektet Stemmer i Skyggen af Monumenterne, en audiovisuel byvandring, kurateret af Barly Tshibanda, Nanna Katrine Hansen og Katrine Dirckinck-Holmfeld. Projektet blev præmieret samme år af Statens Kunstfond i Danmark. I første del af filmen er det mit indre barn, der taler, og det er forundret over et verdensbillede, der ikke hænger sammen. I anden del taler jeg som en borger, der påpeger den skjulte vold, som de koloniale strukturer udøver mod Inuit Kalaallit igennem diskrimination, hvide privilegier, racisme og forskelsbehandling. Noget som får lov til at eksistere i al ubemærkethed i det perifere Arktis.
Du har også tidligere tatt utgangspunkt i deg selv, din familie og egne erfaringer, for eksempel i ditt språkprosjekt der du i ett halvt år utelukkende snakket og skrev kalaallisut. I utstillingen er språkprosjektet representert med verket Ikioqatigiilluta/Ved at hjælpes ad (2008–2009), som består av en samling postere som kan minne om dagboksoppslag. Posterne er sammensatt av dokumentariske fotografier og korte refleksjonstekster som viser til hendelser som fant sted underveis i prosjektet. Kan du fortelle mere om hvordan språkprosjektet oppstod og deretter si noe om hvordan du tenker om relasjonen mellom det personlige og det politiske i ditt overordnede kunstneriske prosjekt?
Da vores datter var 6 år, gav hun udtrykt for, at hun opfattede det danske sprog som Inuit Kalaallisut-sproget, fordi det blev benyttet i børnehaven, derhjemme og ude. Mit eget sprog, Kalaallisut, opfattede hun som et fremmedsprog. Det gjorde, at jeg igangsatte mit sprogprojekt, hvor jeg igennem et halvt år i 2008–09 udelukkende talte Kalaallisut. Projektet var et sprogligt, psykologisk og kulturelt eksperiment, hvor jeg ville efterprøve styrken af de postkoloniale effekter med udgangspunkt i tanken: Hvad sker der, hvis jeg beslutter mig for udelukkende at klare mig med mit modersmål Inuit Kalaallisut/grønlandsk i min hjemby Nuuk? Igennem de seks måneder blev jeg opmærksom på de sproglige, sociokulturelle og kognitive effekter, det havde udelukkende at tale mit grønlandske modersmål. Under processen fik jeg større bevidsthed om de udfordringer, der eksisterer i den dansk-grønlandske relation – ikke mindst de økonomiske og sociale afhængighedsforhold der eksisterer imellem de to lande.
Selvom projektet var ret enkelt og måske kan forekomme uproblematisk, blev jeg konfronteret med mange forskellige holdninger vedrørende sprog og kultur, og jeg fik et tydeligt indblik i de intense spændinger, der kan være imellem dem. Jeg blev desuden opmærksom på de eksisterende strukturelle og koloniale mekanismer, folk udfordres af. Disse udfordringer udspringer af landets kolonihistorie og dennes indvirkning på grønlænderens selvforståelse, som er fanget i en delt identitet mellem magt og afmagt. Jeg blev bevidst om udøvelse af strukturel racisme, som er udbredt i Inuit Kalaallit Nunaat. Det betyder, at mange Inuit Kalaallit er ekstra påpasselige med at ytre deres holdninger og meninger vedrørende Grønland-Danmark relationen, særligt blandt danskere. I sidste ende skabte sprogprojektet opmærksomhed på problemerne, og det resulterede i, at man i 2009 fik indført en lov med ordlyden: «Private virksomheder med mindst 10 ansatte, offentlige virksomheder og myndigheder skal udarbejde en sprogpolitik.» Men ordlyden er så åben, at man frit kan fortolke ud fra egne interesser.
Jeg vil trekke frem et skulpturelt verk du laget i 2017, omhandlende årstallet for Hans Egedes ankomst til Kalaallit Nunaat, som var plassert litt tilbaketrukket ved inngangen til utstillingsrommet i museet. Det hvitmalte trekorset i menneskestørrelse, lik korsene som brukes på graver i Kalaallit Nunaat, skaper en kroppslig opplevelse når man står ansikt til «ansikt» med det. Tittelen 1721 peker på at selv om kolonitiden tilsynelatende er et tilbakelagt stadium, så hjemsøker kolonien fortsatt Kalaallit Nunaat som en slags levende død. Kan du si mer om hvordan ideen til dette arbeidet oppstod?
Korset med indgraveringen «1721 – » handler om den dansk-norske missionær Hans Egedes ankomst til Grønland, som banede vej for en grundlæggende ændring af Inuitsamfundet i Kalaallit Nunaat. For selv om vores historie ikke starter med koloniseringen af Grønland, skete der en grundlæggende transformation med Hans Egedes ankomst. Man kan sige, at processen med at definere vores egen identitet blev igangsat, på godt og ondt. Samtidig fortæller værket, at man ikke kan undslå sig historien, og at vi er formet af den. Det er et stilfærdigt værk, som opfordrer til refleksion og eftertænksomhed, særligt i en tid hvor grønlænderne begynder at italesætte ønsket om at blive en suveræn stat. Jeg har bemærket, at mange aflæser den politisk og gerne vil have et sluttal på titlen. Men for mig handler det mere om, at man ikke kan omgøre historien, men at man i stedet har indflydelse på valg, der former fremtiden.
Praksisen din er imponerende konsistent, både når det gjelder tematikk, metodikk og estetisk formspråk, samtidig som du hele tiden beveger deg videre og undersøker nye perspektiver. Jeg har allerede nevnt at flaggmotivet bokstavelig talt går som en rød (og hvit) tråd gjennom kunstnerskapet. Rigsfællesskabspause (2005), som forestiller en tvangstrøye satt sammen av det danske og Inuit Kalaallit flagget, har etter hvert blitt en ikonisk representasjon for nordisk kolonialisme. Tvangstrøyen inngår også i en portrettseri fra 2011, der personer ikledd flagglignende kreasjoner er fotografert mot en blå bakgrunn som minner om himmel. Portrettene med titler som Siumut/Straight forward, Namminersorneq/Self-determination og Nuan’/Great fremstår fremadrettede og fulle av energi. Naammaleqaaq/Enough, fra samme serie, som, om jeg ikke tar feil, viser din egen datter, fremstår derimot mer resignert – motivet kan minne om en korsfestelse. Et annet av flaggverkene som jeg vil trekke frem er Ineriartorneq/Progress (2017). Med trådene fra et strikket dansk flagg som halvveis er rekket opp, tar et grønlandsk flagg form. Selv om motivet endres, er trådene og teknikken den samme. Arbeidet tvinger frem det som jeg oppfatter som et bakenforliggende spørsmål i mange av dine arbeider: Går det an å komme ut av de koloniale strukturene når styreformen og de omkringliggende samfunnsinstitusjonene bygges opp av stoffet kolonien var laget av?
Jeg er født ind i de koloniale strukturer, og jeg er desuden også efterkommer af en missionær – foruden Inuit og andre folkeslag, der kan spores i mine gener. Pointen er, at jeg er min tids kulturbærer, formet af et miljø som standhaftigt insisterer på ikke at forsvinde i verdenshistorien som: «Inuit Kalaallit – et folk og et sprog der engang eksisterede». Selvom vores moderne samfund er bygget op omkring de koloniale strukturer, vidner vores eksistens, vores kultur og sprog om, at vi er bevidste om, hvor vi kommer fra. Vi har vores egen fortælling, som kan aflæses igennem vores Inuit Kalaallit-sprog, som ikke er nordisk. En afkolonisering betyder ikke, at man vil tilbage til noget, der var engang. Det betyder, at man har en kritisk tilgang til den historie, der er skrevet om os af andre end os selv. Min mor blev født, da Grønland var en koloni. Jeg blev født, da Grønland var et dansk amt. Mine børn er født, mens vi havde Grønlands Hjemmestyre. Mine niecer er født under det nuværende Grønlands selvstyre. Med tanke på mine kommende børnebørn – hvem ved, hvad fremtiden bringer? Som et af verdens mindste folk og sproggruppe er det en præstation i sig selv, at vi indtil videre har formået at nå så langt. Mangfoldighed eksisterer kun ved, at man sikrer eksistensen og udviklingen af de små sprog og kulturer i verden.
Når jeg i utstillingen så arbeidene i sammenheng opplevede jeg at oppmerksomheten din har forskjøvet seg. På 1990-tallet var du opptatt av identitet, og relasjoner mellom ytre markører og kulturelle stereotypier, for eksempel i Is it all about that (1999). Fotokollasjen er satt sammen av fotografier som viser den samme kvinnen som stikker hodet ut av et hull i et flagg hun holder opp foran ansiktet, lik figurer man finner i fornøyelsesparker. I fotokollasjen Made in (1999) er det du selv som ikler deg ulike kulturelle stereotypier og slik utfordrer betrakterens forutinntatthet. I arbeidene fra de senere årene fornemmer jeg at oppmerksomheten er flyttet innover, og du er mer opptatt av hvordan de koloniale strukturene virker på det emosjonelle og psykologiske planet. Mens du i starten av kunstnerskapet ofte tok i bruk fotografi, har du den senere tiden jobbet mer abstrahert og skulpturelt, for eksempel i serien der du kombinerer svart og hvitt hår med readymades. Selv om håret kan knyttes til kroppen, skaper fremmedgjøringsstrategien du benytter deg av når du setter håret sammen med deler fra ulike redskap en slags psykologisk spenning. Du er også opptatt av hvithetsdiskursen og strukturell rasisme mer overordnet. Stemmer min beskrivelse av denne utviklingen i ditt arbeid?
Jeg erindrer mine unge dage, hvor jeg valgte at tage min uddannelse i de nordiske lande. Først i Danmark, dernæst i Finland og til sidst i Norge. Mit «eksotiske» mørke udseende og en højde på 176 cm vakte altid en nysgerrighed om, hvor jeg kom fra. Åh, du er fra Grønland – så er du dansk!? Oftest måtte jeg agere som et leksikon, samtidig med at jeg ville skabe mig en berettigelse som en Inuk Kalaaleq i verden. Igennem hele min opvækst og skolegang har jeg fået at vide, at jeg skulle lære dansk og tage mig en uddannelse for at gøre en forskel i det grønlandske samfund. Jeg forstod det, som om jeg skulle gøre en forskel til fordel for vores egen Inuit kultur. Men med tiden gik det op for mig, at der var en forventning om, at jeg, særligt som «veluddannet» Inuk Kalaaleq, skulle understøtte den danske tilgang. Det var mærkbart under mit sprogprojekt. Jeg mærkede hurtigt folks reaktion og ændret adfærd overfor mig – som en slags tab af social kontrol.
Det havde også en effekt på opfattelsen af min mands lederprofil i det etablerede system, hvor man gradvist begyndte at hindre ham en karriere igennem (også politisk) forfølgelse og forsøg på karaktermord. Som mange andre kritiske profiler i Kalaallit Nunaat, er Inuk-manden særlig udsat. Han har siden kolonitiden været den største trussel mod det hvide patriarkalske system. Hvorimod Inuk-kvinden for længst har forstået at alliere sig med dette system. Dem ser man mange af, også i ledende positioner. For mig, der er indsat i kulturen og kender de forskellige familiekonstellationer, er det tydeligt at se de forskellige strategier for optimering af egne interesser. Det, der overraskede mig mest, var den internaliserede racisme, hvor grønlændere udøver racisme mod deres egne. Derfor er jeg begyndt at se det grønlandske samfund og borgerne i en mere samfundssociologisk og historisk kontekst. Hvorfor er vores adfærd, som den er? Hvordan spiller vores etnicitet og sproglige tilhørsforhold ind, med tanke på at Inuit repræsenterer en «ikke hvid» kultur, og alligevel er en del af det «hvide Norden».
Jeg vet at du tidligere har snakket om at din deltagelse i kunstprosjektet Rethinking Nordic Colonialism i 2006, kuratert av Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen), har hatt stor betydning for arbeidet ditt. Kan du noe om hva dette prosjektet har betydd for deg, og er det andre prosjekter, hendelser eller praksiser som du vil trekke frem som betydningsfulle for kunstnerskapet ditt?
Min barndom er præget af at skulle navigere i sproglige og etniske tilhørsforhold, med Inuit Kalaallit på den ene side og danskere på den anden. Den forventning til kulturel omskiftelighed har betydet, at der ikke var ro til at mærke, hvem jeg var, indtil jeg blev inviteret med til Inuit Youth International, som er en ungdomsorganisation under ICC med fokus på Inuit Ungdom i Arktis. Efterfølgende blev jeg inviteret med på Rethinking Nordic Colonialism, som havde et kritisk blik på nordisk kolonihistorie. Det var noget, der appellerede til mig og forløste noget indeni mig. Endelig var der et Nordisk projekt, som gav plads til Inuit Kalaallit profiler med en kritisk tilgang Nordisk kolonihistorie. Det var en meget usædvanligt tilgang.
Fordi du jobber konseptuelt har skriving og tekst alltid vært en del av ditt arbeid. Likevel blir det i utstillingen tydelig at skriving og tekst stadig blir en viktigere del av din praksis. I utstillingen finner vi flere tekstverk på vegg som har en spoken word-form. Kan du fortelle mer om hvordan din skrivepraksis har utviklet seg?
Mit modersmål er Inuit Kalaallisut. Dansk er mit første fremmedsprog. Det er et sprog, jeg har måttet tillære mig for overhovedet at skabe mig en berettigelse i samfundet. Det er samtidig et sprog, som repræsenterer den koloniale arv og magtstruktur. Det danske sprog er magtens sprog i Grønland. Det er et sprog, du ikke kan komme udenom. Din succes og karriere i Inuit Kalaallit Nunaat er betinget af, hvorvidt du behersker sproget. Det er et sprog, som på samme tid udøver vold og giver adgang til muligheder, dog begrænset til de geografiske områder, hvor der tales dansk. Jeg er med tiden blevet bedre til at benytte mig af sproget som et værktøj til at italesætte de mere kritiske aspekter af samfundet, særligt igennem dialog med det akademiske og kunstneriske miljø i udlandet. Mit eget samfund har i den henseende ikke været særlig behjælpelig, hvilket har ledt mig til flere spørgsmål omkring vores samfundsstruktur og de indbyggede mekanismer, som har en indvirkning på menneskelig adfærd. Samtidig er jeg blevet opmærksom på, hvorledes de familiære konstellationer præger vores holdninger, hvad angår køn, sprog og kultur.
For tiden har du ph.d.-stipend fra Novo Nordisk Fonden og er tilknyttet Kunstakademiet i København og Københavns universitet. Fra 2022 har du også vært ansatt som førsteamanuensis II ved Kunstakademiet ved Universitetet i Bergen. Hvordan har overgangen fra tilværelsen som «fri» kunstner til akademia påvirket din praksis, og hvordan opplever du at det er å arbeide innenfor de akademiske strukturene?
Jeg tror, at tiden var moden til, at jeg sprang videre til akademia, som har en stigende interesse for kunstneriske profiler som mig – med en flersidig tilgang til problemstillinger. Jeg har indtil videre arbejdet intuitivt og arbejder nu mere målrettet med at indsamle empiri, læse teori m.v. – det er spændende og frustrerende på én gang. Hvad angår mit fokusområde er Norden langt bagud i diskursen omkring kolonial historie. Ovenikøbet er der langt fra akademia til menigmand. Det kommer til at ramme dem som en tsunami. Der tænker jeg, at kunsten er et meget godt mellemled.
I utstillingen har du satt opp er skrivebord der besøkende kan sette seg ned og dele sine erfaringer med kolonialisme, som du skriver skal inngår i ditt ph.d.-prosjekt. På veggen ovenfor skrivebordet står det: «I don’t know whether I’m doing art activism or political work. I just know that my work is my way of not being silenced.» Er det riktig å forstå denne uttalelsen som et motto? Kan du avslutningsvis si noe om ph.d.-prosjektet ditt og hvordan du har tenkt å dra historiene du samler inn i forskningen din?
Udsagnet skulle gerne gøre op med de snævre ideer om min kunstneriske praksis, samtidig med at jeg gør opmærksom på kunstens rolle i samfundet – at undertrykkelse kan brydes ved italesættelse. Med udgangspunkt i mine tidligere kunstneriske undersøgelser af den danske kolonihistories politiske indflydelse i Grønland, vil jeg i ph.d.-projektet Mellem magt og afmagt – det af/koloniserede sind undersøge de koloniale erindringer og erfaringer, der eksisterer blandt befolkningen i Grønland. Min hypotese er, at når man er født og opvokset i et samfund, som er opbygget med koloniale strukturer og tankemønstre, er det ikke altid, at man som borger er bevidst om sin egen medvirken til at reproducere det koloniale system. Derfor har projektet til formål at undersøge de mere usynlige sider af de koloniale strukturer og belyse, hvilken indvirkning det har på borgerne: Hvordan bærer efterkommere af tidligere kolonier den koloniale arv? Hvad er det for processer, man tager på sig, når man vil passe ind eller skille sig ud? Det opsatte skrivebord ved udstillingen giver udstillingsgæsterne mulighed for at sætte sig ned og italesætte egne koloniale erfaringer, noget jeg synes var passende at benytte mig af, særlig med fokus på min praksisbaserede forskning. Jeg er stadig i indsamlingsfasen, men kan allerede fornemme, hvor det bærer hen – en sammenkobling af andre erfaringsbaserede udsagn, sammenflettet til en helhed. Det skulle gerne give et billede af, hvorledes vi mennesker forholder os til historie – eller hvordan vi ikke gør.
Intervjuet er muliggjort av forskningsprosjektet Urban Transformation in a Warming Arctic (UrbTrans), UiO/UiT og Erasmus+.