Stilleben pop noir

Gl. Holtegaard håbede til det sidste, men fik ikke lov at åbne dørene endnu. Smugkig på Anna Bjergers maleriudstilling med barokke takter. Let at gå ind i – og ud af.

Anna Bjerger, Marble Chairs, 2020, Installation view, Gl. Holtegaard. Foto: David Stjernholm.

Transfervinduet var åbent i præcis 15 dage. Fra en dag i slutningen af april, hvor Gl. Holtegaards direktør Maria Gadegaard i et begejstret Facebook-opslag annoncerede: «Vi tror på det!» – lige indtil Statsministeren kort før weekenden slukkede alle forhåbninger. De danske kunstinstitutioner må først slå dørene op den 8. juni.

Den lille kunsthal i Holte havde under corona-lukningen sat udstilling op med Anna Bjerger og satset stærkt på at åbne denne uge. Sådan blev det ikke. Kunstinstitutioner kom ikke med i anden fase af ’genåbningen af Danmark’, som det så dramatisk hedder i denne tid, hvor vi også fejrer ’genforeningen’, 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Det hele er på en ejendommelig måde lige så nationalt, som det er globalt. Fra flagermus, der basker på et vådmarked på den anden side af jorden, til nedlukningen af en lille velfriseret herregård nord for København opført i 1755.

Svenske Anna Bjerger (f. 1973) er bosat i Småland på den anden side af Sundet, men grundet københavnsk gallerirepræsentation i snart et årti – først David Risley Gallery, siden Galleri Bo Bjerggaard – er hun også del af en dansk scene. Udstillingen Dark Light, som jeg fik adgang til, mens håbet endnu var lysegrønt, indgår i kunsthallens serie med samtidskunstnere fra den hjemlige scene. Martin Erik Andersen, Ulrik Heltoft, Maiken Bent og Astrid Svangren er blandt de kunstnere, der tidligere har været inviteret til at forholde sig til de barokke omgivelser – det vil sige arkitekten Lauritz de Thurahs lystejendom opført efter alle barokkens stilprincipper. Et oplæg, som Bjerger forholder sig lydigt til.

Med afsæt i den symmetriske akse, som skærer gennem huset og forlænges ud i det hysterisk symmetrisk-organiserede haveanlæg, har Bjerger placeret udstillingens første værk i herregårdens centrale rum. Femten forskellige bordlamper med en variation af pyntesyge skærme, fra draperi til frynser, står i en formation på gulvet. Et bad af lys- og skyggeformationer kastes ud på det nylakerede træmosaik-gulv. Hvis ’symmetri’ er første kryds på listen af barokke stiltræk, så er clairsobscur, dyrkelsen af kontrasten mellem lys og skygge, det andet. Læg dertil, at alle lamperne er malet med den teknik, ‘ådring’, der bruges til at imitere ægte træ. En dekorationsteknik, der, ligesom marmorering (som Bjerger har anvendt på 20 plastikstole i parken), var udbredt i barokken. Så er perioden ligesom introduceret.

Herfra må man vælge – om man vil gå til venstre eller højre, mod det lyse eller det mørke. Uanset, vil man i begge retninger opleve det, som Bjerger er bedst til; klassisk maleri, som i denne kunstners tilfælde oftest betyder olie på aluminium. Følger man sin indre skandinaviske melankoliker og går mod mørket, møder man en række småformats-malerier, hver med sit stilleben-motiv; en dukke, en sommerfugl, en vase, en blomst, stearinlys. Ingen umiddelbar indbyrdes forbindelser. Selvom, hvis man skal gå med på legen, flere af dem selvfølgelig også er variationer over memento mori-motivet.

Anna Bjerger, Peek, 2020 Olie på aluminum, 30 x 40 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Til gengæld er både penselføring og motivernes udsnit mere cool og skødesløse end traditionelle stilleben – sommerfuglens vinge rammer næsten lærredets kant (Swallowtail, 2019) og den afslappede, næsten døde, hånd med tændt cigaret er skåret lige før vristen (Ash, 2019). Det giver luft til det ellers lidt bombastiske koncept. At malerierne desuden er baseret på forlæg, fotografier fra magasiner, bøger m.m., forklarer den spiselige, reklame- eller filmfotografiske kvalitet. Både maleriet Peek (et par livfulde øjne, der kigger op over en dynekant) og Candles (to stearinlys med blafrende væger) har en poppet film noir-kvalitet, der kunne egne sig som pladecover. Eller måske tænker jeg det, fordi Candles minder mig om Gerhard Richters ikoniske coverbillede til Sonic Youth-albummet Daydream Nation? Eller måske er Richters billede faktisk Bjergers forlæg? Uanset, hvordan det forholder sig, er det netop sådan, disse små billeder virker. Man bliver sendt på associationsturné i populærkulturelle og kunsthistoriske referencer. En slags memoryspil med stilleben.

I hver ende af huset hænger et par malerier i stor skala. De følger også udstillingens indbyggede symmetri. Samme horisontale formater (150 x 304 cm) og samme landskabelige motiver (solnedgang og birkeskov), mens fortolkningen følger lys/skygge-dikotomien.

I den mørke afdeling er solnedgangen dramatisk rød-lilla med tydelig horisontlinie, der opdeler billedet i lige dele himmel og jord. Overfor, hænger en mørk, stemningsfuld birkeskov med to nøgne stammer i front, symmetrisk placeret i hver side af billedet. I husets modsatte ende hænger den friske, lysende grønne birkeskov i niveau med vinduet ud til haven, som fortsætter det grågrønne farvespektrum på en så ubrudt facon, at det ville have behaget den gamle de Thurah. Overfor, en Edvard Munch’sk orange-gul, sugende solnedgang, måske over Øresund, en vindstille aften, komplet med sejlbåde. 

Alle de store malerier hænger med vilje lavt, så beskueren kan ’gå ind’ i dem. Det gælder faktisk hele udstillingen. Let at gå ind i. Dark Light er en popsang, der indynder sig og forfører, så længe den varer, men som også snart er glemt – forfængelig og forgængelig. Men efter nogle måneder med lukkede kunstinstitutioner og et karantæneliv, som på ingen måder har vist, at onlinepræsentationer (for to sanser) er fremtiden, bliver jeg fundamentalt glad over denne oplevelse (for alle fem sanser), som transfervinduet tillod mig. Det, vi kalder ’en udstilling’. Flere af dem, tak, snarest.

Anna Bjerger, Vase, 2019, Olie på aluminum.

Leserinnlegg