Skulpturer uden kerne og andre Kinder-æg

Malmö er fortsat kunstbyen, der viser københavnerne det, vi ellers ikke ville se – estiske Anu Põder for eksempel.

Installation, Anu Põder, Moderna Museet, Malmö. Foto: Helene Toresdotter/Moderna Museet.

Der var en gang, hvor den københavnske kunstscene yndede at kalde Malmö for Danmarks vigtigste kunstby. Det handlede ikke om herskermentalitet eller et ønske om at overtage byen på den anden side af sundet, men om ren og skær beundring. I mange år leverede Malmö den ene eksperimenterende, velkuraterede udstilling efter den anden. Øresundstoget var pakket med københavnere til hver fernisering. Det var især Malmö Konsthall og Rooseum, der trak, siden også Moderna Museet. Sådan er det ikke længere. De københavnske kunsthaller kom efter det, og institutionerne i Malmö spiller ikke længere den samme rolle i regionen. Bortset fra på ét væsentligt punkt.

Moderna Museets aktuelle udstilling med estiske Anu Põder (1947-2013) er et godt eksempel på, at kunstscenen i Malmö stadig har langt mere udsyn end den københavnske. Det handler nok mest om, at Sverige er et mere ’internationalt’, mere kulturdannet land, med alt hvad dertil hører – af godt og skidt – fra det inkluderende folkhemmet til mere udbygget klassesamfund. Nysgerrigheden overfor kunsten udenfor de fortærskede vestlige kunstmetropoler virker slet og ret større på den anden side af Øresund.

Estland er ikke langt fra hverken Sverige eller Danmark, men nok stadig mentalt. Især i Danmark. Jeg kan på en måde ikke forestille mig en institution i københavnsområdet, som ville binde an med en soloudstilling med en kunstner som Põder. Desuden er oeuvret forholdsvist lille (hvilket fx udelukker Louisiana). Ud af de i alt 60 værker, som tilskrives Põder, eksisterer i dag 40. Den retrospektive udstilling i Malmö rummer 20 værker.

Det starter lavt og snigende – med et limegrønt podie med aluminiumstel, der passer overraskende godt til Põders skulpturer. Og faktisk også til byen omkring museet. Det er nærmest en forlængelse af stemningen af senmodernistisk planbyggeri, som altid slår mig, når jeg er ankommer til Malmö. Det kunne have været køkkenelementer i en lejlighed i en af boligblokkene. Måske også i Tallinn, hvor denne estiske kunstner virkede det meste af sit liv og døde 65 år gammel i 2013.

Jeg elsker, når udstillinger gør den slags. Når fortællingen antændes med det helt rigtige værk eller, som her, med et simpelt udstillingsdesign, der indgyder fornemmelsen af, at nogen har sat sig ind i tingene. At museet har en idé med visningen af oeuvret. Skuldrene sænker sig og giver ro til, at man kan dykke ned.

Anu Pōder, Pasunaga Lasnamäelt (Roosa lind) (Med en trumpet från Lasnamäe (Rosa fågel)), 1988. Foto: Hedi Jaansoo. Courtesy of Art Museum of Estonia © The Anu Põder Estate 2026.

De fleste af Põders værker er i handy størrelser. De kan let flyttes af en enkelt person. Materialerne er også forhåndenværende; træ, tekstil, plastik, reb og tråd. Midt på det grønne podie ligger Ihoprullad figur (1992); en halvvejs sammenrullet madras, som set oppefra ligner en ryg med lange syede sting, der antyder en rygrad. Menneskekroppen er til stede i de fleste af Põders værker, men sjældent i hel form. Ofte i mindre dele, lidt cut-up, men ikke på en pervers Hans Bellmer-agtig måde, selvom der også er noget surreelt over Põders disjecta membra. Som fx i den ejendommelige, flæskefarvede ballon-agtige figur Med en trumpet från Lasnamäe (Rosa fågel) (1988), der blev vist på The Milk of Dreams på Venedig Biennalen i 2022, og var med til at give ouevret et boost.

De blanke, udspændte plastik-lemmer stritter i flere retninger. Gennem huller dækket af metaltråd er der kig til skulpturens indre. Tomt, bortset fra nogle sammenkrøllede papirkugler. Svært ikke at se det som en lavmælt, humoristisk kommentar til spørgsmålet om skulpturens kerne (eller ej), som har været til diskussion nærmest siden Michelangelo. Især fordi skulpturen er fra 1988, få år før Estlands uafhængighed fra Sovjetunionen, hvor kunsten endnu var underlagt diktater om monumentalitet i varige materialer, bronze eller sten. Ikke løse kropsdele og helt sikkert ikke sammenkrøllede papirkugler.

Põders mest produktive år er 1980erne og ’90erne – altså årene op til og lige efter regimeskiftet i 1991. Jeg har fornemmelsen af, at det er med til at gøre værkerne både fremmedartede og gådefulde. Samtidig føles det hele tæt på. Jeg suser frem og tilbage i kunsthistorien; mellem surrealisme og postminimalisme, nogle gange også lidt arte povera, eller noget helt andet, som selvfølgelig har rod i min egen begrænsede viden om estisk kunsthistorie. Det er kun spændende.

I katalogets forord – af direktørerne på de tre institutioner bag udstillingen (Moderna Museet i Malmö og Stockholm, samt Emma – Esbo moderna kunstmuseum, Helsinki) – bliver interessen for Põder forbundet til Moderna Museets tidlige præsentation af den amerikanske popkunst. Svært at fortænke museet i at fremhæve den stolte arv og et tidspunkt i kunsthistorien, hvor Moderna var pioner på den europæiske kunstscene. Om Põder egentlig har så meget med popkunst at gøre, kan man nok diskutere.

Måske direktørerne tænker på værket Skärm (2007)? Hundredvis af Kinder-æg, forsigtigt kilet ind i hulrummet på industrielle metalprofiler, der strækker sig fra gulv til loft. Så ja, readymades og kommercialismens udtryk, ligesom popkunsten. Men også ligesom så meget anden kunst i 2007 og årtierne før. Uanset er Skärm et ret friskt værk, som hurtigt aktiverer tankerne.

For undertegnede – opvokset i grasserende vesteuropæiske kapitalisme, som i hele min levetid kun er gået en vej – er det nærmest umuligt at forestille sig, hvad det vil sige først at blive introduceret til kapitalisme som voksen. Põder var i 40erne, da Estland genvandt sin uafhængighed.

Måske kan det sammenlignes med den deliriske, apokalyptiske stemning omkring et liv med kunstig intelligens, som buldrer imod os, og som ingen rigtig kan, tør eller vil overskue konsekvenserne af? Og måske ideen om et indpakket chokoladeæg med legetøj indeni i virkeligheden er et perfekt billede – tilmed i en åben metalstruktur, der foregiver, at der er en overordnet plan med det hele. Et falsk Nirvana med plastik-shit i en plastikbeholder skjult af chokolade, der aldrig har set en kakaobønne.

Det er næsten lige før, det havde været bedre med noget sammenkrøllet papir indeni.

Installation, Anu Põder, Moderna Museet, Malmö. Foto: Helene Toresdotter/Moderna Museet.