Til forsvar for Kunstakademiernes autonomi

Denne uge ansatte en enstemmig bestyrelse en jurist som generaldirektør for Danmarks største kulturinstitution, Danmarks Radio. Måske den næste rektor for Kunstakademiet i København også skal rekrutteres blandt økonomer eller jurister?

Efter en uventet nedjustering af finanslovsbevillingerne befinder Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskolerne sig i en krise, som betyder at rektor Mikkel Bogh skal skære budgettet med 10 procent i indeværende år. Det er en drastisk nedskæring, som kommer til at berøre alle ansatte og studerende. Syv ud af 45 fuldtidsstillinger skal nedlægges, den ene af malerskolerne lukker helt mens lejemålet af den historiske bygning ved Frederikholms Kanal, som huser den ene af Billedhuggerskolen (og som har været del af Kunstakademiet næsten siden grundlæggelsen i 1754), opsiges. Antallet af studerende og gæstestuderende skæres ned og de studerendes materialepenge vil fremover blive forvaltet af laboratorierne.

Det er altid svært udefra at gennemskue, hvordan budgettet på en så stor statslig institution som Kunstakademiet i virkeligheden er skruet sammen. Hvornår gik det galt? Hvorfor kommer krisen lige nu, hvad var udslagsgivende? Og hvor frie hænder har Kunstakademiet i virkeligheden til at lægge sit eget budget, sådan som kontorchef Frank Rechendorff Møller fra Kulturministeriet er citeret for at sige til Politiken den 8. februar?

Hvis den økonomiske krisen på Kunstakademiet er svær at gribe er den andre krise, vedrørende ændringer i styrelsesreglerne, ikke til at tage fejl af. På Kulturministeriets hjemmeside kan man læse den såkaldte Aftale for de videregående uddannelser under Kulturministeriet 2011-2014: «Styrelsesreglerne på Kunstakademiets Billedkunstskoler og Kunstakademiets Konservatorskole, hvorefter rektor som hovedregel vælges kollegialt, ændres, så rektor fremover ansættes af kulturministeren.»

Der er ikke noget nyt i, at Kulturministeriet sidder med ved bordet, når en rektor ansættes. Men når det er skrevet ind i en politisk aftale, må det være fordi, det har en vis betydning, hvem der i sidste ende ansætter lederne af de kunstneriske uddannelsesinstitutioner, sådan som det allerede gælder for andre af Kulturministeriets uddannelser såsom Arkitektskolen, Designskolen, etc. En udvikling, som bør ses i klar forlængelse af den kulturkamp, som blev lanceret under Anders Fogh Rasmussens regering og som for alvor har ændret den politiske og kulturpolitiske tone her til lands i det sidste årti. Til Politiken forklarer Kulturminister Per Stig Møller: «Det betyder ikke, at kulturministeren vil blande sig i den daglige drift af institutionen. Det er helt klart rektors ansvar. Men vi sikrer, at der kan ske en bredere rekruttering.» Det er dog svært at lade være med at se denne «bredere rekruttering» i forlængelse af den årelange udhuling af institutionens faglige autonomi som også angår kulturlivet bredt og som ofte omtales som «djøficering» med henvisning til det faktum at medlemmer af DJØF (Danmarks Jurist- og Økonomforbund) i tiltagende grad har indtaget poster, som ellers har været forbeholdt personer med kompetencer indenfor det relevante fag. Hvoraf udpegningen af juristen Maria Rørbye Rønn (der netop omtales som økonomisk ansvarlig, men som langt fra er et kulturelt fyrtårn) som Danmarks Radios nye generaldirektør kan ses som sidste skud på stammen. I tilfældet med Kunstakademiet skal det desuden bemærkes, at rektor, kunsthistoriker Mikkel Bogh, ikke står for administrationen af skolen alene, men sekunderes af en administrationschef, der blandt andet tager sig af økonomistyring, resultatkontrakter, årsrapportering og den slags, som ministeriet måske er nervøs for, at en kunstfaglig rektor ikke nødvendigvis har stor erfaring med.

I et brev af i dag til Kulturministeren, underskrevet af Kunstakademiets professorer lyder det som følger: «Sidst men ikke mindst er der over en årrække sket en forringelse af institutionens faglige autonomi. Det sidste skridt har været en yderligere ændring i rektor-ansættelsesproceduren, der foreslår endnu større ministeriel indblanding i rektor-ansættelse, og dermed tilsidesætter professionel faglig viden og erfaring til fordel for administrativt tættere bånd til ministeriet, og dermed tilsidesætter en gammel tradition for armslængde princip.»

Det skræmmende er, at når armslængdeprincippet bortkastes og kulturministeren selv står med det sidste ord, så er der mulighed for at udnævnelsen af en ny rektor for Kunstakademiet kan risikere at bliver et politisk valg – og man kan så bare fantasere videre og forestille sig, hvad det ville betyde hvis for eksempel Pia Kjærsgaard (lederen af Dansk Folkeparti) skulle blive kulturminister, sådan som hun selv har ytret ønske om. Kjærsgaard, som for et par år siden blev citeret i Artforum for følgende udtalelse om Piero Manzonis værk Merda d’artista (1961): «Spørger du mig, så burde man fra statens side rydde op i det der. Riv dem [kultureliten] ud af den forestillingsverden, som får dem til at tro, at det er kunst.»

Det sørgelige er, at Kunstakademiet i virkeligheden er en af de sidste, store mammuter, som har beroet på en fagligt funderet styring længere end de fleste kulturinstitutioner. Situationen i København er for øvrig et tydelig ekko af en lignende situation på Kunstakademiet i Oslo, hvis autonomi og selvstyre også er blevet betydeligt indskrænket. Man kan ikke andet end undres over hvor svag kunstens stemme bliver, når man i de nordiske land ikke klarer at forsvare de mest fundamentale akademiske friheder. Det ville være uretfærdigt og, ikke mindst, uklogt at lade Kunstakademiets studerende og professorer føre denne kamp alene. En langt bredere kulturel alliance, måske endda på et internationalt niveau, kræves for at stå imod denne udvikling.